En dødsulykke har defineret hele Sigurds liv: 'Jeg bliver bange, hver gang telefonen ringer'

Selvom døden er meningsløs, kan man få meget ud af den sorg, der følger med, mener Sigurd Hartkorn Plaetner.

(Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Hvor mange dødsfald har du oplevet i dit liv?

Sigurd Hartkorn Plaetner har oplevet flere end de fleste andre 31-årige, og det er noget, der har præget hans liv og senere også forfatterskab.

Det kan man blandt andet læse i hans debutroman 'Noget om Vitus'. En roman, der sidenhen er blevet til en podcast og nu også den aktuelle DR3-serie 'Noget om Emma'.

- Det kan lyde banalt, men historien handler om at blive i stand til at tage ansvar for sit liv og sine relationer gennem et møde med døden og erkendelsen af dødeligheden.

- Det er noget, der har været meget præsent for mig igennem mit liv, siger han.

Noget om Sigurd

Sigurd Hartkorn Plaetner er født på Mols i et miljø af eksilhippier fra Christiania, der syntes, Staden var blevet for kommerciel, og derfor flyttede til Østjylland for at lave keramik, ryge pot og spille citar.

Hjemmet, han er vokset op i, var fyldt med bøger, instrumenter og dybe samtaler.

Selvom Sigurd Hartkorn Plaetner er født i Jylland, kan man godt høre på dialekten, at hans bagland er fra København. Sætningerne starter på "altså" og slutter på "ik'".

Egentlig ville han gerne være begyndt på jurastudiet – måske som et ungdomsoprør mod sine forældre – men i starten af gymnasiet begyndte han at skrive kriminoveller til dameblade under pseudonymer og fandt ud af, at han på den måde kunne leve et liv, der passede ham godt.

Han kunne rejse verden rundt – London, Lissabon, Yemen – skrive damebladsnoveller et par gange om måneden og på den måde finansiere gildet.

Skolesystemet havde måske heller ikke passet forfatteren så godt. Hvis han bliver bedt om at gå til højre, går han til venstre – og omvendt, fortæller han. Det er den måde, han har lært sig selv at skrive på. Ved at gøre det modsatte af det, andre bad ham om eller forventede af ham.

Og når der sker noget voldsomt i den 31-årige historiefortællers liv, begynder han at skrive om det.

- Det er en måde at skabe mening i det meningsløse, fortæller han.

- For mig handler det at skrive om at skabe en struktur i det uforståelige. Jeg forstår ofte først ting, når jeg har skrevet dem ned. Det er min bearbejdelse af virkeligheden.

Tanken er ikke nødvendigvis, at det, han skriver, skal udgives, men det er et værktøj til at forstå det, han har oplevet. En slags terapiform.

- Jeg er ikke ubetinget glad for lydbøger. Der mangler en fortolkning eller oversættelse af bogens indhold og historie til et andet medie, hvor det bliver fortalt på dét medies principper. En filmatisering er jo heller ikke bare to skuespillere, der skiftes til at læse op af bogen. Det gav mig ideen til at lave min roman ‘Noget om Vitus’ om til en næsten dokumentaristisk podcast, fortæller Sigurd Hartkorn Plaetner om, hvordan hans debutroman fra 2015 blev til podcasten 'Noget om Emma'. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Flyulykken

En af de oplevelser fandt sted den 8. oktober 2001.

Det var en flyulykke i Milano. Sigurd Hartkorn Plaetners daværende bedste ven og hele vennens familie gik bort.

Sigurd var bare 11 år gammel, da det skete, og selvom han havde oplevet tragiske dødsfald før, var det første gang, det kom så tæt på.

- Jeg fik det at vide af min far to dage efter om morgenen, husker han.

Faren gik ovenpå og vækkede Sigurd og hans storesøster. Han kunne næsten ikke sige noget.

- I skal lige komme ned, sagde han.

De gik nedenunder, satte sig ved bordet, og Sigurd kunne straks se, at der var noget galt. Faren tog deres hænder.

- Flyulykken i Milano. Ulla, Poul, Asger og Thyge var ombord – og er døde.

Det virker nærmest, som om Sigurd Hartkorn Plaetner gennemlever hele situationen igen, når han genfortæller den. De forestående konsekvenser, det havde for ham, omtaler han også som noget, der endnu ikke er sket – selvom det næsten er 20 år siden.

