Druktur tæt på at sætte en stopper for Casper Christensen-bog: 'Jeg forstår godt, du er rasende'

Forfatter og journalist Martin Kongstad har skrevet den omdiskuterede biografi om Casper Christensen.

Martin Kongstad (tv) har skrevet biografien om Casper Christensen, 'Casper'. En proces der har strakt sig over tre år, og ikke været helt uden udfordringer. Bogen udkommer 8. oktober. (Foto: © søren bidstrup, (c) Ritzau Scanpix)

Det tog tre år fra første møde til sidste punktum.

Tre år, hvor forfatter Martin Kongstad har gravet sig helt ind under huden på Casper Christensen.

Fulgt ham på arbejdsture til Los Angeles.

Læst hans kyniske dagbogsnotater fra dengang, han var taget alene til Thailand for at bearbejde en depressiv periode.

Martin Kongstad har talt med alt fra forældre, ekskærester til venner såvel som fjender. Og så var der dengang, han var ved at sætte det hele over styr med en druktur. Den vender vi tilbage til.

Målet var at skrive en bog over Casper Christensens hæsblæsende liv for at finde frem til, hvem der gemte sig bag 'Klovn'-skaberen. Men det var ikke nogen nem opgave. Hverken for Martin Kongstad, der skulle forfatte biografien, eller for hovedpersonen selv.

For hvem er komikertalentet, der blev til den ukronede konge af den danske underholdningsbranche egentlig? Og er han den, han selv tror han er?

- Jeg har hele tiden vidst, at bogen skulle handle om mig, der prøver på at finde ud af, hvem han (Casper Christensen, red.) er. Men som bogen skred frem, blev det mere mig og Casper, der skulle finde ud af, hvem han var.

- Det blev et vendepunkt i bogens tilblivelse, for han var ellers ret sikker på, hvem han var, da vi begyndte, forklarer Martin Kongstad.

- Det har været en voldsom oplevelse, som Martin Kongstad, der har siddet på forreste række under alle de konfrontationer, som Casper Christensen har måttet gennemleve undervejs, formulerer det.

Det var på 'Din's', at komikerkarrieren begyndte for Casper Christensen, da han var i starten af tyverne. Det var ham, der introducerede Danmark for standup - og det må man ikke glemme som dansk komiker. Det er i hvert fald det, flere af hans tidligere komikervenner lidt spidst fortæller til Martin Kongstad under arbejdet med biografien 'Casper'. På billedet ses: Roger Kormind laver kaninører på Casper Christensen. Til venstre: Michael West. Nummer to fra højre: Peter Hansen. Yderst til højre: Thomas Wivel. (© Restaurant DINS)

Præstationsangsten

Martin Kongstad sidder på en café og taler i mobil. Lyden af cafégæster og klirrende glas slipper igennem talestrømmen.

- Der er kun 24 procent strøm tilbage, men det rækker vel? indleder han interviewet.

Han startede sin karriere som rockjournalist for musikmagasinet Gaffa i 1980’erne og har siden arbejdet med forskellige afskygninger af kulturjournalistikken, indtil han i 2009 også debuterede som skønlitterær forfatter med novellesamlingen 'Han danser på sin søns grav'.

Og det var hans evner som forfatter, der fik Casper Christensen til at udpege ham som manden, der skulle transformere Caspers liv til en biografi.

- Jeg blev enormt glad for, at hans syntes, at det, jeg skrev, var noget, han kunne bruge til noget. Og jeg kan egentlig også godt forstå det, nu hvor jeg tænker over det, for det handler meget om statusfald og status i det hele taget, hvilket også er et emne, han har jokket rundt i, efterrationaliserer Martin Kongstad.

Martin Kongstad på den røde løber til gallapremiere på filmen 'Klovn The Final' 29. januar 2020. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Scanpix)

Men skulderklappet i at blive valgt til at stå på bogryggen af biografien, var ikke nok til at få Kongstad til at slappe af i mødet med den danske superstjerne.

Flere steder i biografien beskriver Kongstad ærligt, hvor ængstelig han er før hvert møde.

- Det ubehagelige var, at jeg hele tiden, de første mange gange vi mødtes, havde på fornemmelsen, at jeg, for nu at sætte det på spidsen, ikke var god nok til ham.

- Eller, jeg var bange for ikke at leve op til det, han havde regnet med, præciserer han.

Det tog faktisk flere år, før de to mænd nærmede sig hinanden så meget, at de kunne sidde i stilhed sammen uden at det var akavet. Eller uden at Martin Kongstad følte, at han var nødt til at sige noget skarpt for at imponere Casper Christensen.

Og hvor Martin Kongstad gennem sine interviews med både Casper Christensen og folkene fra hans nutid og fortid i biografien tegner et billede af en mand, der er meget kategorisk konsekvent i alle sine beslutninger, så var det da Christensen slækkede på sin stålfasthed, at de to kom tættere på hinanden.

Skuffet og rasende

Det skete da Martin Kongstad dummede sig. For anden gang.

Han havde dagen før et møde med Casper Christensen drukket sig ned sammen med en ven.

