Så flotte ord er der allerede skrevet om Maria Hesselagers debutroman, 'Jeg hedder Folkví', som udkom for et par uger siden.
Den foregår i vikingetiden for cirka 1.200 år siden og handler om den unge kvinde Folkví, der forelsker sig i sin storebror, Áslakr.
Historien om de to søskende og deres intime og ødelæggende forhold var lidt et gennembrud for Maria Hesselager.
Siden hun i 2014 blev færdig på Forfatterskolen, havde hun i flere år haft svært ved at fastholde interessen for de historier, hun gik i gang med - og hun kasserede det ene manuskript efter det andet.
Som en del andre fra hendes generation af forfattere skrev hun mest tekster, inspireret af hendes egen tid og eget liv.
Inspirationen kom tilfældigt
Men en aften sad hun lidt tilfældigt og bladrede i en bog om nordisk mytologi, og her faldt hun over historien om de to frugtbarhedsguder, søskendeparret Frej og Freja.
- De bor sammen med aserne, men er af en anden gudeslægt. Deres forældre er også søskende, og de er måske reminiscenser fra en ældre frugtbarhedskult, fortæller 36-årige Maria Hesselager, der blev så fascineret af de to guder, at hun selv begyndte at digte på en søskendehistorie:
- Jeg fik ideen til at skrive om en ung kvinde, der var forelsket i sin bror - og så derfra at sætte den i vikingetiden. Og det viste sig bare at være fedt at skrive i et univers, der ikke var så tæt på mit eget liv.
Det blev pludselig meget nemmere at få gang i handlingen, og historien om Folkví og Áslakr flød helt anderledes end de andre tekster, Maria Hesselager havde bakset med.
- Jeg opdagede hen ad vejen, at det var ret frisættende at arbejde med den her forskydning. Jeg syntes, der var bedre plads til fantasien - og rum til nogle mere magiske handlinger.
Havde svært ved at få gang i handlingen
Det magiske univers og relationen til nordisk mytologi finder man for eksempel i kapitlet 'Nornernes bog', som er en lille historie fra gudernes verden. Her styrer de tre norner menneskers skæbne og spinder deres livstråde ved det store livstræ, Yggdrasil, imens ragnarok, verdens undergang, nærmer sig.
- Jeg tror, jeg syntes, det var sjovere på en måde. Det blev et helt andet rum, jeg kunne gå ind i, hvor jeg tidligere hurtigere stoppede, når der skulle til at ske noget i teksterne. Jeg kunne godt sætte scenen og stemningen, men jeg kunne ligesom ikke skubbe personerne i gang, fortæller Maria Hesselager.
Hovedpersonen Folkví beskriver hun som temperamentsfuld og "ikke så god til at følelsesregulere", men Maria Hesselager har egentlig prøvet ikke at forholde sig moralsk til sine karakterer.
- Jeg har i højere grad bare givet ordet til de her karakterer, jeg har fundet på, end jeg har prøvet at analysere dem, forklarer hun.
Det samme gælder for det seksuelle - juridisk set incestuøse - forhold, der udvikler sig mellem de to søskende, og som i dag ville være ulovligt.
Blodskam var også ildeset i vikingetiden, forklarer Maria Hesselager. Men hun har forsøgt ikke at være fordømmende i forhold til deres relation.
For hende har kernen i historien mere været Folkvís udvikling.
- Hun modsætter sig vel at blive voksen, og i en eller anden kortslutning af omsorgskærlighed og romantisk kærlighed forelsker hun sig i sin bror. Det er ikke så meget det, at det er hendes bror, der interesserer mig, som det, at hun har en slags modvilje mod at skulle igennem en forandring og tage det næste skridt i livet.
Folkví holder nærmest krampagtigt fast i barndommen og det symbiotiske forhold til broderen, og derfor føles det med Maria Hesselagers ord "næsten voldeligt for hende", at de to skal skilles ad. Hendes bror Áslakr har nemlig fundet en ung kvinde, han vil giftes med - og Folkví er helt bogstaveligt syg af jalousi.
For Maria Hesselager lider de begge under den indre konflikt, at de er bange for at blive "erstattet": Folkví vil ikke afløses af sin brors forlovede - og senere i romanen, hvor vi møder Áslakr som midaldrende, har han svært ved at give plads til ungdommen.
- På den måde handler bogen nok meget om løsrivelse og afsked, tilføjer hun.
Nærmest som at være barn
Til at begynde med havde Maria Hesselager ikke en hel masse viden at trække på i forhold til den tid, historien foregår i. Så hun skrev bare ud fra, hvad hun kunne forestille sig om vikingetiden.
- Det var nærmest ligesom at være barn og lege: Hvordan ser her ud? Hvad hvis jeg bevæger mig rundt? Og så var historien bundet meget op på karaktererne og deres psykologi, siger Maria Hesselager, som sideløbende begyndte at læse op på tiden.
I efteråret 2020, da bogen var næsten færdig, fik hun en fagperson til at læse det igennem med historiske briller på.
- Men jeg ser den ikke som en historisk roman; mere som en fortælling, der er inspireret af en historisk periode. Det har heller ikke været det allervigtigste for mig, at den var historisk korrekt, men mere at jeg kunne etablere et troværdigt rum, siger hun.
Fordi romanen var et virkelig rart arbejdsrum for Maria Hesselager at være i, var hun også bange for, om hun ville komme til at savne det, når bogen var færdig.
- I starten føltes det tomt; som om der var et sted inde i mig, der forsvandt. Og jeg har ikke læst den, siden jeg afleverede den til tryk. Nu findes den som noget uafhængigt af mig - og jeg glæder mig bare til at gå i gang med noget nyt.