Sigurd Hartkorn Plaetner var vokset op med den familie. Moren var billedkunstner, og Sigurd og hans bedste ven løb altid rundt og boltrede sig i deres store atelier. Faren var hans legeonkel, og lillebroren var som hans egen.

Han blev ramt af en overvældende sorg og enorm forskrækkelse, der endte med at blive definerende for ham og hans tidlige ungdom.

- Jeg har nok ikke været så medgørlig, siger han.

- Det var en sorg, som jeg hverken kunne rumme eller kapere. Selvom jeg havde en god barndom, var det ikke altid lige let i de år. Jeg kunne godt have det svært med livet.

Sigurd blev vred og udadreagerende. Lidt en møgunge, som han selv beskriver det. Samtidig lukkede han sig inde i sig selv.

Han blev sendt til skolepsykolog, men hverken de, lærerne eller folkeskolen kunne håndtere det og skille sorgen fra vreden.

- De så ikke, at der lå en enorm mol og melankoli under vreden og fandenivoldskheden.

Præstesønnen Johannes

Som 11-12-årig lavede Sigurd et lille sløjdværksted oppe på familiens ramponerede loft i deres landejendom, hvor han drejede træ på en drejebænk, mens han hørte jazzlegender som Miles Davis og Weather Report.

- Det var et sted, hvor jeg kunne søge ind i mig selv, siger han.

Sigurd Hartkorn Plaetner har altid haft et godt forhold til sine forældre og kommer fra en familie, der er hjertevarm, og hvor man taler åbent og direkte om tingene.

Men han manglede selv et sprog for at kunne tale om det, sætte ord på det og forholde sig til det.

Der var ikke nogen i hans omgivelser, han kunne tale med om det i øjenhøjde.

Sigurd Hartkorn Plaetner har arbejdet som fast freelancer for Politiken og været talsmand for Distortion og Haven Festival. I gymnasiet skrev han en kronik, der endte med at blive pensum til hans egen eksamen. Han har ingen uddannelse ud over gymnasiet. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Det ændrede sig heldigvis. To år efter ulykken startede den unge Sigurd på en katolsk skole i Aarhus, hvor han blev venner med en præstesøn, der hedder Johannes.

- Det var først der, hvor jeg begyndte at bløde op omkring det og kunne forstå det.

Præstesønnen Johannes introducerede ham for en helt ny verden. Alt fra den afdøde kunstmaler Basquiat til weird poeter, der blev et kæmpe afløb for ham, da der endelig var noget, der gav en mening og efterklang, som han ikke havde fundet hos sine andre jævnaldrende, der spillede fodbold og tunede knallerter.

- Johannes forærede mig en hel verden af kunst, kultur og åndelighed og blev meget hurtigt min bedste ven og er det nærmest stadig den dag i dag.

Meningen med døden

Siden flyulykken har Sigurd Hartkorn Plaetner været meget bevidst om andres dødelighed.

- Jeg har altid været meget bange for det.

- Meget, meget bange, gentager han.

- Når folk tæt på mig flyver, beder jeg dem altid om at skrive en sms, så snart de er landet, så jeg har ro i maven.

Når telefonen ringer, kan han inden for de første to sekunder høre, om det er én, der ringer for at fortælle ham, at én, han kender, er død.

- Jeg er så bange for det hver gang og er altid superopmærksom på den første pause og tonelejet. "Sigurd. Pause…". Så ved jeg godt, hvad der er sket.

I en lang periode i sin tidlige ungdom var han hele tiden optaget af at skulle finde en mening med døden. Der må for fanden være en mening med, at de er døde, tænkte han.

Det var først som voksen – efter han havde oplevet mere end 30 dødsfald – at han stoppede med at lede efter meningen med det.

- Døden er meningsløs. Der er ikke nogen mening med den. Men der er fandeme en mening i det. Der er så meget mening i sorgen og i relationen, som man kan få noget ud af.

- Og det er ikke, fordi jeg siger, at man bare skal blive bedre til at være menneske. Fordi døden er også bare noget lort. Og den er pissetrist. Men man kan bruge den til at lære at sætte pris på de relationer, man har, og dyrke dem. Og spørge sig selv, hvordan man får et meningsfyldt liv, hvor man føler sig forløst og tilpas i den her verden.

