E-bogen står over for sit store gennembrud i Danmark

Hver tiende dansker har inden for den seneste måned læst en e-bog, viser en undersøgelse. Både forskere og forlagsfolk forventer, at e-bøger om få år bliver lige så stort i Danmark som i USA.

Flere danskere har fået adgang til e-bogslæsere og tablets, og brugen af e-bøger stiger nu markant, viser analyse. (© AP Graphics)

Danskernes læsevaner er under store forandringer. Det konkluderer en analyse, som forskere på Københavns Universitet står bag.

Hele 17 procent af danskerne siger ifølge undersøgelsen, at de har læst en e-bog inden for det seneste år, og 10 procent siger, at de har læst en e-bog inden for den seneste måned, skriver Berlingske (kræver abonnement).

- Undersøgelsen viser, at danskere i alle aldersgrupper og af begge køn nu læser e-bøger, siger professor Stig Hjarvard, der blandt andre står bag undersøgelsen.

Når snart niveauet for USA

Han fortæller, at e-bøgerne nu har opnået en udbredelse, så de står over for et egentligt gennembrud. Derfor mener de, at der ikke vil gå mange år, før at Danmark vil ligge på niveau med USA, hvor salget af e-bøger nu udgør omkring en fjerdedel af den samlede omsætning på bogmarkedet. Herhjemme udgjorde e-bøger kun omkring fem procent i 2012.

Fremgangen for e-bøgerne er særligt sat i gang af, at cirka 44 procent af danskerne nu har en tablet. Samtidig har bibliotekernes gratis udlån af e-bøger også været med til at skubbe markedet i gang, skriver Berlingske (kræver abonnement).

Hos landets næststørste forlag, Lindhardt og Ringhof, mærker man også den digitale fremgang. Her fordoblede man i 2013 omsætningen på e-bøger, og derfor vurderer redaktionschef Gertrud Smith, at forlaget vil nå de amerikanske tilstande inden for fem år.

Undersøgelsen viser også, at godt 40 procent af danskerne køber e-bøger via internationale boghandlere som Amazon, mens kun 15 procent køber ind hos danske udbydere som blandt andet Saxo.com.

FacebookTwitter