Er Yahya Hassan hovedpersonen i ny roman?

Yahya Hassans tidligere kæreste og kontaktperson har skrevet en roman om en lærer, der bliver kæreste med en meget yngre elev. Om det er Yahya Hassan, hun skriver om, vil hun ikke sige.

Yahya Hassans tidligere elsker, kæreste og kontaktperson har skrevet en roman, der ligger ganske tæt på virkeligheden. (Foto: Søren Bidstrup © Scanpix)

Louise Østergaard blev kontaktperson for Yahya Hassan, da digteren som helt ung gik på en specialskole i Nordjylland.

De to blev elskere og senere kærester, selvom forholdet kostede hende både jobbet og hendes ægteskab.

Læserne må selv bestemme

Nu debuterer hun som forfatter med romanen 'Ord'. En roman, der ifølge Politiken handler om forholdet mellem en lærer og en palæstinensisk elev, som senere bliver digter. Men om bogen er fiktion eller ej, vil den 40-årige forfatter ikke ud med.

Yahya Hassans tidligere elsker, kæreste og kontaktperson, Louise Østergaard, har skrevet en roman, der handler om en lærer som bliver kæreste med en meget yngre elev. Om det er Yahya Hassan hun skriver om, vil hun ikke sige.

- Det vil jeg lade være op til læserne at lege med i sine egne tanker. Det vil være synd for historien, hvis jeg pillede den i stykker ved at fortælle, hvad der er fiktion eller ej, siger hun til DR Kultur.

Tænkt på bogen i mange år

Men som læser tænker man jo, at det er virkeligheden, du beskriver. Først kom Yahya Hassan med sin version. Nu kommer du så med din.

- Det må folk da også gerne synes, og det er jeg helt ligeglad med. Det vigtige er bare, at de får lov til at have den oplevelse for sig selv.

Fandt du på at skrive denne bog før eller efter Yahya Hassan fik sit gennembrud som digter?

- Jeg har haft denne bog i tankerne i mange år. Men der gik noget tid, før jeg fik sat ord på de tanker og følelser, som jeg havde. Det er ikke noget, jeg lige pludselig har fundet på, fordi Yahya Hassan slog igennem.

To uudgivede romaner bag sig

Du har tidligere forsøgt at udgive to romaner uden held. Er du ked af, det ikke er dem, der nu bliver udgivet?

- Nej. Jeg er glad for at få denne roman udgivet. Jeg håber bare, at folk vil tage imod den som en litterær bog og ikke som en sensationsbog. Sådan ser jeg den nemlig ikke selv, og det gør forlaget heller ikke.

Det lyder som om, du allerede er træt af, at folk forholder sig til jeres forhold frem for bogens litterære kvaliteter?

- Jeg havde nok forventet det. Det ville være naivt af mig at tro, folk ville elske denne her bog for de litterære kvaliteter med det samme. Men jeg synes, bogen skal have lov til at leve på sine egne præmisser. Og det er først og fremmest på romanen og fiktionens præmisser, siger Louise Østergaard.

Romanen 'Ord' udkommer onsdag på forlaget People's Press.

Facebook
Twitter