Egentlig har Julie Clausen fået alt det, som hun har drømt om, lige siden hun var barn. Hun er 27 år, hun er gift, har bil, hus og have - og så har hun lige født sit første barn.

Nærmest helt modsat Emma, der er hovedperson i Julie Clausens nye roman 'Hjerterdame' - i hvert fald på de fleste områder.

I Julie Clausens første voksenroman er Emma på 27 år i fast parforhold med sin kæreste siden gymnasietiden. Selvom begge taler om parcelhus, bil og om at få børn, er kedsomheden begyndt at snige sig ind i deres forhold. Deres sexliv er gået fra at være det vilde rush til nu at være lige så fladt som en dejskraber, og undskyldningerne maser sig på, når den anden forsøger at skabe den mindste gnist.

Emma arbejder som gymnasielærer. Og under en bytur med sin flagrende og Tinder-fikserede lillesøster begynder hendes seksuelle lyster igen at røre på sig, da hun møder en af sine elever, Axel, på en bar.

Spørgsmålet er så bare, om hun bliver i det halvvisne, men sikre parforhold, som alle og særligt hende selv forventer, at hun bygger videre på, eller om hun lader følelserne få frit løb og begynder at knalde med sin elev.

- Emma er ikke en 12-talspige, men hun har stadig følelsen af, at der er nogle forventninger til hende, som hun helst skal leve op til. Hun er ellers vokset op i en familie, hvor moren er utrolig afslappet og accepterende. Så spørgsmålet er, om det i virkeligheden er hende selv, der skaber forventningerne, og om hun egentlig lever det liv, hun burde, fortæller Julie Clausen om hovedpersonen i hendes roman.

Da hun begyndte at skrive 'Hjerterdame', var formålet med bogen at forsøge at beskrive det forbudte, når der opstår en gnist mellem en mere moden kvinde og en yngre fyr, der i dette tilfælde endda er hendes elev. Men under skriveprocessen begyndte romanen også at handle om det med at være fanget af en eller nogle særlige forventninger om sig selv - og hvor de forventninger stammer fra.

- Selvom det ikke er mig selv, jeg skriver om, så ser jeg mig selv i Emma på flere måder. Jeg synes, vi er en udfordret generation. Det har alle generationer måske følt sig, men jeg synes, at der ligger et ret stort pres på min generation, og vi lægger et stort pres på os selv, siger hun.

Julie Clausen mærkede selv allerede presset i folkeskolen. Her følte hun, at samtlige præstationer og succeser skulle måles og vejes, og at det kom i anden række, hvem man egentlig var som person. Det handlede udelukkende om karaktererne på eksamensbeviset.

- I virkeligheden tror jeg, det bliver ved med at fylde i ens voksenliv - og nok også i resten af ens liv, fordi det har fulgt os gennem hele uddannelsessystemet, siger hun.

Flere gange i forbindelse med sit forfatterskab har hun oplevet at føle sig presset af sine egne forventninger. Da hun ville tage skridtet til at blive forfatter på fuld tid, bombarderede hun sig selv med tanken om, at hun skulle tage det "rigtige" valg: Få et fuldtidsjob, som alle andre, og skriv dine bøger i din fritid. For alle ved jo, at der ikke er penge i at skrive bøger, med mindre man er en af de helt store, som hun udtrykker det.

Alligevel tog hun springet og valgte den usikre vej, selvom indtægterne ville blive lavere end venindernes. Men det var den vej, der ville gøre hende gladest på sigt.

Da hun sidste efterår for første gang loggede ind på Instagram, var den gal igen med de opskruede forventninger.

- Jeg kunne simpelthen mærke, at jeg fik det dårligt af at være på Instagram. Jeg sammenlignede mig hele tiden med andre, og jeg tog mig selv i bare at sidde og scrolle for at sammenligne og søge bekræftelse på, at jeg var god nok.

- For mig er de sociale medier roden til alt ondt, og jeg tror også, at mange andre unge har det på den måde, hvis de mærker efter. De sociale medier indeholder noget, der gør, at man ikke kan slappe af, og det er også det, der er med til at skabe det pres på os, siger Julie Clausen.

Efter omkring tre uger droppede hun igen Instagram, selvom hendes forlag ellers havde anbefalet hende at være til stede på Instagram, så hun kunne sælge endnu flere bøger.

Derfor tror hun også, at de sociale medier og det pres, de tager med sig, spiller en væsentlig rolle, når så mange unge i dag er syge med stress og angst.

- Man er nødt til at starte med sig selv, hvis man vil forandre det, siger hun.

- Vi skal være bedre til at fortælle hinanden, at mindre også er okay. Og så skal vi sammenligne os selv mindre med andre. Det lyder supernemt, når man sådan sidder her og siger det, men jeg tror, det er noget, der stammer fra det, at vi er et flokdyr og på den måde helst skal passe sammen.

- Derfor må vi starte med os selv og bringe det videre til vores generations børn, så samfundet på sigt vil begynde at indrette sig mere efter det, siger forfatteren.

Forventningerne og presset, som det efterlader, spiller også ind, når man forsøger at finde kærligheden, sådan som Emma kæmper med i bogen, mener Julie Clausen. Førhen var det stort set kun muligt at finde sin partner i det område, man var vokset op i, men nu har sociale medier gjort det muligt at søge kærligheden over hele verden.

Den frihed tror Julie Clausen også gør os mere kritiske, når vi scroller datingappsene igennem, hvor man nærmest risikerer at blive dumpet på grund af de sko, man har på.

- Jeg er i hvert fald glad for, at det ikke er mig, der er på Tinder for tiden. For det handler meget om bekræftelse og sammenligning, og det gør bare tiden en del sværere at navigere i - særligt for unge, siger hun.

Du er selv gift, har barn og bor i hus, selvom du kun er 27. Har det været nemt for dig at nå dertil, hvor du var klar til at etablere dig?

- Det var heller ikke nemt for mig, men jeg har nok været heldig med at brikkerne bare faldt på plads, da jeg mødte min mand. For jeg følte også på det tidspunkt, at jeg datede i blinde. Det siger også meget, at jeg allerede i start 20’erne var blevet træt af at date, men det var jeg.

Du bliver ikke bange for at blive for sat?

- Utroligt nok ikke. Det lyder så pissekedeligt, men som min veninde sagde, så har min drøm altid været at bo på landet med mand og børn. Når hun siger det, bliver jeg da også lidt bange, fordi jeg allerede udlever min drøm nu. For hvad er der egentlig så tilbage? Men jeg håber, at drømme vil ændre sig med tiden. I hvert fald føler jeg mig hverken ramt af panik eller føler mig låst fast. Jeg føler mig til gengæld heldig.