Eksminister er vild med bog om menneskeædende kvinde: Hold kæft, en gave!

Magnus Heunicke fik for nogle år siden ideen til Herlufsholm Fantasy Bogmesse, som vi har besøgt.

Magnus Heunicke er stor fan af fantasygenren. Hans seneste store læseoplevelse er Anne-Marie Vedsø Olesens 'Lucie'. (Foto: Kasper Månsson © DR og Politikens Forlag)

Oktobervejret viser sig fra sin allerflotteste side med klar himmel og høj solskin, der reflekteres smukt fra de orangefarvede blade på de mange træer, som omgiver Herlufsholm Kostskole.

Det tidligere kloster, som i mere end 500 år har fungeret som skole, og i dag er Danmarks største kostskole, ligner noget fra et eventyr – eller måske Harry Potters magiske kostskole, Hogwarts.

Netop den sammenligning er oplagt, når man besøger Herlufsholm Fantasy Bogmesse, som vi gjorde denne fredag for at møde nogle inkarnerede fans - blandt andre en tidligere minister, som i sin tid fik ideen til festivalen.

De fortæller her om deres passion for den 'fantastiske genre':

På Herlufsholm Fantasy Bogmesse kan fans opleve forfattere I interview og til bogsigneringer. Sofie Christensen fik blandt andet signeret bøger af den danske fantasyforfatter Christina Bonde, som hun kalder ’meget original’. (Foto: Kasper Månsson)

Okay at være anderledes

17-årige Sofie Christensen læser mange slags bøger og er endda så stor bogelsker, at hun har en YouTube kanal, 'Sofies bogverden', hvor hun kun taler om bøger.

- Jeg er åben for meget, men fantasy er hovedgenren, som jeg bare knuselsker. Jeg har altid interesseret mig meget for fantasy, for det er der, jeg føler, at jeg hører hjemme, fortæller Sofie, som kastede sig over genren for cirka fire år siden.

Som mange andre fantasyfans var hendes indgang til universet 'Harry Potter'-serien – og senere de berømte 'Twilight'-bøger.

- Jeg har altid følt mig lidt anderledes – og man har bare lov til at være anderledes i fantasygenren. Jeg føler ikke, at der er nogen, der kigger skævt til mig. Jeg føler mig meget hjemme, når jeg læser fantasy - for alle er mærkelige, alle er lidt anderledes.

Udover de mange gode læseoplevelser og spændende universer, som fantasygenren tilbyder, så har Sofie også fået noget andet ud af sin interesse:

- Siden jeg startede med at dele mine læseoplevelser på YouTube, har jeg fået enormt mange venner, der kommenterer mine videoer. Jeg møder rigtig mange her, som jeg ellers kun har skrevet med, fordi de kommer fra rundtomkring i Danmark.

- Og det er så super fedt, at man kan mødes omkring sådan noget her og snakke som om, man har kendt hinanden i 100 år.

Magnus Heunicke, som oprindeligt er uddannet journalist, var Transportminister fra 2014-15. Han var de to første år med til at arrangere messen, men nu deltager han som interviewer - og for at finde ny læseinspiration. (Foto: Kasper Månsson © (c) DR)

Det gode og det onde

Herlufsholm Fantasy Bogmesse startede som en idé i hovedet på Magnus Heunicke, folketingsmedlem for Socialdemokratiet og tidligere transportminister. Han var inspireret af Krimimessen i det gamle Horsens Statsfængsel - og da han selv stammer fra Næstved, så han straks en mulighed i de historiske omgivelser på Herlufsholm.

- Jeg elsker fantasy, film og bøger. Man bliver opslugt af det, siger Magnus Heunicke, som især holder af den tydelige opdeling af godt og ondt, som fantasygenren ofte opererer med.

- Mange af os har job, hvor man kan være i tvivl om, hvad er det gode og det onde - og hvad er det rigtige i sådan en kompliceret verden. Og så har du pludselig en verden, du kan gå ind i, hvor det gode virkelig kæmper med det onde, og ting kan ske, som man ikke kunnet have forestille sig.

Vi fanger ham på loftet i den gamle bygning sammen med den ene af sine døtre, som han i år besøger bogmessen med. Han var selv med til at arrangere messen de to første år, men så ’blev han minister og fik for travlt’, som han forklarer.

- Fantasy har også et rigtig dårligt ry. Historisk har det jo været sådan noget med, at de skriver tusindvis af sider, og at det er ikke så god litteratur. Det føler jeg virkelig er ved at ændre sig, siger Magnus Heunicke, der selv startede som barn med at læse ’Narnia’ og senere som ung ’Harry Potter’-bøgerne.

Flere danske og internationale fantasyforfattere gæster hvert år messen, hvor de giver interview og signerer bøger. (Foto: Kasper Månsson © (c) DR)

Hans seneste store fantasy-læseopleve er ’Lucie’ af danske Anne-Marie Vedsø Olesen, som udkom i år og handler om en kvinde, der æder mennesker. Hun er et tusinde år gammelt væsen fra et sted i Norge, hvor kristne og asatroende kæmpede for tusinde år siden.

