DRs litteraturredaktør: Nu må alle få øje på Kim Leine

Kim Leine var ikke favorit til at vinde årets Nordisk Råds Litteraturpris, men dog stadig en fuldt fortjent vinder, siger DRs Litteraturredaktør.

Kim Leines tildeling af Nordisk Råds Litteraturpris kan øge den danske forfatters i forvejen gode bogsalg, vurderer DRs litteraturredaktør.

Det blev danske forfatter Kim Leine, der vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2013 for 'Profeterne i Evighedsfjorden' - og selv om Leine var underdog i konkurrencen, er prisen gået til en stor forfatter:

- Det er fuldt fortjent, for det er en fremragende roman. Men jeg er lidt overrasket, for jeg havde spillet mine penge på andre kandidater, fortæller redaktør og studieværtDR's litterære radiomagasin Skønlitteratur på P1, Klaus Rothstein, der befinder sig til prisuddelingen i Oslo.

Vinder for stor fortællerstemme

'Profeterne i Evighedsfjorden' udspiller sig i Danmark, Norge og Grønland i slutningen af 1700-tallet og passer på den måde godt til at modtage en nordisk litteraturpris.

- Den har et stort nordisk tema, og er samtidig en historisk bog, hvor man bliver klog på Norden inden oplysningstiden gjorde os alle lidt mere civiliserede.

Men ifølge Klaus Rothstein er det først og fremmest Kim Leines utrolige fortællerstemme, der har udløst årets pris.

- Kim Leine forstår at fortælle nogle meget stærke historier i et intenst sprog. Det er en forførende bog, som samtidig har formået at få et stort læserpublikum og vundet kritikerne over på sin side.

Har vundet flere priser

Nordisk Råds Litteraturpris er ikke den første store anerkendelse, som Kim Leine modtager for 'Profeterne i Evighedsfjorden'.

I januar i år modtog han De Gyldne Laurbær, og i juni fik han DR Romanprisen for samme bog.

- Han har høstet mange priser, men selvfølgelig er Nordisk Råds den største han har fået, og han ligner en glad mand, siger Klaus Rothstein, der befinder sig til prisuddelingen i Oslo.

Kan booste Kim Leines bogsalg

Normalt giver netop Nordisk Råds Litteraturpris et ekstra boost til en nordisk forfatters karriere på den måde, at deres bøger bliver oversat til flere sprog og udgivet i flere lande i Europa.

Men Kim Leine har allerede fået sit internationale gennembrud og er oversat til flere sprog.

Alligevel mener Klaus Rothstein, at Kim Leines status kan få et nøk op med den prestigefyldte pris.

- Der er sansynligvis stadig nogen, der ikke har læst hans forfatterskab, som vil give det en chance nu. Og så åbner sådan en pris altid for nye markeder.

Facebook
Twitter