Og det er ikke noget, der lykkes for forfatteren og podcastskaberen hver dag. Heller ikke hver tiende. Men det er noget, han bestræber sig på i en erkendelse af, at livet er skrøbeligt og relationer er skrøbelige.

- Jeg er måske lidt tungere – eller bevæger mig i de tungere samtaleemner – end andre af mine venner. Det kan irritere mig, men det er nu engang bare sådan, det er, siger Sigurd Hartkorn Plaetner. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Dengang Sigurd var 11 år og lige havde mistet sin bedste ven, følte han en meget stor ensomhed i sorgen. Det gør han stadig nogle gange, når venner dør. For selvom man godt kan græde sammen og tale med andre om det, er det et relationsophør, der er svært at dele.

- Det er jo ensomt, for det er relationen mellem dig og dem, der ophører. Og det er kun én selv og den afdøde, der har mistet den relation.

Det er på mange måder det, der danner rammen om hans roman 'Noget om Vitus'.

Vitus er forkrøblet af, at hans mor har begået selvmord og kan derfor ikke tage ansvar for noget som helst. Han kan ikke tage ansvar for, at han skal have et barn. Han kan ikke tage ansvar for sine venskaber. Og han kan ikke tage ansvar for forholdet til sin far.

Da han så hovedkulds forelsker sig i Emma – og hun dør – lærer han endelig at tage ansvar. Både for sit liv og for sine relationer.

Da dødeligheden ramte Sigurd

Som 20-årig begyndte Sigurd Hartkorn Plaetner at få problemer med synet og følelsesløshed.

Lægerne konstaterede, at han havde multipel sklerose, en autoimmun nervesygdom, hvor immunforsvaret kan angribe nerveforsvaret og gøre en invalid.

Han har endnu ikke været hårdt angrebet, men det er en voldsom besked at få, når man er 20 år.

- Min egen følelse af udødelighed og usårlighed ændrede sig, da jeg fik min diagnose.

Før var han meget optaget af, at andre kunne dø, men nu blev han også opmærksom på, at han jo rent faktisk også selv kunne dø.

Det er noget, han har tænkt meget over i sine 20'ere, og noget som har været med til at forme ham.

- Det gav mig et helt andet forhold til døden. For selvom jeg heldigvis ikke mærker særlig meget til min sklerose, er det en alvorlig sygdom.

- Jeg er ikke religiøs, men kan godt få spirituelle øjeblikke. For eksempel når man indser, hvor ligegyldig man selv er, men bliver overvældet af en taknemmelighed over, at man får lov til at være gæst i livet. Det er min form for religiøsitet. Men den er ikke bundet op på nogen verdensreligion eller større tro. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Sigurd Hartkorn Plaetner røg ikke ned i en dyb sorg, som man måske kunne forvente. Han blev nærmere euforisk.

- Når du kommer ud på en eller anden form for yderposition i eksistensen, så sker der det, at… det er lidt svært at forklare, siger han.

Han ender med at sammenligne det med en vasketøjskurv.

Når man har gået og samlet på en masse vasketøj i form af sorg og smerte, og man ikke ved, hvad det skyldes, og hvordan man skal håndtere det, så kan man hurtigt blive ked af det og synes, at livet er svært.

Men med sin sklerose fik Sigurd Hartkorn Plaetner en vasketøjskurv, som han kunne smide al sorg og frustration ned i, hvilket ironisk nok var en lettelse for ham. Nu var der pludselig en form for forklaring, og han kunne lettere droppe alle bekymringer og bare nyde, at han var i live.

Et par år efter, at han havde skrevet 'Noget om Vitus', gik det op for ham, at Emma – uden at han havde været klar over det – én-til-én var en refleksion af hans erkendelse af sin egen dødelighed.

- Emma er på mange måder min sklerose.

Den norske skuespiller Kristine Kujath Thorp spiller rollen som Emma i den nye serie. - Hun rammer Emma lige i røven. Det er vitterligt, som Emma var i mit hoved, da jeg skrev hendes historie, siger Sigurd Hartkorn Plaetner. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Sigurd stopper op, mens vi går og snakker ude på Refshaleøen i København.

- Bare at stå her.

Han kigger rundt.