- Det vil sige, at det har dybe rødder til det mytologiske og til fortiden. Hold kæft en gave det er at få den historie fortalt som eventyr, forklarer han.

- Fantasy stimulerer min fantasi og fortælleglæde. Og det tror jeg, det ville gøre for mange mennesker. Så hermed en kæmpe opfordring om at prøve at kaste sig ud i noget fantasy!

35-årige Caroline-Marie Kjær Frydendahl og hendes mand prøvede også andre aktiviteter på bogmessen, blandt andet uhyggelig ansigtsmaling. (Foto: Kasper Månsson © (c) DR)

Drømme sig væk i en travl hverdag

Mange tror måske, at fantasy mest er for børn og unge, men Herlufsholm Fantasy Bogmesse er et bevis på, at genren også tiltrækker mange voksne læsere. Her på messens første dag er der besøgende i alle aldre - og det er ikke kun børn, der slæber de voksne med.

Cecilie-Marie Kjær Frydendahl og hendes mand elsker fantasy, og de har taget deres tre sønner på otte, seks og tre år med.

- I mange år har jeg nok søgt og tænkt, at jeg skulle læse flere voksenbøger, men jeg er nok kommet frem til, at fantasy er det, jeg bedst kan lide at læse, fortæller hun.

Det er især muligheden for at komme et helt andet sted hen, der tiltrækker Cecilie-Marie Kjær Frydendahl:

- Det er noget, man kan drømme sig væk til i en travl hverdag. Jeg tænker, det er meget ligesom at se en film, det her med, at man bare kan koble af. Det gør jeg bare meget med en bog i stedet for.

  • Familien Kjær Frydendahl brugte blandt andet bogmessen til at finde gode højtlæsningsbøger for familiens tre drenge. Og så blev der også afprøvet uhyggelig ansigtsmaling og sværdkamp på gårdspladsen. (Foto: Kasper Månsson © (c) DR)
  • (Foto: Kasper Månsson © (c) DR)
  • (Foto: Kasper Månsson © (c) DR)
1 / 3

Den seneste forfatter, som Cecilie-Marie Kjær Frydendahl er faldet over, er danske Malene Sølvsten og hendes ’Ravnenes hvisken’-trilogi.

- Jeg kan godt lide hendes univers. Ligesom i Harry Potter er der både vores verden og den overnaturlige - og så kan jeg godt lide at hun blander den nordiske mytologi indover. Det er noget, man kender lidt til, og alligevel er der en hel masse, der er anderledes.

Ulla Rasmussen, der læser til pædagogvejleder, har købt flere fantasybøger i å, blandt andet 'Mørkets søn'. Den handler om hungersnød og krig, og indeholder også elementer af kristendom. 'Det var noget, hvor jeg tænkte, at den lyder fedt, den skal jeg prøve', siger hun. (Foto: Kasper Månsson © (c) DR)

Knækkede læsekoden

For Ulla Rasmussen, som har taget turen hele vejen fra Nordsjælland til Næstved, har fantasygenren haft en helt særlig betydning:

- Jeg begyndte at læse fantasy, da jeg var 12. Dér knækkede jeg først læsekoden, og det var fedt. Det gjorde jeg på en fantasyroman, som er oldtussegammel, men en fantastisk historie. Og så tog det fart, fortæller Ulla Rasmussen, som i dag sagtens kan tygge sig igennem et par fantasybøger om ugen.

Selvom hun efterhånden har fået læst nogle hyldemeter fantasybøger, så er det stadig den første serie, hun læste i sin tid, som Ulla Rasmussen vender tilbage til:

- Den serie står derhjemme og er efterhånden pakket fint ind i gaffatape, fordi den er fuldstændigt smadret. Det er ’Ildøglernes sang’, ’Skjaldenes hal’ og ’Dragetrommer’ af Anne MacCaffrey– og det er helt klart den fedeste serie.

At hun gennem så mange år har holdt ved fantasygenren, hænger sammen med det parallelunivers, bøgerne byder på:

- Det der når du lukker en bog op og hører den knitre - og du så samtidig dykker ned i en verden og bliver suget væk fra det almindelige hverdagsræs.

- Du får noget eventyr, en anden måde at kapere verden på, en anden måde at sætte spørgsmålstegn ved politik og ved krige. Og jeg tager af hatten af for dem, der skriver det – jeg synes, det er det fedeste i hele verden.

Herlufsholm, oktober 2018 (Foto: Kasper Månsson © (c) DR)

Om bogmessen

  • Herlufsholm Fantasy Bogmesse blev startet i 2011.

  • Siden 2014 har Næstved Bibliotek og Borgerservice været hovedarrangør af bogmessen, mens Herlufsholm Kostskole lægger rammer til.

  • Udover forfatterinterview og bogsalg foregår der også forskellige aktiviteter og workshops for børn og voksne.

  • Herlufsholm Fantasy Bogmesse blev afholdt fredag den 19. og lørdag den 20. oktober i år.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter