Efter Michelin-stjerneregn over Danmark: Forfatter afslører top-restauranternes bagside

Skilsmisse og sammenbrud følger i kølvandet på den benhårde jagt på Michelin-succes i aktuel roman af dansk madanmelder.

- Kokkeverdenen er nu, hvad filmverdenen var i halvfemserne eller billedkunst i nullerne, siger madanmelder, radiovært og forfatter Martin Kongstad. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Siden gourmetrestuaranten Noma fik sin første stjerne fra Michelin, har danske kokke og madelskere været besatte af at få anerkendelse fra den franske spise- og rejseguide.

Og besat af Michelin-stjerner er den unge, københavnske mesterkok Magne Oldenberg også i den aktuelle danske roman 'Kokken der holdt op med at rødme' af forfatter og madanmelder Martin Kongstad.

- Magne hidser sig op i vanvittig grad. Han bliver både opfarende og optaget af sin egen succes på samme tid, og det korrumperer ham til at træffe nogle valg, som for eksempel ikke er gavnlige for hans kærlighedsliv, fortæller Martin Kongstad.

Når ens navn er over døren

Martin Kongstads roman er inspireret af virkelighedens toprestauranter.

Miljøbeskrivelser, menuerne og hovedpersonens udfordringer bygger på mange timers research og samtale med danske mesterkokke.

- Jeg har talt med kokke, som har bekræftet mig i den antagelse, at når ens navn står over døren, så kan der godt ske noget med én. Og Magne føler det som om, at hver eneste ret, der bliver båret ud, er ham selv, der bliver båret ud, forklarer Martin Kongstad.

Miste jordforbindelsen

Han har både talt med nuværende og tidligere kokke og været med bag kulisserne, når maden bliver til. Og så har han endda fået to af de mest kendte Michelin-kokke i Danmark, Rasmus Koefoed fra Geranium og Nicolai Nørregaard fra Kadeau, til at udvikle menuer til Magnes restaurant i bogen.

Men selvom gourmetmad spiller en stor rolle i bogen, så var det en helt grundlæggende indre konflikt, Martin Kongstad gik efter at undersøge:

- Jeg ville skrive om, hvad der kunne ske, hvis man blev en succes, og hvis man mistede jordforbindelsen. Hvilke farer ligger der for, at ens personlighed kommer til at blive korrumperet af det?

Det vilde kokkeliv

Han fortæller, at den ide kom til ham, da han talte med en god ven, som er kok. Han fortalte, hvordan han levede det vilde liv og blev fløjet rundt til dyre modeoptagelser i hele verden for at lave mad.

- Men så sagde han også i en parentes, at han var blevet skilt fra sin yndige, blide kone, som han ellers havde sådan et fint forhold til, fortæller Martin Kongstad, der indså, at historien om den personlige succes' bagside passede helt perfekt på restaurationsbranchen i dag:

- Kokkeverdenen er nu, hvad filmverdenen var i halvfemserne eller billedkunst i nullerne. Man kan tage en kokkeuddannelse, som jo er en håndværkeruddannelse, og ende med ti år senere at sidde til bords med kongehuset.

Voldsom dosis anerkendelse

Den relativt hurtige vej til succes kan for nogle også være den direkte vej til den store nedtur, som det for eksempel ender med at være det for Magne Oldenberg i 'Kokken der holdt op med at rødme'.

Han er vokset op med en fraværende far, der også viede sit liv til kokkegerningen og restaurationsbranchen – og det er ikke ualmindeligt, at det går udover familien, hvis man vil til tops i den verden, fortæller Martin Kongstad:

- Mange toprestauratører har fortalt mig, at de aldrig har spist morgenmad med deres børn.

For Magne Oldenberg bliver michelinstjernen det ypperste symbol på den anerkendelse, som han hele livet igennem har stræbt efter.

- Hvis man har fået meget lidt anerkendelse i sit liv, og så pludselig får det i så voldsom dosis, så tror jeg ikke, man kan finde ud af, hvad der er op og ned, siger Martin Kongstad.

Facebook
Twitter