Fædre hjælper dig med gaven til far: Den bog ønsker vi os til jul

Ved du ikke, hvad din far skal have i julegave? Vi har spurgt en håndfuld fædre, hvilken bog de ønsker sig til jul.

Fædrene Jørgen Jørgensen (tv.) og Axel Holm er blandt andet glad for bøger af Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Henrik Nordbrandt. (Foto: Trine Birk © dr)

Mor er næsten altid let at finde gaver til. En ny parfume. Den der nye smarte nipsting, hun så i tilbudskataloget forleden, eller den der dyre håndcreme, som hun elsker og ønsker sig hvert år til jul.

Men ham far er ofte ikke så god til at skrive lange ønskesedler.

Hvis du ikke har lyst til at give din far varme sokker igen i år, kan du aldrig gå helt galt i byen med en god bog.

Inden du haster ud og hiver en fagbog om biler og fodbold ned fra hylden, vil redaktionschef for dansk skønlitteratur hos Lindhardt og Ringhof, Sune de Souza Schmidt-Madsen, dog gerne gøre op med en fordom.

- Mange vil sikkert mene, at mænd læser faglitteratur og kvinder skønlitteratur, men gode fortællinger kender hverken til køn eller alder, siger han.

- Det er også forkert, hvis man tror, at mænd skal læse bøger skrevet af mænd, og kvinder skal læse bøger skrevet af kvinder. Det skal bare være en god fortælling. Gode historier har vi allesammen brug for, og endnu mere i den her tid, hvor der er så meget flimmer, og alting går så stærkt.

Hvis man alligevel sidder med en far, der er faldet i 'fagbogsfælden', anbefaler Sune de Souza Schmidt-Madsen historiske bøger som en god mellemvej mellem fag- og skønlitteraturen.

Har du brug for yderligere inspiration, kan du herunder finde ud af, hvilken bog fem fædre ønsker sig til jul.

(Foto: Trine Birk © dr)

Ønsker sig: 'Bedemandens Datter' af Sara Blædel

Lars Klarskov er 66 år og fra Ølstykke. Han er far til en søn på 35 og to døtre på 31 og 26 år.

- Jeg ønsker mig Sara Blædels ’Bedemandens datter’, og jeg får den sikkert af min svigerdatter, fortæller Lars Klarskov.

- Jeg har læst hele hendes serie før den med politikvinden Louise Rick. Jeg tror, bogen er spændende – det har hendes andre bøger været. Der er noget krimi over det, og så er det helt almindelige mennesker, man følger. Det kan jeg godt lide, for så kan man sætte sig ind i personerne, siger han.

- Jeg tror også, at andre fædre vil synes om den. Men jeg tror egentlig ikke, den er mere egnet til mænd end til kvinder.

(Foto: Trine Birk © dr)

Ønsker sig: 'Sorgens Grundstof' af Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Jørgen Jørgensen er 66 år og fra Aarhus. Han er far til en søn på 36 og en datter på 27.

- Jeg holder meget af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Jeg vil gerne læse hendes nye bog: 'Sorgens grundstof'. Og så er Kirsten Thorups nye bog 'Erindring om kærligheden', der fik Nordisk Råds Litteraturpris, næsten obligatorisk nu, siger Jørgen Jørgensen.

- Jeg har læst en del af deres bøger. Jeg synes, at Anne Lise skriver på en måde, så man både får noget historisk viden, en god historie og lærer noget. Hendes bøger 'Hildegard' 1 og 2 er vanvittigt gode at læse.

- Men én af de bedste bøger, der nogensinde er skrevet er Don Quixote fra 1604 – det er jo en vanvittig bog. Det lykkedes mig at læse den lynhurtigt, selvom den er på tusind sider. Der er både humor og historie i den, og den fængede mig simpelthen, siger han.

- Og så kan jeg også godt lide bøger, der er interessante, men samtidigt faglige, ligesom Svend Brinkmanns bøger, som jeg har læst de første af.

(Foto: Trine Birk © dr)

Ønsker sig: Bøger om træskulpturer og digte af Henrik Nordbrandt

Axel Holm på 70 er fra Skanderborg, men bor på Amager. Han har en søn på 38 og en datter på 36.

- Jeg ønsker mig bøger, der rammer ned i mine interesser. Det kan være om træskulpturer eller tennis. Eller en digtsamling af Henrik Nordbrandt, siger Axel Holm.

- Jeg har selv tidligere lavet træskulpturer og samler på dem. Og så er jeg fascineret af personen Henrik Nordbrandt og har læst nogle af hans bøger og digte. Jeg synes, han er fantastisk intelligent, samtidig med, at han er helt skør og nogle gange opfører sig helt vanvittigt. Men han er også et enormt inspirerende og dejligt menneske, siger han.

- Jeg har især bøger stående af de ældre forfattere som Karen Blixen, Johannes V. Jensen og Steen Steensen Blicher. De har oplevet noget, og jeg kommer tæt på de ting, de oplever, fordi deres sprog er så fantastisk.

(Foto: Trine Birk © dr)

Ønsker sig: 'Drengen der gav den blinde sine øjne' af Lars Muhl

Poul Jeberg fra Randers er 65. Han har to døtre på 34 og 20 og en dreng på 23.

- Jeg kunne godt tænke mig, at mine børn gav mig Lars Muhls seneste bog. Han er interessant, fordi han har skrevet 'Seeren fra Andalusien' - en af de bedste bøger, der er skrevet efter min mening, og hvor overtro og virkelighed er blandet godt sammen.

- Jeg har også lige læst Bo Østlunds 'Modne mænd', og Svend Brinkmanns 'Gå glip' ligger på natbordet. Svend Brinkmann er jo helt unik. Han har fundet en skrivestil med sine tre seneste bøger, som gør, at det er rigtig, rigtig spændende. Da han udgav sin første bog 'Stå fast' tænkte jeg 'Wow, endelig var der én, der skrev det, jeg gik og tænkte', siger Poul Jeberg.

- Han er aktuel og kan vise, hvor samfundet er på vej hen og påpeger visse steder, hvor vi bare pisker hen med bind for øjnene uden at ane, hvad vi gør, mens vi bare forkaster al logik og smidighed og liv.

(Foto: Trine Birk © dr)

Ønsker sig: Silkevejene af Peter Frankopan

Jens Christian er 52og fra Østerbro. Han har en søn på 11 år.

- Jeg ønsker mig den historiske bog 'Silkevejene' af Peter Frankopan. Jeg er meget historisk interesseret, siger Jens Christian og fortæller, at han ikke er så meget til skønlitteratur.

- Jeg synes, historien er grum og spændende nok i sig selv, og det er stort set kun, historiske bøger, jeg læser. Jeg har fortrinsvis bøger stående om Napoleonskrigene, 2. verdenskrig og Mellemkrigstiden.

Facebook
Twitter