Erotisk Harry Styles-fortælling kan blive den næste ’50 Shades of Grey’

En fanfiktion-fortælling om One Directions Harry Styles er blevet solgt til udgivelse i 26 lande, og rettighederne er solgt til filmselskabet Paramount. - Serien overtog mig liv, siger forfatteren.

Harry Styles er hovedpersonen i Anna Todds erotiske serie 'After'. I bogudgaven er hans navn dog ændret til Hardin Scott. (Foto: PR-foto)

Anna Todd havde egentlig aldrig set sig selv som forfatter.

Den 25-årige amerikaner og college drop-out havde tidligere arbejdet som tjener og i en make-up-butik. Som en sekretær. Den slags. Og når Anna Todd drømte stort, plejede hun at forestille sig selv ende som lærer.

Men så opdagede hun Wattpad i starten af 2013 - en hjemmeside for skrivelystne, der bliver betegnet som "Youtube for e-bøger". Her opdagede hun de såkaldte fanfiktion-tekster - historier som almindelige mennesker skriver, baseret på virkelige personer som medlemmer fra boybandet One Direction eller på fiktive figurer som Harry Potter.

Og mens Anna Todd ventede på nye kapitler om Harry Potter eller One Direction fra sine yndlingsskribenter, begyndte hun at skrive selv. Bare for sjov. For at slå ventetiden ihjel. Om medlemmerne fra One Direction og i særdeleshed om den charmerende, pjuskhårede Harry Styles.

10 millioner unikke læsere

Men det var ikke kun Anna Todd selv, der syntes, det var sjovt med serien om Harry Styles, som hun kaldte for 'After'. Efter lidt tid fandt Wattpads brugere frem til hendes tekster, og flere og flere begyndte at kommentere og skrive til hende.

I dag har 'After' fået mere end en milliard klik på Wattpad og 10 millioner unikke læsere har læst serien, skriver hjemmesiden selv. Tilsammen har de mange læsere skrevet seks millioner kommentarer til historien om den unge, uskyldige Tessa, der møder den arrogante bad boy Harry Styles på college - og sød musik opstår.

Bogen er i oktober blevet udgivet på det amerikanske forlag Simon & Schuster, er blevet solgt til udgivelse i 26 forskellige lande - og så har filmselskabet Paramount købt rettighederne til serien.

Forfatteren, Anna Todd, er selv komplet overrasket over succesen.

- Jeg troede aldrig, at jeg ville kunne blive forfatter, da jeg var yngre. Jeg har altid elsket at læse, og jeg plejede at sige, at hvis jeg kunne leve af at læse, ville alt være perfekt. Jeg ville have elsket at forestille mig selv som forfatter, men jeg vidste ikke, at jeg rent faktisk kunne finde ud af det, siger Anna Todd til DR Kultur over telefonen fra Texas, hvor hun bor.

Anna Todd - forfatter til fanfiction-serien 'After' (Foto: PR-foto)

- Wauw - det her er stort

Selv da Anna Todd begyndte at få medvind med sine historier, og flere og flere begyndte at følge hende på Wattpad, gik der alligevel lang tid, før hun turde tro på, at hun var en rigtig succes som fanfiktion-forfatter.

Faktisk var det først, da en lang række af Wattpads brugere begyndte at oprette Twitter-kontoer eller profiler på Wattpad og navngive dem efter Ann Todds figurer, at det gik op for hende.

- De begyndte at skrive som om, de virkelig var Harry og Tessa. Hvis jeg havde skrevet et kapitel, hvor de havde skændtes, ville de fiktive profiler behandle hinanden - og mine læsere ville behandle dem - på måder, der passede til. "Er du ok, Harry?", "Tessa, hvordan har du det?" og: "Det skal nok gå", skrev de. Og jeg tænkte: "Wauw. Det her er stort". For når folk begynder at være så passionerede, at de bruger deres tid på at spille rollespil med karaktererne... da vidste jeg, at det ville blive større, end jeg først havde troet, siger hun.

- Det overtog mit liv

Da først Anna Todd var gået i gang med at skrive om Tessa og Harry Styles, kunne hun ikke stoppe igen. Hun skrev så snart, hun kunne komme til det: Mens hun lavede mad, mens hun var på indkøb, mens hun lå i sengen, og mens hun spiste.

