Fem veje ind i forbryderens mørke sind

Når vi møder terror ude i verden eller hjemlige tragedier med drab på familiemedlemmer er det svært at fatte, hvordan mennesker kan gøre det mod hinanden. Men i den klassiske litteratur findes der nøgler til at begribe tragediernes rod og udvikling, mener teaterinstruktør.

Teaterinstruktør Rune David Grue mener vi skal prøve at forstå baggrunden for selv de mest forfærdelige handlinger. (Foto: Emilia Therese © www.emiliatherese.dk)

På Aarhus Teater kan du lige for tiden møde verdenshistoriens værste mor. Det er kvinden Medea, som bliver så desperat og hævntørstig, at hun slår sine egne børn ihjel.

Og selv om det er en særdeles ubehagelig historie at stifte bekendtskab med, så er det godt for os allesammen at bevæge os ind i forbryderens mørke indre. Sådan lyder det fra teaterinstruktør Rune David Grue, der har instrueret Medea på Aarhus Teater.

Tragedier dengang og nu

Medea dræber sine børn for at hævne sig på sin elskede Jason. Han har svigtet Medea og skubbet hende ud i landflygtighed og isolation. Historien er skrevet af Euripides for 2500 år siden, men er stadig rystende aktuel, siger Rune David Grue.

- Det er let at trække tråde til de ting, der foregår idag. Forældredrab, sådan som vi desværre lige har set det i Ulstrup. Når vi møder det, tænker vi, 'det kan jeg ikke forstå'. I fiktionens rum kan vi, om ikke forstå det, så i hvert fald møde det og mærke nogle af de impulser i os selv, som kan få et menneske til at gøre sådan noget, forklarer instruktøren.

Det er heller ikke svært at se en parallel til moderne terrorister i Medeas situation.

- Hun har en ekstremt udsat position i samfundet. Medea er blevet landsforvist og udsat for åbenlys uretfærdighed fra et samfund, der ellers priser sig for at være et meget oplyst og lovlydigt, forklarer Rune David Grue.

Hvor stopper forståelsen

- Fornedrelsen avler et ekstremt had, som gør, at Medea er parat til at sætte sig ud over både loven og sin egen menneskelighed. Hun ødelægger det, hun selv elsker for at genoprette en eller anden form for retfærdighed.

Taler du om en forståelse for terrorisme?

- Stykket er ikke et forsvar for terrorisme, ligesom det heller ikke er et forsvar for at slå sine børn ihjel. Det skildrer netop det punkt, hvor kæden springer af, og man som tilskuer må sige, nu kan jeg simpelthen ikke acceptere det, hun gør, pointerer Rune David Grue.

Og publikum får altså lov at gå med hele vejen ind i det mørke sind. Og måske genkende driften til hævn og forstå, hvor den kommer fra.

Medea er langt fra den eneste klassiske fortælling, der lader os gå med ind i forbryderens tankegang. Rune David Grue anbefaler her yderligere fire af sine favoritter.

Sofokles: Ødipus

- En genial historie. Den bedste krimi, der nogensinde er skrevet.

Historien om en forbryder, der ikke ved, han er en forbryder og gradvis finder ud af at han er det. Ødipus er selv detektiven, der går på jagt efter sin fars morder og skal opdage, at det er ham selv.

Selv om det er et teaterstykke, er det let at læse. Det er grundlæggende åndeløst spændende bygget op. De fleste scener er forhør af mennesker, som bringer ham tættere og tættere på sin fars morder.

Hvis man er særligt nørdet, kan man ved siden af læse Aristoteles' Poetik. Det er en bog om, hvordan man skriver dramatik. I den forklares de grundlæggende teknikker bag det at skrive til teatret, og den tager udgangspunkt i Ødipus. Folk diskuterer den stadig her 2500 år efter den blev skrevet, og hver eneste tv-serie idag er fortsat bygget på de teknikker, Aristoteles beskriver.

William Shakespeare: Macbeth

- Dejligt kort stykke, og samtidig et af de mest blodige og uhyggelige fra Shakespeare. Vi møder en mand, som i udgangspunkt er en krigshelt, men gradvist korrumperes mere og mere i sin kamp for magten og gør sig selv til en forbryder. Hele hans sjælelige kamp er sindssygt spændende skildret.

Macbeth får en profeti, der lokker ham til, ansporet af sin kone, at slå kongen ihjel for selv at få magten. Hele den kamp han går igennem, hans tvivl, hans mareridt, hans rædsel ved det, han skal gøre, rammer med sådan et dobbelt-gys. Både gyset ved forbrydelsen og gyset ved den rædsel, som forbryderen selv oplever ved at gøre det. Det bliver ikke skildret så tit. Forbrydere på film er som regel nogle kolde skiderikker.

Her kommer man virkelig ind i hovedet på forbryderen og oplever, hvor frygteligt det kan være at slå et andet menneske ihjel. Men også gysende, hvor hurtigt man kan vænne sig til det. Til sidst rører det ham ikke, Macbeth kan spise aftensmad til lyden af dødsskrig. Hvis man ser tv-serien House of Cards, kan man genkende rejsen gennem magtens korrumpering.

Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf

- Det er en af de bedste romaner jeg kender. Jeg har læst den mange gange og bliver lige overrumplet hver gang. Her kommer vi også ind i hovedet på en forbryder, men det særlige er, at motivet er meget uklart. Det er mere en whydonnit end whodunnit.

Hovedpersonen er Raskolnikov, en begavet ung mand, som slår en meget ond pantelånerske ihjel. Han har fået en fantasi om at slå hende ihjel, har planlagt mordet i detaljer, er blevet besat af tanken om at gøre det. Han gennemfører, men bliver efterfølgende fyldt med kvaler. Det ødelægger ham sjæleligt at have slået et andet menneske ihjel.

Det geniale er, at fordi vi ser det fra forbryderens synsvinkel, er det efterforskeren, man bliver nysgerrig på. Ved han, at vores hovedperson har gjort det?

Vladimir Nabokov: Lolita

- En fuldstændig vidunderlig bog. Det specielle ved denne forbryder er, at Humbert er en utrolig veltalende, sjov, sprogligt sprudlende og begavet person, så man godt kan komme til at blive forført heppe på hans forbrydelse, som jo er, at han er pædofil. Han forsøger at forføre en 12-årig pige.

På en mærkelig måde kommer man til at elske ham, selv om det han gør, er så forfærdeligt. Man føler Humberts længsel efter at fuldbyrde den seksuelle akt med pigen, og som læser bliver man en form for medskyldig.

Læs den på engelsk, hvis du kan. Nabokov er russer, men forsøger tilsyneladende at bruge alle de ord, der findes på engelsk. Det er så svært at gengive i den danske oversættelse, så brug hellere den dobbelte tid på at læse den på engelsk, lyder opfordringen fra Rune David Grue.

Facebook
Twitter