Ekskæreste udleverede Camilla i bog: Blev udstillet som ond og promiskuøs

Hverken Københavns Retshjælp eller Danske Medier ville hjælpe Camilla, da hendes ekskæreste udnyttede sin ytringsfrihed.

Camilla fik en dag anbefalet en bog i sit Facebook-feed. Den indeholdt både hendes navn og navnene på hendes venner. Den var skrevet af hendes ekskæreste. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Følelseskold. Promiskuøs. Ond.

Forestil dig, at din ekskæreste mønter de ord på netop dig.

Forestil dig så, at han ikke blot kaster ordene efter dig, men derimod deler dem med hele Danmark.

Det oplevede Camilla, da hun en dag fik anbefalet en bog i sit Facebook-feed. Den indeholdt både hendes navn, navnene på hendes venner og beskrev hende i stærkt negative termer.

Bogen var skrevet af hendes ekskæreste.

Det fortæller journalist Anne Niluka Iversen til Kulturen på P1. Hun har interviewet Camilla i magasinet Vice, hvor Camilla har ønsket at være anonym af hensyn til dem, hun skal arbejde for i fremtiden. Det har hun fået lov til i både Vice - og nu også i Anne Niluka Iversens gengivelser overfor DR.

- Camilla beskrev det som værende æreskrænkende. Hun følte sig enormt magtesløs, fordi hun ikke rigtig havde nogen mulighed for hverken at stoppe det eller for at tage til genmæle uden at skulle stå frem, fortæller Anne Niluka Iversen.

Til Vice har Camilla selv sat ord på oplevelsen:

- Jeg følte mig blottet. Det var som at se en film om sig selv, med en der ligner mig, gør som mig, men som ikke er mig.

I starten af bogen bliver Camilla beskrevet som et dejligt menneske, men senere begåes der næremst karaktermord på hende, forklarer Anne Niluka Iversen.

- Han (ekskæresten, red.) beskriver, at hun efter deres brud går i seng med alle mulige mænd hver weekend. Ifølge hende passer det simpelthen ikke. Ifølge hende gik hun meget, meget langt i at forsøge at støtte ham og være en god ekskæreste, efter de gik fra hinanden. Men i bogen beskrives hun på ingen måde flatterende.

Ytringsfrihed vægter højest

Camilla har forsøgt at få hjælp hos både Københavns Retshjælp og Danske Medier, men er blevet afvist begge steder. Ekskærestens kunstneriske ytringsfrihed vægter højere end det, Camilla oplever som en karaktermord på hendes person.

Sagen kompliceres af, at bogen er en del af den genre, der hedder autofiktion. Det er en genre, der blander fiktion med fakta.

Noget af bogens indhold kan altså indeholde beskrivelser af mennesker, der findes i virkeligheden, og handlinger, der rent faktisk er foregået. Andre dele af bogen kan tage udgangspunkt i en virkelig hændelse, som så er dramatiseret - eller være fuldstændig fri fantasi.

Camilla mener ikke, ekskærestens bog om hende indeholder fri fantasi.

- Hun er blevet tvunget til at gennemleve et forhold, hun har lagt bag sig, og en tid, som har været enormt følelsesmæssigt hård for hende. Det er noget, som hun har brugt rigtig meget tid på at komme over, fortæller Anne Niluka Iversen.

- Camilla beskrev, at hendes følelsesmæssige udvikling blev sat tilbage og den tro, hun var ved at opbygge på sig selv, på fremtiden og på mænd, ligesom forsvandt.

Camilla er blevet opfordret til at lægge sagen bag sig af nogle personer i det københavnske forfattermiljø, da der ikke er noget at gøre rent juridisk.

Hvor grænsen går mellem virkelighed og fiktion?

Sagen er langt fra den første indenfor autofiktionsgenren, hvor folk, der er omtalt i bøgerne, på den ene eller anden måde har følt sig krænket.

Blandt de tidligere sager kan nævnes striden mellem Claus Beck-Nielsen og Thomas Skade-Rasmussen Strøbech. Her lagde Strøbech sag an mod Beck-Nielsen, fordi han mente, at Beck-Nielsens bog 'Suverænen' gik alt for tæt på hans liv. Claus Beck-Nielsen blev frifundet i sagen.

Også Karl Ove Knausgårds romanserie 'Min kamp' har vakt debat i hjemlandet Norge på grund af stærke selvbiografiske træk, mens forfattere som Knud Romer og Tove Ditlevsen længe har nydt stor succes herhjemme med autofiktionsgenren.

Camilla efterlyser et etisk kodeks i sådanne sager - for hvordan kan man ellers vide, hvor grænsen går mellem virkelighed og fiktion?

Indtil videre må forfatterne gøre, præcis hvad de vil.

Dr.dk har valgt at anonymisere Camillas identitet i artiklen af hensyn til hendes fremtidige arbejdsgivere og bekendtskaber. Redaktionen er både bekendt med hendes og ekskærestens rigtige navne samt titlen på bogen, som vi af samme grund har valgt ikke at bringe.

Facebook
Twitter