Esben Smed lægger krop til legendarisk romanfigur: Jeg ville ønske, jeg havde læst den noget før

Hvad kan en over 100 år gammel roman sige os i dag? Få svaret her fra de to hovedrolleindehavere i den nye ’Lykke-Per’-film.

I Bille Augusts 'Lykke-Per' spiller Katrine Greis-Rosenthal den jødiske rigmandsdatter, Jakobe, som forelsker sig i den visionære præstesøn fra Jylland, spillet af Esben Smed. (Foto: Martin Fält © (c) DR)

- Det er en sygt god fortælling, siger skuespiller Esben Smed om den berømte roman ’Lykke-Per’, der udkom for mere end 100 år siden.

Han læste bogen i forbindelse med, at han skulle spille hovedrollen i filmatiseringen af den, som har premiere i dag.

Kort fortalt handler ’Lykke-Per’ om den visionære og for sin tid ret vilde præstesøn Peter Andreas Sidenius, der flytter fra det mørke Jylland til København for at studere til ingeniør. Her møder han den jødiske rigmandsdatter Jakobe Salomon.

Hverken Esben Smed eller Katrine Greis-Rosenthal, der spiller Jakobe, havde læst romanen, inden de kom til casting. Instruktør Bille August bad dem først om ikke at læse bogen for at undgå, at de blev forvirrede over de forskelle, der er mellem den og filmmanuskriptet.

Det kedeligste i verden

- Men jeg var faktisk startet og havde næsten læst den færdig. Jeg kunne ikke lade være, indrømmer Esben Smed, som fortæller, at han allerede havde ’Lykke-Per’stående i sin bogreol, fordi han engang havde fået den som gave.

- Og jeg havde bare kigget på titlen og tænkt, at det lyder som det kedeligste i hele verden. Den kommer jeg ikke til at læse - jo, måske, når jeg bliver 60. Så jeg havde faktisk ikke skænket den en tanke, før Bille ringede, fortæller han.

Men den 34-årige skuespiller blev alligevel positivt overrasket over historien om præstesønnen fra Østjylland:

- Da jeg læste den, var jeg ked af, at jeg ikke havde læst den før. Jeg tænkte, at den ville jeg helt vildt gerne have læst før og haft de tanker omkring.

Kunne ikke have læst den tidligere

Katrine Greis-Rosenthal fortæller, at hun endte med at lytte den 800-sider lange historie som lydbog, inden de gik i gang med optagelserne. Hun er til gengæld glad for, at det først skete nu, hvor hun er i starten af trediverne:

- Jeg kunne ikke have fået det samme ud af den tidligere, som jeg har fået nu, hvor jeg er voksen og har fået børn og mand. Jeg blev virkelig rørt, da jeg læste den. Og jeg forstod tiden og København, og hvor stor en ting det var, at en jødepige og en kristen dreng fandt sammen og faktisk blev accepteret - af hendes familie i hvert fald.

- Det er ikke bare en tidsskildring. Man finder ud af, at mennesker er de samme, om det så var i slutningen af 1800-tallet – eller i dag, tilføjer Esben Smed.

Katrine Greis-Rosenthal er enig med ham:

- Det er en historie om mennesker, relationer og valg – og arv og miljø.

32-årige Katrine Greis-Rosenthal har blandt andet medvirket i DRs ’Broen III, ’Bedre skilt end aldrig’ på TV 2 og i filmen ’Fasandræberne’. (Foto: Martin Fält © (c) DR)

Eviggyldig historie

For Esben Smed var det både mødet mellem Per og Jakobe, men også de to karakterers personlige udvikling, der påvirkede ham mest, da han læste bogen:

- Jeg tror faktisk, at det er en af de ting, der gør den til en klassiker: At man kan spejle sig selv i de karakterer, også i dag – fordi det handler om menneskelige følelser.

- Det er derfor den er eviggyldig og den har en relevans i dag, fordi man kan genkende sig selv. Jeg kunne i hvert fald genkende mig selv flere steder i Per. Der var selvfølgelig også ting, jeg ikke kunne genkende, siger han.

Jagten på at finde sig selv og at leve med det, man kommer fra, var noget af det, som Katrine Greis-Rosenthal især hæftede sig ved i 'Lykke-Per'. Og hun synes godt, at man som læser kan forstå Per, som ellers ofte kritiseres for at være egoistisk.

Per er ikke likeable

- Vi oplever jo, hvad det er for en opvækst, han har haft, med en ukærlig, tyrannisk far. Og man tilgiver ham jo til sidst, for han bare er et menneske - et menneske som er blevet ødelagt, siger hun.

- Det ved jeg ikke, om man gør? Altså, han efterlader jo sine tre børn, siger Esben Smed og trækker lidt på det.

- Per er virkelig ikke likeable. Det er han jo ikke. Men der er stadig noget i ham, som jeg holder af. Jeg håber, at når folk ser filmen, at de både elsker og hader ham, siger han.

Katrine Greis-Rosenthal læser ikke Pers valg som entydigt forkerte eller ulykkelige, selvom han ender med at vælge familielivet og kærligheden fra.

- De bliver begge nogle bedre mennesker, det gør Per jo også selvom han ender alene. Han ender et sted, hvor han finder fred, hvor han ikke skal være noget for nogen. Hvor han har fundet sit sande jeg, siger hun og uddyber, at hun ser kærlighedshistorien mellem de Per og Jakobe som det, der forandrer dem for altid.

I tilfældet med Jakobe, så mener Katrine Greis-Rosenthals, at hun også ender som et helt og lykkeligt menneske.

- Jeg synes, det var sindssygt inspirerende at spille Jakobe, fordi hun er så stærkt et menneske. Hun formår at rejse sig fra det her sindssyge svigt og den store sorg, siger hun og henviser til bruddet med Per - og en abort, som i bogen sker ufrivilligt, mens det i filmen er et Jakobes valg at få aborten.

Esben Smed er især kendt for sin rolle som Nicky i DRs 'Bedrag' - og i rollen som fodboldspilleren John 'Faxe' Jensen i 'Sommeren '92´. I 2017 blev han udråbt som 'Shooting Star' ved Berlin International Film festival. (Foto: Martin Fält © dr)

Bille Augusts drømmeprojekt

De to skuespillere er begge enige om, at det var en stor oplevelse at arbejde sammen med den berømte filminstruktør Bille August, som længe har ønsket at filmatisere ’Lykke-Per’.

- Han fortalte os, at han har ventet hele sit liv på at lave den her film, men han følte først, at han var klar nu, fortæller Katrine Greis-Rosenthal.

- Og det gav jo ikke noget pres, på nogen måde, tilføjer Esben Smed med tyk ironi i stemmen.

Mens de optog filmen fik han flere reaktioner fra ’Lykke-Per’-fans.

- De fleste har jo et forhold til’ Lykke-Per’. Hver gang jeg mødte folk og fortalte, hvad vi var i gang med, så var de sådan: ’Ej, fantastisk, jeg håber virkelig I får det der med, hvor…’. Og så tænkte jeg bare, åh ja, det håber jeg også, siger han og laver et bekymret ansigtsudtryk.

- Samtidig må man også lægge det fra sig, at alle har en holdning til bogen. Der er jo skrevet afhandlinger om både Per og Jakobe. Men vi måtte også bare lave vores egen version af de her karakterer sammen med Bille. Vores arbejde har været at gøre historien virkelig og give liv til karaktererne, siger Katrine Greis-Rosenthal.

Esben Smed og Katrine Greis-Rosenthal som henholdsvis Per og Jakobe. (Foto: Rolf Konow)