En aftale til 400 millioner kroner: Nu kommer Obamas længe ventede bog

Biografien 'A Promised Land' vil udkomme på 25 sprog og i to bind.

Barack Obamas nye biografi udkommer 17. november på 25 sprog. Det vides endnu ikke, om dansk er et af dem. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

USA's tidligere præsident, Barack Obamas, længe ventede biografi udkommer 17. november. Det skriver han på sin Twitter-profil.

- Der findes ingen bedre følelse end at færdiggøre en bog, og jeg er stolt af denne her. I 'A Promised Land' prøver jeg at komme med en troværdig gennemgang at mit præsidentskab, kræfterne vi slås med som nation, og hvordan vi kan hele vores skel og få demokratiet til at virke for alle, skriver han i sit tweet.

Der er i de seneste måneder udgivet flere politiske bøger op til det kommende præsidentvalg i USA 3. november, men Barack Obamas biografi udkommer altså efter valget.

Bogen vil udkomme på 25 sprog rundt om i verden på samme dag, og den amerikanske version vil være på 768 sider, skriver CNN. Obamas biografi vil komme i to bind og vil beskæftige sig med begyndelsen af hans tidlige politiske karriere op til hans første valgkamp samt de tidlige år i Det Hvide Hus.

Barack Obama har selv tidligere sagt, at han har en "forfatters følsomhed", og at han ikke ville skrive en konventionel bog om sit tid i Det Hvide Hus.

Vild interesse for Obama-parret

Barack og Michelle Obama skrev i 2017 en rekordstor bogaftale med forlaget Penguin Random House, som ifølge Financial Times lød på 422 millioner danske kroner. Det var ifølge avisen den højeste sum nogensinde, som et forlag har betalt for en tidligere præsident eller præsidentpars erindringer.

Michelle Obama har allerede udgivet sin bog sidste år. 'Min historie', som den hedder, blev flået ned fra hylderne i så høj en fart, at selv Bill og Hillary Clinton måtte se sig slået. I marts 2019 – fire måneder efter udgivelsen – var bogen ifølge BBC solgt i 10 millioner eksemplarer og var ifølge forlaget selv den mest populære biografi til dato.

Bogen blev rost for at være personlig, fordi hun blandt andet fortæller om, at Obama-parret har haft brug for parterapi, og at de var i fertilitetsbehandling for at få deres døtre.

Netop præsidentparrets bøger har været et stort hit hos boghandlerne. Hillary Clintons bog 'Living History' fra 2003 solgte en million eksemplarer i løbet af en måned. Tidligere præsident George W. Bushs selvbiografi, 'Decision Points', var flere uger om at nå de to millioner solgte eksemplarer på det nordamerikanske marked.

Og endelig var der tidligere præsident Bill Clintons 'My Life', som hurtigt havde solgt en million eksemplarer, men var meget længere tid om at nå op på to millioner.

Michelle Obama rejste i forbindelse med udgivelsen af hendes biografi rundt i verden for at holde foredrag. Det skete også i København i 2019. (Foto: scott olson © Getty Images)

Det er langt fra den første bog, som Barack Obama har skrevet. Han har også skrevet selvbiografien 'Arven fra min far', inden han blev præsident. Desuden skrev han, inden han stillede op til det amerikanske præsidentvalg i 2008 bogen 'Mod til at håbe', som handlede om, hvordan han ville genskabe USA.

Desuden har han også skrevet børnebogen 'Of Thee I Sing: A Letter to My Daughter', der handler om det, der har skabt USA som nation.

Facebook
Twitter