Fem stærke bøger der rasler familieskeletterne ud af skabet

Det er ikke let at holde hemmelighederne i familien, hvis barnet bliver forfatter som voksen. Leonora Christina Skov giver sit bud på fem af verdens bedste, stort set sande, beretninger om frygtelige familier.

(Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Kim Leine, Knud Romer og Anne-Cathrine Riebnietzsky har gjort det. Karl Ove Knausgaard er blevet international superstjerne på det.

Om Leonora Christina Skov

Født i 1976 i Helsinge.

Læste først psykologi, siden litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Speciale i gotisk litteratur og ny feministisk litteraturteori.

Har været fast anmelder og kommentator, først ved Politiken, siden 2006 ved Weekendavisen.

Debuterede som romanforfatter med 'Rygsvømmeren' i 2003.

'Den der lever stille' er den sjette roman fra Leonora Christina Skov.

De og mange andre forfattere har skrevet romaner, hvor de tager fat i deres egen opvækst med misbrug, misrøgt og mangel på kærlighed.

Nu har Leonora Christina Skov også skrevet en roman, hvor hendes forhold til forældrene foldes ud i al sin dysfunktionalitet.

Mange kalder der auto-fiktion, men Leonora Christina Skov vil hellere betegne genren som non-fiktion skrevet som fiktion. Erindringer underlagt romanforfatterens sprog og opbygning.

- Der skal være forældre med, før romanen trigger noget i mig. Fordi jeg selv har sådan et ikke-forhold til mine forældre. Når nogen tør gå i kødet med forældrene, så er jeg på, siger Leonora Christina Skov, der har en hel reol stående med bøger indenfor genren.

I anledning af udgivelsen af Leonora Christina Skovs egen 'Den der lever stille' har vi bedt hende om at anbefale fem stærke internationale romaner, der hænger familiehemmelighederne godt og grundigt til tørre.

Delphine de Vigan: Alt må vige for natten

- Delphine de Vigans bog har jeg anmeldt og siden læst igen flere gange. Den fortæller historien om hendes mor, der var skizofren og havde haft en virkelig svær opvækst. Hun endte med at begå selvmord.

- Moren havde også været skønhedsdronning, så det er egentlig en meget kulørt historie. Det, der ramte mig, var, at Delphine de Vigan faktisk var i stand til at stykke sin moders historie sammen ved hjælp af masser af kilder. En del af fortællingerne er modstridende fortællinger, så det bliver en slags polyfoni af slægtshistorier.

- Jeg tænkte: -'Fuck, jeg kommer aldrig til at kunne gøre det her for min mor.' For der er ingen vidner til min mors historie, konstaterer Leonora Christina Skov.

- Men Delphine de Vigan havde så mange kilder at gå til, og det syntes jeg var fantastisk. Og så kan jeg bare godt lide forfatterstemmen i bogen. Hun er stærk og begavet og har nogle gode overvejelser om at skrive i den her genre.

Linn Ullmann: De urolige

- Linn Ullmanns bog minder lidt om Delphine de Vigans, bortset fra at Ullmanns forældre er kendte, det er jo filmskaberen Ingmar Bergman og skuespilleren Liv Ullmann.

- Det er også det, der gør denne bog særligt modig. At hun er meget ærlig omkring sine ikoniske forældre. Især Liv Ullmann er ikke positivt fremstillet i den her bog, hun lyder som en virkelig selvoptaget mor.

- Romanen indeholder nogle fine transskriptioner af Linn Ullmanns samtaler med hendes far, efter han er blevet dement. Egentlig skulle de have skrevet en bog sammen, men det er umuligt, for han kan hverken sanse eller samle efterhånden. Men det giver en eller anden form for mening alligevel, det, han siger. Den her meget fraværende far, hun har haft, som har været dedikeret til kunsten, ligesom moren også har.

Vil du høre mere? Her kan du lytte til interviewet med Leonora Christina Skov i Skønlitteratur på P1

Leonora Christina Skov ser også bogen som en skabelseshistorie om en forfatter.

- Linn Ullmann har skrevet gode bøger før, men her skriver hun også om sin egen tilblivelse som forfatter.

- Det er utroligt inspirerende, at hun har gennemført at skrive, udgive og overleve efterspillet. Der er meget mod på spil, når hendes forældre er kendt af alle og så bliver pillet ned fra piedestalen. Det kan godt gøre folk rasende.