Radio24syv, hvor Kongstad arbejdede som vært på programmet 'Bearnaise er Dyrenes Konge', havde den dag fået at vide, at de ikke havde vundet en udbudsrunde, men at den nye radiokanal Radio Loud i stedet løb med sejren. Så der skulle drikkes gravøl. Og gravvin. I flaskevis. Og i en sådan grad, at han sov over sig næste dag.

"Nej, selvfølgelig skal vi ikke mødes. Hvad tænker du på, mand. Det er anden gang, du brænder mig af, for fanden."

Sms'en fra Casper Christensen er ret klar. Martin Kongstad er godt klar over, at bogen er i overhængende fare for at blive lagt ned. Hans rolle i projektet er i hvert fald.

”Kære Casper Jeg forstår godt, at du er skuffet og rasende. Det er utilgiveligt, at jeg to gange i træk kommer for sent til et møde, du er kørt langt for at holde, og jeg har ikke ord for, hvor flov jeg er. Jeg forstår selvfølgelig, hvis du vælger at trække dig. Begge gange, jeg kom for sent, har det skyldtes druk. (…) Jeg er utroligt ked af, at det gik så vidt. Jeg holder af dig, og det har været en glæde og en inspiration at møde dig igen. Kærlig hilsen Martin.”

Sådan skriver han i en mail. En mail, som også fremgår af biografien.

- Alt andet havde været fejt, når Casper er så åben. Det havde været fejt, hvis jeg havde nedtonet mine egne svagheder, forklarer Martin Kongstad om mailudvekslingen, der ikke stiller ham selv i det mest flatterende eller professionelle lys.

Han ler på en tilnærmelsesvist undskyldende måde. Måske fordi det stadig er pinligt for ham, at han brændte Casper Christensen af på grund af en brandert. Måske fordi at lige netop den fejltagelse var på nippet til at koste ham opgaven.

Men i al sin skrøbelige pinlighed, så var det netop dette fejltrin, der åbnede noget i forholdet mellem dem. For Casper Christensen valgte, stik mod vane, at tilgive Martin Kongstad.

- Det er ikke min opfattelse, at det er noget, han ellers har gjort sig i. Han gider ikke folk, der fucker op. At han gav mig en ny chance og accepterede mig, efter at jeg havde vist en meget stor svaghed, gjorde, at vi kom tættere på hinanden.

- Da vi mødes næste gang, er der helt klart noget, der er ændret imellem os, forklarer Martin Kongstad, der i dag anser Casper Christensen som en ven.

- I dag kan vi hygge os sammen i hinanden selskab. Det er blevet uformelt imellem os.

Der er langt fra den højtråbende og "hu-hej-vilde-dyr" Casper Christensen, der i mange år havde projektøren rettet mod den ydre succes, til den 52-årige mand, der nu søger indad og forsøger at finde ud, hvem han er. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Hver sin ende af kulturlivet

Ligesom Casper Christensen har Martin Kongstad i årtier været en del af den kreative klasse i København. Og ligesom Casper Christensen har han passeret de 50 år. Men der stopper lighederne. Det troede han i hvert fald, før de begyndte deres samarbejde.

- Vi har levet i de samme kredse – men i hver vores ende af spektret. Skal man sætte det tåbeligt op, har Casper arbejdet i den del af den kreative verden, hvor pengene fyldte mere, end i den del hvor jeg var. Min ende var mere intellektuel – og fattig, griner han let.

- Men vi har begge levet af at finde på, slår han fast.

Derfor blev han flere gang undervejs overrasket, når en ny side af Casper Christensen dukkede op.

Som da Casper Christensen på deres rejse til Los Angeles afslørede, at han havde gennemgået et otte måneders terapiforløb, hvor indtagelsen af ren MDMA indgik. En terapiform, som "traditionelt ville tilhøre min del af den kreative verden, og mindre den hvor Casper kommer", synes Martin Kongstad.

Eller når det gik op for ham, hvor belæst Casper Christensen er.

- Hans intellektuelle side har han gået stille med i offentligheden, som Kongstad formulerer det.

Men spørger man ind til, hvad mennesket Martin Kongstad har lært ved at granske komikerens liv, så ender vi tilbage ved den kategoriske stålfasthed, som Casper Christensen har brugt til at ændre sit liv fra at være baseret på ydre værdier til i dag at finde ro i det indre - det spirituelle.

- Casper siger undervejs, at der ikke findes noget, der slår det at vågne op med god samvittighed. Den sætning kan jeg virkelig genkende, siger Martin Kongstad.

Men hvor Casper Christensen, ifølge Kongstad, har sat en hård grænse og sagt "herefter vil jeg kun vågne op med god samvittighed", så går det lidt langsommere frem for ham selv:

- Hans måde at leve på animerer mig til at have flere dage, hvor jeg vågner op med god samvittighed end med dårlig. Helt konkret går jeg mindre ud nu, afslører han med et indirekte hint til fadæsen, der nær havde kostet ham jobbet med biografien.

Biografien 'Casper' udkommer 8. oktober.