Efter seks år med vold, trusler og livvagter: Yahya Hassan klar med ny digtsamling

'Jeg skriver om mit liv og mig selv, og det er elendighed og sorg', udtaler digteren.

Efter seks år med skandaler, indlæggelser på psykiatrisk afdeling og domme for vold, trusler, hærværk og blufærdighedskrænkelser er den 24-årige digter klar med en ny samling digte. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

I 2013 udgav Yahya Hassan den bedst sælgende debutdigtsamling i Danmarkshistorien.

Digtsamlingen solgte mere end 120.000 eksemplarer og satte straks Yahya Hassan i centrum af samfundsdebatten, da han med digtene udstillede det muslimske samfund i Danmark med anklager om vold mod børn og socialt bedrageri.

Og efter seks år med skandaler, indlæggelser på psykiatrisk afdeling og domme for vold, trusler, hærværk og blufærdighedskrænkelser er den 24-årige digter klar med en ny samling digte.

Det skriver Weekendavisen, der har interviewet forfatteren over telefonen, mens han har været indlagt på Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby i Aarhus. Interviewet, som virker meget kaotisk, er lavet gennem flere telefonsamtaler med avisens chefredaktør, Martin Krasnik.

- De troede ikke, jeg kunne skrive mere, hvis jeg ikke gik rundt i jakkesæt, men jeg skriver stadig digte, siger Yahya Hassan til avisen.

Digte handler om vold og psykisk sygdom

Han forklarer, at digtene "fortsætter, hvor de andre slap". De handler om vold, overfald, om at sidde i fængsel, om stoffer og om psykisk sygdom.

- Jeg skriver om mit liv og mig selv, og det er elendighed og sorg, der er katalysatoren, 90 procent af min motor kører på pis, lort og gylle. Ufortyndet pis og lort, siger Yahya Hassan.

- Jeg skulle ikke tilbage til det der Hassan-show. Jeg er pisseligeglad med jer allesammen, siger han til Weekendavisen.

- De troede ikke, jeg kunne skrive mere, hvis jeg ikke gik rundt i jakkesæt, men jeg skriver stadig digte, og der kommer også en treer og en firer og en femmer, jeg er en af de største digtere, der findes, men perkeren her har fået nok, siger Yahya Hassan videre til avisen.

Korrespondent: Overrasket over timingen

DR's kulturkorrespondent, Mette Hybel, er ikke overrasket over, at der kommer en ny digtsamling med Yahya Hassan, da han efter hendes mening har et så stort talent og behov for at skrive, at det ikke kan holdes nede.

- Jeg er måske mere overrasket over at det kommer lige nu. På den anden side giver det måske også rigtig god mening, at den kommer nu. Det er i digtningen, han kan udtrykke sig og få sagt alt det, der brænder inde i ham, siger hun.

Samtidig mener Mette Hybel, at det måske er værd at diskutere, om man overhovedet kan tillade sig at udgive et værk med Yahya Hassan på nuværende tidspunkt.

- En kriminel mand, der tydeligvis har været langt ude i tovene. Det er en diskussion, der opstår med jævne mellemrum, og som altid vil være der. Men uanset hvad, Yahya Hassan har foretaget sig, ændrer det ikke på hans fuldstændig indiskutable bemærkelsesværdige talent som digter. Det kan godt være, han ikke har helt styr på livet. Men det er igennem kunsten og digtningen, at han trives og blomstrer, afslutter hun.

Vold, dødstrusler og livvagter

I ugerne op til debutudgivelsen gav Yahya Hassan flere interviews til forskellige medier, hvor han blandt andet i Politiken anklagede sin forældres generation for at svigte børnene med systematiske tæsk og opdragelse med korancitater.

Blandt andet langede han i Jyllands-Posten voldsomt ud efter såkaldt troende, unge muslimer.

- Ghettoerne er fyldt med dumme perkere, som render rundt i joggingtøj. De går til fredagsbøn, men bruger ugens øvrige dage på at stjæle, hæle, drikke sprut og gå i seng med danske piger. Når de sidder i fængsel, bladrer de lidt i Koranen, anskaffer sig en bedekæde og optjener gode gerninger, så de kan begynde forfra med alt det forbudte, sagde han til avisen dengang.

Kort tid efter blev han overfaldet, modtog dødstrusler og blev hurtigt fulgt af livvagter fra PET døgnet rundt.

Siden fulgte masser af episoder, hvor han skiftevis blev udsat for vold og trusler og skiftevis selv blev anklaget og dømt for det samme.

Digteren har også flere gange poseret med våben, stoffer og pengesedler på sociale medier. Oktober sidste år blev han idømt psykiatrisk behandling for trusler, vold og brud på et tilhold mod en kvinde, han ikke må kontakte.

Digtsamlingen "Yahya Hassan 2" udkommer fredag i 25.000 eksemplarer på Gyldendal. Forlaget har holdt udgivelsen hemmelig frem til udgivelsen.