Jeanette Winterson: Why Be Happy When You Could Be Normal? (ikke oversat til dansk)

- 'Why Be Happy When You Could Be Normal?' er et citat fra forfatterens mor, griner Leonora Christina Skov og fortsætter:

- Denne bog er skrevet 20-25 år efter Jeanette Wintersons første selvbiografiske roman 'Oranges Are Not the Only Fruit'. Den handlede om, hvordan det var at være adopteret af en pinsemissionsk mor, som var fuldstændig udknaldet. Og så den her opvækst i et totalt radikalt miljø og senere finde ud af, at hun var homo.

- Jeg var ikke så vild med det lyriske sprog i 'Oranges Are Not the Only Fruit'. Men den her bog, skriver hun så tyve år efter, og den indeholder alt det, hun ikke kunne sige dengang. Oveni det fortæller hun, hvordan det er at finde og møde sin biologiske mor.

Den går rent ind hos Leonora Christina Skov.

- Et eller andet sted har jeg altid drømt om, at jeg var adopteret. Den slags taler bare til mig helt grundlæggende.

- Der er mere stream of consiousness (indre monologer, red.) end de andre bøger på listen her. Det fremstår som om hendes tanker omkring adoptionen og mødet med den biologiske mor bare er kommet flydende ud på siderne.

- Hun er i øvrigt gift med den britiske stjernepsykolog Susie Orback, der er med i en birolle i bogen.

Cheryl Strayed: Wild

- Det her var bogen, som satte mig i gang med at læse travel writing. Tidligere havde jeg kun læst det i den udgave, hvor man læser om mænd med langt skæg, der rejser rundt i Afrika.

- Denne bog fik det til at eksplodere fuldstændigt i mit hoved, er det her simpelthen en genre? Derefter læste jeg en masse bøger, der blandede rejse og memoirer.

I 'Wild' er baggrunden for rejsen, at forfatteren kortvarigt bliver narkoman efter sin mors død.

- Cheryl Strayed beslutter sig for at vandre ad Pacific Crest Trail (Vandrerute i USA, red.) alene for at komme ud af sit narkomisbrug og finde tilbage til sig selv. Og det skriver hun så om i denne bog. Det er meget detaljeret skrevet ud fra dagbøgerne, hun lavede undervejs. Samtidig er det en erindringsbog om det her meget kærlighedsfulde forhold, hun havde til sin mor, der døde, da hun var helt ung, omkring de tyve år.

- Gåturen er rimelig farlig, ikke på grund af vilde dyr, men på grund af de vilde mænd, der viser sig at være farligere end dyrene, fortæller Leonora Christina Skov.

- Og hun bragede jo igennem, da bogen udkom. Cheryl Strayed er blevet ikonet for mange, der gerne vil skrive på den måde.

Kathryn Harrison: The Kiss (ikke oversat til dansk)

- Denne bog er virkelig vild. Når jeg syntes, det var allermest forfærdeligt at skrive om min egen opvækst og tænkte, at jeg ikke ville blive færdig med min bog, så sagde jeg til mig selv: 'Ok, det er i det mindste ikke Kathryn Harrisons historie, jeg skal fortælle.'

- Og hun overlevede.

Kathryn Harrisons forældre var meget unge, da de fik hende. Faren blev præst og forsvandt ud af hendes liv, da hun var helt lille. Moren forsvandt også mere eller mindre. Hun beskrives som dybt selvoptaget og kold, og hun overlod lille Kathryn til bedsteforældrene.

- Det gik egentlig fint, Kathryn Harrison blev en ekstremt dygtig studerende og kom på Stanford University. I starten af tyverne genoptog hun så forbindelsen til sin far, som hun kun havde set et par gange i løbet af opvæksten, siger Leonora Christina Skov.

- Faren kysser hende i lufthavnen, efter første gang hvor de har mødt hinanden igen. Og det er det kys, titlen refererer til. Det chok hun føler, over at hendes far pludselig stikker tungen i munden på hende, og han er præst og alting.

- De indleder så et seksuelt forhold, der varer i fire år. Et virkelig destruktivt forhold, hvor faren bliver mere og mere kontrollerende og siger, at hun aldrig får en anden mand. Der er jo ikke nogen, der vil være sammen med hende, når hun har været sammen med ham.

- Jeg synes, at den er virkelig flot skrevet, der er sexscener og det hele. Det er super grænseoverskridende. Og hun overlevede at udgive den bog. Det synes jeg alligevel er noget, lyder det fra Leonora Christina Skov.