'En crackrygende, gal, ung kvinde': Simone viser dig Københavns rå stofmiljø

Simone Stjers debutroman er delvist inspireret af hendes eget liv.

(Foto: Betina Garcia © Dr)

Simone Stjer var midt i en heftig 1. maj-demonstration på Nørrebro, da hun kunne mærke sin telefon vibrere.

En mail var tikket ind – og det var ikke en hvilken som helst mail.

- Jeg kan huske, at jeg åbnede den, kiggede over på politiet, der stod lige ovre på den anden side af gaden. Og så viste jeg mailen til min kæreste og sagde: "Kan du også se det her?", fortæller hun.

Den mail, som Simone Stjer netop havde fået, var nemlig en, hun i flere måneder havde håbet ville lande i hendes indbakke.

Der stod:

"Kære Simone. Vi har været lidt langsomme til at få læst dit manus, beklager. Til gengæld synes vi, det er spændende. Har du ikke lyst til at komme ind og tale med os om det i den nærmeste fremtid?".

Afsenderen var en redaktør fra landets største forlag, Gyldendal. Og den blev startskuddet til et samarbejde, der senere blev til en bogkontrakt og nu en færdig roman med Simone Stjers navn på forsiden.

Simone Stjer regnede ikke med at få et positivt svar fra Gyldendal, og hun var begyndt at arbejde på noget nyt, da hun fik mailen: - Jeg sendte bare ind til dem for at kunne krydse det af. Selvfølgelig var det også dem, jeg helst ville, men det var også dem, jeg regnede mindst med. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Var selv meget destruktiv

Den har titlen 'S' og fortæller historien om Helene og hendes forsøg på at navigere i sit eget kaotiske indre og det københavnske stofmiljø, hvor hun konstant er på jagt efter "dope" (rygeheroin) og "sten" (rygekokain). Historien er både inspireret af Simone Stjers eget liv og hendes arbejde på et herberg med misbrugere og hjemløse i København.

- Historien kom først og fremmest ud af nogle følelser og ting i mig, som jeg gerne ville bearbejde. Og det handlede især om, at jeg selv har været meget destruktiv. Som helt ung var jeg også meget vred og grænseløs ligesom Helene. Men rimelig hurtigt blev historien også sin egen, fortæller 33-årige Simone Stjer.

Inden hun gik i gang med bogen, havde hun forsøgt med mange andre manuskripter, men de var alle endt som ufærdige udkast i skrivebordsskuffen. Det var ofte hendes egen tvivl på sig selv, der kom i vejen. Men denne gang besluttede hun sig for ikke at redigere eller stoppe sig selv undervejs.

- Jeg er ikke så nervøs for anmeldelserne, men mere om bogen kommer ud og lever. Det er det, jeg helst vil have: At folk har lyst til at læse den – og at de bliver ramt. (Foto: Betina Garcia © Dr)

I december 2018, efter to års arbejde, kunne hun så sende et manuskriptudkast til Gyldendal. Og til et af de efterfølgende møder på forlaget blev hun spurgt af sin redaktør, hvad hun egentlig ville med sin roman:

- "Ja, hvad fanden vil jeg egentlig?", tænkte jeg. Jo, jeg tror, at hvis jeg kan få en, der er langt væk fra det her stofmiljø til at heppe på og identificere sig med en crackrygende, gal, ung kvinde, der render rundt i Istedgade, så er jeg lykkedes.

Bogen var hård at skrive

Simone Stjer har selv eksperimenteret med stoffer, og selvom hun kender nogle af de destruktive følelser, der driver Helene længere og længere ud, så har hun aldrig selv været lige så involveret i stofmiljøet og ikke helt så tæt på at "gå i hundene" som Helene.

- Jeg har hørt hundene gø. Jeg har ikke været helt derhenne, men tæt på, siger Simone Stjer og tilføjer:

- Jeg har for eksempel også været indlagt på en psykiatrisk afdeling. Så der er noget med galskaben, jeg godt kan genkende. Jeg tror, jeg har brugt mig selv på sådan en "what if"-måde. Derfor var den også hård at skrive til at starte med; der var meget skam forbundet med det for mig.