- Det overtog totalt mit liv. Da først folk begyndte at kommentere og opmuntre mig, ville jeg bare skrive mere og mere og gøre historierne bedre, så pludselig brugte jeg fem timer hver dag på at skrive. Bagefter gik jeg på Instagram eller Twitter for at svare på folks spørgsmål og kommentarer, så det var ligesom et fuldtidsjob, siger hun.

One Direction er en god indflydelse

At det lige blev One Direction, der blev inspirationen for hendes serie, var ikke tilfældigt. Ifølge Anna Todd er de britiske tidligere X Factor-deltagere det mest fantastiske band. Intet mindre.

- Min yndlingsting ved One Direction er - ud over deres musik, som er sjov, opløftende og fantastisk - at de bare er sig selv, og de viser deres fans - og mig som en voksen fan - at det er ok at være den, du er. At det ikke er flovt at være 22 år og være i et boyband eller 24 år og lytte til boybands. Du kan være den, du er - og det er en god indflydelse at give videre til folk, siger hun.

Havde det ikke været for Harry Styles og resten af One Direction, er Anna Todd heller ikke sikker på, at hun nogensinde ville være kommet i gang med at skrive.

- Jeg er ikke sikker. Jeg vil ikke sige nej, for jeg tror godt, jeg kunne have gjort det - men det gjorde mig mere tilpas at skrive om noget, jeg allerede kendte til. Jeg tror, at det er derfor, mange skriver fanfiktion: du kan skrive om noget, du allerede kender, og det at have en skabelon, gør det nemmere at begynde historien, siger hun.

Sammenligning med '50 Shades' er skræmmende

Oven på al opmærksomheden omkring 'After' er mange begyndt at bemærke ligheder mellem Anna Todds serie og '50 Shades of Grey'-serien, som også startede som fanfiktion. Begge serier handler om en ung, uskyldig, god pige, som drages af en magtfuld, grov mand, som hun forsøger at nå ind til kernen af. 'After' indeholder også erotiske passager, ligesom '50 Shades of Grey' selvom der ikke er SM-variationer i spil.

Sammenligningen med '50 Shades of Grey' har Anna Todd ikke noget imod.

- Det er meget smigrende, men også meget skræmmende, fordi jeg er ikke sikker på, at noget nogensinde kan matche '50 Shades' - men det er en ære bare at blive nævnt sammen med den. Jeg elsker '50 Shades' og jeg synes, at hvad hun (forfatteren E.L. James, red.) gør, er fantastisk, siger hun.

Er ligeglad med kritikerne

Det er dog ikke alle, der med glæde ser frem til en potentiel fremtidig '50 Shades of Grey'-succes. Inden den første bog i 'After'-serien udkom i oktober i år, havde flere medier allerede set sig sure på bogen - og kritiseret dens sprog og stil. Blandt andet advarede den amerikanske hjemmeside Jezebel fremtidigere læsere af serien:

- Det her er ikke Dickens. Hvis du beklagede dig over sproget i '50 Shades', vil 'After' give dig et raserianfald', skrev hjemmesiden.

Men det rører ikke Anna Todd at blive kritiseret.

- Fanfiktion handler ikke om at være genial litteratur. Jeg kommer aldrig til at være den bedste forfatter eller til at skrive en litterær genial roman - men det behøver jeg heller ikke. Hvis nogen elsker, hvad jeg skriver, er det alt, der betyder noget. Hvis folk elsker at læse, skal de have lov til at det, og der bør ikke være nogen regler om, hvad vi skal læse, siger hun.

- Jeg er ikke længere bare nogens kone Ifølge amerikanske medier har Anna Todd modtaget et ukendt sekscifret beløb i amerikanske dollars for at lade sin serie udgive på Simon & Schuster.

Alligevel er det ikke pengene, der har ændret hendes liv mest, mener hun.

- Jeg har noget, der er mit nu. Jeg blev gift ung, og når ens mand er i militæret, som min er, ligger unge militærkoners identitet ofte i deres mand job, og det gjorde min også. Nu har jeg noget, der er mit. Jeg er Anna Todd, og jeg er ikke bare længere nogens kone, siger hun.

Facebook
Twitter