- Prøv at se farverne på bladene. Og græsset, der pibler frem. Og solen, der hænger deroppe bag skyerne og prøver at trænge ned til os. Og vinden, der blæser over os. Og de her små blomster.

Han bukker sig ned og plukker en.

- Det er jo fantastisk, at man kan få lov til at være i det lige nu.

På mange måder har det givet ham en forelskelsesrus i livet.

- Det kan godt være, jeg ikke bliver lige så gammel, som andre gør. Det kan også være, at jeg er invalid som 40-årig og ikke kan kyle mine børn op og ned i luften. Men så har jeg måske en fed rullestol, som vi kan ræse rundt på. Det kan også være, at jeg aldrig kommer til at mærke sygdommen.

- Man må sgu tage livet for, hvad det er, og så prøve at få det bedste ud af det i stedet for at offergøre sig selv alt for meget.

Sigurd kigger med et flabet og drenget smil bag sine briller. Måske for at bløde op og sikre sig, at man forstår intentionen. Eller også er det møgungen i ham, der stadig nyder at gå imod flokken og de gængse meninger.

- Det holder mig i hvert fald skarp på, hvad jeg synes er vigtigt i livet, afbøder han.

- Såsom hvad jeg bruger min tid og mine kræfter på. Hvad jeg tillader at fylde meget, og hvad jeg ikke tillader at fylde noget som helst.

- Selvfølgelig ville jeg da hellere være det foruden, og det er jo ikke fordi, at jeg er et lykkeligere menneske end andre. Jeg har bare en ret konstant opmærksomhed på, hvad jeg vil bruge mit liv på.

Han stiller sig op ad en grå betonklods og tænder en cigaret.

- Jeg forsøger ikke at bruge min tid på at gå og bekymre mig om alt det, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.

Sigurd Hartkorn Plaetner er ret optaget af at bruge stramme fortællestrukturer til at lave en historie, der hele tiden fører videre. - 'Noget om Vitus' er bygget op som en krimi, bare uden en forbrydelse. Men den har hele tiden spørgsmål eller ting, man er nødt til at vide. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Humor i mol

Den 31-årige forfatter mener ikke, vi har et strukturelt problem med at tabuisere døden, selvom nogle er mere berøringsangste end andre.

- Selv når jeg har venner, der mister deres børn – hvilket desværre er sket to gange inden for de sidste par år – synes jeg, det er svært at tale om. Det er et svært rum at være i.

Omvendt synes han også, at nogen kan overdramatisere hans sygdom.

- "Slap nu af, mand," tænker jeg. Jeg går her, og jeg kan løbe og springe, og jeg har det fint. "Rolig nu."

Han smiler igen bag brillerne.

Det gik egentlig først op for ham flere år senere. At 'Noget om Vitus' var et udtryk for, at han havde et behov for at beskæftige sig med døden og bearbejde den ved at skrive.

Men selvom han håber, at andre måske kan føle en samhørighed eller genkendelse, når de læser historien, har han ingen mission om, at man skal lære noget bestemt eller tage noget med sig, når man har læst den.

- Det er jo ikke en guidebog, griner han.

Bogen skal mere ses som en refleksion over, hvordan han selv går til døden, håndterer den, og hvad han kunne gøre anderledes.

- Og så bestræber jeg mig så vidt muligt på at lave humor i mol. Jeg synes ikke, at alvoren er noget værd, hvis ikke den bliver leveret med noget humor og mildhed. Og jeg synes ikke, humoren er noget værd, hvis ikke den har noget alvor. Derfor prøver jeg for så vidt muligt at lade de to ting gå hånd i hånd.

Måske er det i virkeligheden dét, det flabede smil og de kække bemærkninger er et udtryk for. At ty til humor for at afbøde det alvorlige. Humor i mol.

Sigurd Hartkorn Plaetner er optaget af at kombinere den stramme berettermodel med de tunge og eksistentielle temaer. - Netflix-serier holder mig til ilden, men det er sgu sjældent, at jeg efterfølgende føler mig beriget. Omvendt opgiver jeg ofte indsigtsfulde bøger halvvejs, fordi de simpelthen går for langsomt. Derfor forsøger jeg i mine bøger og podcasts at bruge spændingen til at beskæftige mig med det dybere, siger han. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk