Engang holdt kongen med dem, der solgte sex

Prostitution var accepteret som erhverv i middelalderen, og en dansk konge ville endda halshugge dem, der ikke behandlede kvinderne ordentligt, fortæller historiker.

Kong Christian den 2. indførte en lov i 1522, der sagde, at dem, der forbrød sig mod prostituerede skulle halshugges, fortæller historiker. (© CC)

Den unge, smukke middelalderkvinde Thrund går som blot 16-årig hjemmefra for at tjene penge til at kunne forsørge sine tre yngre søskende, og hun lader sig overtale til at slutte sig til de prostituerede i hærens mobile bordel.

Thrund er hovedpersonen i 'Soldaterhoren' af Martin Jensen, maj måneds bog i DR Læseklubbernes klassikerklub.

Den historiske roman foregår i 1320'erne, og prostitution var ikke noget, man forsøgte at gemme væk eller forbyde i middelalderens Danmark.

Tværtimod, forklarer Merete Bøge Pedersen, der er historiker og museumsinspektør ved Byarkivet i Horsens.

- Det første skriftlige kildemateriale, vi har, er fra senmiddelalderen – fra 1496 – hvor der i Kong Hans’ lov stod, at kvinderne skulle bære en rød og sort hue på hovedet og en simpel kjole for at vise, at de var 'til rådighed', fortæller Merete Bøge Pedersen.

Men det var ikke for at udstille kvinderne, understreger hun. Snarere en lavpraktisk foranstaltning, så mændene kunne se, hvem de kunne gå til for at få sex og ikke generede andre kvinder.

Ikke stigmatiserede

Der er samtidig intet, der tyder på, at prostituerede var stigmatiserede som de senere blev, da kirken fik mere magt, fortæller Merete Bøge Pedersen. I stedet blev kvinderne beskyttet mod overlast fra højeste sted.

- Kong Christian den 2. indførte en lov i 1522, hvor der stod, at man ikke måtte forbryde sig mod 'løse kvinder', og at de, der gjorde det, skulle halshugges, fortæller hun.

- Når bestemmelserne siger det her i senmiddelalderen, kan man have en klar formodning om, at de prostituerede ikke har været så stigmatiserede. Man passede på dem, og der har været en form for respekt, fortæller hun.

- Det betyder dog ikke, at der ikke i nogle sogne kunne være en præst, der talte dunder imod prostitution. Det kunne variere meget fra sogn til sogn, fortæller Merete Bøge Pedersen.

Kong Christians lov er dog en god indikator for, at prostitution var en almindelig ting i senmiddelalderen.

- Når man laver en lov om prostitution, så er det fordi, det er udbredt, forklarer hun.

Sex i bytte for et brød

Hvordan de prostituerede selv tænkte og følte i middelalderen ved man til gengæld ikke meget om. Men man ved, at det på tværs af historien typisk har været fattige kvinder, der prostituerede sig, og at de unge og smukke kunne tillade sig at tage en højere pris.

En pris, der ikke altid blev betalt i penge, fortæller Merete Bøge Pedersen.

- Man betalte ofte også i naturalier. Det kunne være et stykke klæde, et brød eller en hue. Alt, der kunne være med til at sikre ens overlevelse, forklarer hun.

HISTORIEN OM DANMARK PÅ DR1

  • DR1's nye, historiske satsning 'Historien om Danmark' giver gennem ti programmer et bud på vores fælles historie - fra stenalderen og frem til i dag.

  • Næste afsnit sendes søndag kl. 20.00 på DR1. Du kan finde de fem første programmer, inklusiv programmerne om den tidlige og sene middelalder, her.

Facebook
Twitter