- Jeg har selv boet på Vesterbro i mange år, og det er det miljø, jeg kender bedst. Den mest åbne stofscene er omkring Istedgade, mellem hovedbanen og Gasværksvej – og noget af Halmtorvet. Det er et lille kosmos af stoffer, hvor folk interagerer på kryds og tværs. Det er et miljø, hvor folk udnytter hinanden og drager omsorg for hinanden, ligesom andre steder. Men fordi stofferne er tilsat, og fordi fleste har et eller andet, de bøvler med, så er det mere ekstremt. (Foto: Betina Garcia © Dr)

I 'S' kommer Helene også ud for nogle vildere ting, end Simone Stjer nogensinde selv har oplevet. Hun bliver for eksempel mishandlet af sin kæreste, fordi hun stjæler penge fra ham, mens han sidder i fængsel.

- Det har jeg gudskelov aldrig selv prøvet, men jeg har stået med nogle kvinder, som var blevet godt og grundigt mishandlet, siger Simone Stjer og fortæller, at den slags situationer også har vist hende, at der er forskel på den hjælp, vi tilbyder kriseramte.

- Jeg har oplevet, at en kvinde blev kørt direkte til mig (på herberget), fordi hun var stofafhængig og ikke kunne komme på krisecenter. Dér stod jeg som ufaglært og havde ansvaret. Og hun var blevet mishandlet, fortæller hun og lægger ekstra tryk på mishandlet.

Et "kæmpe svigt" fra samfundet

Stofmisbrugere som Helene og hendes veninde Mona i romanen er eksempler på den type kvinder, Simone Stjer oplever ikke har adgang til samme hjælp som mere velfungerende kvinder. Og det er et "kæmpe svigt" fra samfundets side, mener Simone Stjer:

- Krisecentre og psykologhjælp er for middelklassens kvinder. Det er overhovedet ikke indrettet til sådan nogle som Helene og Mona. De kan måske få nogle psykologsamtaler, men så skal de møde op et eller andet bestemt sted et bestemt tidspunkt – og det er de alt for kaotiske til.

Folk, der primært lever deres liv på gaden, udvikler til gengæld nogle strategier og mekanismer til at overleve, fortæller Simone Stjer.

Hovedpersonen Helene er vokset op uden de helt store traumer i et pænt middelklassehjem nord for København: - Helene er en slags antropolog i stofmiljøet. Ting er nye for hende, og derfor kan hun også beskrive dem udefra. Hun går meget op i, om folk kan se på hende, at hun tager stoffer, for hun vil gerne opretholde en facade. (Foto: Betina Garcia © Dr)

I Helenes tilfælde handler det om at kunne gennemskue og hele tiden forsøge at være et skridt foran de mennesker, hun omgiver sig med. Og det kan hun blandt andet gøre, fordi hun kommer fra en ressourcestærk og privilegeret baggrund.

- Hun laver simpelthen supervision på de mandlige pushere, så de ikke ruller hende. Hun prøver at finde ind til deres svage punkter, og hvad de kæmper med. Det er noget, som nogle stofbrugere gør. Det er bare sådan en side, man ikke hører så meget om – og den vil jeg gerne fortælle, siger Simone Stjer.

Når hendes håb for bogen er, at læserne vil heppe på misbrugeren Helene, hvad er det så, de skal heppe på?

- Jeg tror, det handler om definitionen på det gode liv: Er det at få et parcelhus og blive helt clean? Eller er det at få et fint og velfungerende liv på lægeordineret heroin?

- Jeg kender masser, som har et godt liv på metadon, men som af forskellige institutioner bliver betegnet som stofbrugere. Og det er jo bare endnu et udtryk for blikket, man ser på de her mennesker med.

Simone Stjer har arbejdet seks år på et herberg for kvinder på Vesterbro. I dag arbejder hun deltid som projektleder på hjemløseområdet: - Jeg har bare meget lettere ved at være sammen med de her mennesker end alle mulige andre. Der er mange, der arbejder inden for det her felt, fordi de gerne vil "gøre en forskel". Men i virkeligheden er det arbejdet, der gør en forskel for mig. I starten tænkte jeg, at jeg var alt for fucked til at tage mig af nogen, men så fandt jeg ud af, at jeg har meget lettere ved at navigere i et rum med mennesker, der har prøvet lidt af hvert. (Foto: Betina Garcia © Dr)
Facebook
Twitter