Emilie på 28 fik modermærkekræft: 'Jeg er mindre bange for døden nu, end jeg var før'

Forfatter Emilie Parsbæk Skibdal har brugt sine egne oplevelser som afsæt for sin debutroman.

(Foto: Betina Garcia © dr)

Det klør. Du kradser. Det begynder at bløde. Såret vil ikke hele.

Hvis du har haft modermærkekræft, kan du måske nikke genkendende til ovenstående beskrivelse af, hvordan sygdommen kan føles.

Den kan ramme både unge og ældre, mænd og kvinder, og hvert år bliver der konstateret over 2.000 nye tilfælde af kræftformen i Danmark.

Én af dem, der har prøvet at få fjernet et modermærke med kræft i, er 28-årige Emilie Parsbæk Skibdal.

- Jeg oplevede selv for nogle år tilbage at få fjernet et modermærke, der viste sig at være kræft i. Der var en periode, efter jeg fik det konstateret, hvor jeg skulle vente på at finde ud af, hvor alvorligt det var, fortæller Emilie Parsbæk Skibdal, der er uddannet historiker med speciale i sygdoms- og sansehistorie fra Københavns Universitet.

- Det viste sig heldigvis ikke at være særlig alvorligt, men derefter fulgte en lang periode, hvor jeg så alting igennem en prisme af grundlæggende, eksistentiel angst, og hvor jeg skulle finde ud af en helt ny måde at være til på.

- Bogen er ikke selvbiografisk, men dens fortælling skydes i gang af en krisetilstand, der minder om den, jeg selv var igennem, fortæller Emilie Parsbæk Skibdal, der har skrevet romanen 'Smitte gennem hud og luftveje'. (Foto: Betina Garcia © dr)

'Vi tror alle, vi skal blive 100 år gamle'

Den angst er nu blevet til romanen 'Smitte gennem hud og luftveje'. Emilie Parsbæk Skibdal valgte nemlig at bruge den chokerende oplevelse som afsæt for sin skønlitterære debut.

Og selv om romanen ikke er direkte selvbiografisk, så er der alligevel en del fællestræk mellem bogens jeg og virkelighedens Emilie.

Modermærkekræften går igen. Ligeså gør angsten og det nære forhold til øen Femø.

- Bogen handler om en ung kvinde, som får konstateret modermærkekræft kort tid efter, hun har født en datter. Det er dét, der skyder historien i gang, men det er ikke det primære i resten af fortællingen. Resten af fortællingen er nærmere en slags genforhandling med livet, fortæller hun.

- Hovedpersonen i bogen er, ligesom jeg selv var dengang, ude i en genforhandling med livet og lysten til at være i live igen efter denne her sygdom. Og selvom det er barskt, synes jeg også, at det er helt centralt for bogen, at håbet i sidste ende bliver generobret.

'Smitte gennem hud og luftveje' var første arbejdstitel, Emilie Parsbæk Skibdal havde til sin roman. - Siden har bogen heddet alt muligt andet, men vi endte med at gå tilbage til den oprindelige titel, fortæller hun. (Foto: Betina Garcia © dr)

Mens bogens hovedperson bruger romanens sider på at genvinde det kraftfulde håb, så er den største kraft i 'Smitte gennem hud og luftveje' faktisk naturen.

Emilie Parsbæk Skibdal går meget op i, at hendes naturbeskrivelser i bogen er så præcise som muligt, da naturen bliver brugt til at vise, hvor lidt vi mennesker egentlig er herrer over - selv om vi gerne vil tro det modsatte.

- Vi tager for givet, at vi altid bliver raske og alle tror, vi skal blive 100 år gamle. Men der er noget, der er meget større end os selv; nemlig naturen. Som mennesker tror vi ofte, vi kan styre alt omkring os, og det er naturen ét stort bevis på, at vi ikke kan.

- Historien foregår primært på Femø, hvor hun er kommet, siden hun er barn, blandt andet fordi hendes bedsteforældre har boet der, fortæller Emilie Parsbæk Skibdal, der her er fotograferet i Karlstrup Kalkgrav ved Solrød. (Foto: Betina Garcia © dr)

Tager til Femø for at blive rask

Det er her, Femø kommer ind i billedet.

For selv om Emilie Parsbæk Skibdal egentlig er opvokset på Københavns Vestegn, så har hun også haft et nært forhold til Femø nord for Lolland siden sine sene teenageår.

Øen spiller også en central rolle for bogens hovedperson.

- Der er et eller andet med sådan nogle steder, der er totalt omgivet af vand. Fra midten af øen kan du se vand på alle sider. Der hersker på en eller anden måde en egenrådighed sådan et sted.

- Det ligger både i øens beboere, men også dens natur. Lige meget hvor meget man vil kultivere naturen, vil den altid sætte sig igennem med sin egen vilje.

Hovedpersonen i 'Smitte gennem hud og luftveje' tager både tilbage til Femø for at blive rask, men også for tage favntag med det liv, hun har levet, indtil sygdommen kom snigende ind på hende.

- Al den angst, jeg oplevede dengang, har altså fået et liv i denne her bog. Forhåbentlig kan den kaste et lys på, hvordan livet kræver genfortolkning, når vi oplever noget så voldsomt som at blive alvorligt syge.

Ifølge Emilie Parsbæk Skibdal handler bogen om, at man kan blive så bange for at dø, at man i virkeligheden helst vil netop det.

- Vi siger altid, at vi er dårlige til at tale om døden, men det er vi altså også. Vi bliver taget med bukserne nede, når der pludselig indtræder en krise i vores perfekt tilrettelagte liv.

Hvordan er dit eget forhold til døden i dag?

- Når man skriver en bog, der handler så meget om døden, så bliver det til et emne, man bare forholder sig til. Jeg er mindre bange for døden nu, end jeg var før. Jeg interesserer mig meget for emnet. Det er en underlig vekselvirkning mellem at være sindssygt bange for den og så at have affundet mig med den.

- Da jeg startede på bogen, havde jeg en helt klar holdning til, hvordan den skulle se ud, og hvad den skulle indeholde. Men det viste sig hurtigt, at de tekster, der blev rigtigt gode, de kom helt af sig selv og med en egen fri vilje, der løsrev sig fra alt det, jeg havde planlagt. (Foto: Betina Garcia © dr)

Sandet finder sig altid til rette

Til trods for at have affundet sig med sin egen dødelighed, så er der fuld fart på Emilie Parsbæk Skibdals liv.

Udover romandebuten arbejder hun til dagligt som folkeskolelærer, og så underviser hun også andre i at skrive - blandt andet har hun været på Island for at undervise unge, håbefulde forfatterspirer.

Hvad håber du at opnå med bogen?

- Jeg håber, bogen kan afspejle det her spektrum af angst og eksistentielle overvejelser, som de fleste af os oplever på et eller andet tidspunkt i vores liv. Alt det sand, der bliver hvirvlet op fra sandbunden, når der sker noget voldsomt, finder sig jo altid til rette igen på en ny måde efterfølgende.

Emilie Parsbæk Skibdal har primært fået reaktioner fra folk, hun ikke kender, der har læst bogen og skrevet til hende på Instagram. - De skriver, de er blevet meget berørte af den. Det er også det, jeg har håbet på at opnå med den, slutter hun. (Foto: Betina Garcia © dr)

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter