Filmforsker: Morten Korch-film trækker på nazistisk tankegods

De folkekære Morten Korch-film bygger på nationalromantiske ideer, som også var typiske for nazismen, mener filmhistoriker Lars-Martin Sørensen.

Her ses Axel Strøbye som Frands og Lily Broberg som Signe i Morten Korch-filmen 'Fætrene fra Torndal'. Lars-Martin Sørensen mener, at de nationalromantiske film viderefører visse værdier, som også fyldte meget i den nazistiske ideologi.

Danskerne elsker nationalromantik, mener Lars-Martin Sørensen, som står bag bogen 'Dansk Film under Nazismen'. Det gjorde de før, under og efter besættelsen, men også den dag i dag.

Morten Korch-filmene, som mange nok anser for at være uskyldige folkeklenodier, var for eksempel vældig nationalromantiske, mener Lars-Martin Sørensen - hvilket ikke er helt uproblematisk.

- Jeg synes, at der er et interessant perspektiv i særligt Alice O'Fredericks ståen moder til Morten Korch-filmene som for mig at se ligger i umiddelbar forlængelse af nazitysk tankegods, siger Lars-Martin Sørensen. Alice O'Fredericks var instruktør på flere Morten Korch og 'Far til fire'-film i løbet af 1950-60'erne.

Vi kan godt lide at hygge os med nationalromantikken, men problemet er bare, at det kunne Joseph Goebbels også, siger Lars-Martin Sørensen.

"de gode gamle dage"

Bogen 'Dansk Film under Nazismen' er resultatet af flere års forskning, hvor Lars-Martin Sørensen har undersøgt den danske filmbranches forhold til nazisterne under besættelsestiden i Danmark.

Den tilbageskuende tendens mener Lars-Martin Sørensen også er aktuel i dag:

- Jeg tror, man med sindsro kan konstatere, at der i det danske samfund er en higen tilbage til det autentiske, det ses for eksempel ved tv-serien 'Bonderøven'.

Det er problematisk, at det er så populært at søge tilbage til de gode, gamle dage, den slags anti-modernistiske attitude var nemlig også en vigtig del af det nazistiske tankegods, mener Lars-Martin Sørensen.

Samarbejdsvillige danskere

Hans forskning viser, at den danske filmbranche var langt fra modstridige overfor tyskerne. Danskerne var faktisk mere end samarbejdsvillige ifølge Lars-Martin Sørensen:

- Når nordisk film går ud og ansætter medlemmer af det tyske nazistparti for at lette forhandlingsgangen med de tyskere, som nu står i landet, ganske få uger efter landet er blevet besat, så er vi ovre i noget, man kan kalde hyperaktiv samarbejdsvilje.

Propaganda for racehygiejne

Danske film under besættelsen var som regel ikke direkte nazistiske, mener Lars-Martin Sørensen, men han fremhæver filmen 'Det brændende spørgsmål' som en film, der kom meget tæt på.

'Det brændende spørgsmål' handler om en læge, der skal argumentere for, at han traf den rette beslutning, da han udførte en abort på en ung kvinde, fordi hendes barn alligevel ville ligge samfundet til byrde på grund af sin arv.

'Det brændende spørgsmål' minder påfaldende meget om den tyske propaganda-film 'Jeg anklager', som blev lavet på bestilling fra Joseph Goebbels.

I Tyskland blev filmen brugt til at få tyskerne til at acceptere, at man udøvede racehygiejne overfor jøderne ved at myrde dem i massevis.

Derfor blev Henning Karmark ikke straffet

Det var Henning Karmark, der er kendt for at have produceret Morgen Korch-filmene, hvilket han blev mangemillionær af, som producerede 'Det brændende spørgsmål'. Både den danske og tyske udgave af filmen hittede hos danskerne dengang.

Om Henning Karmark fortæller Lars-Martin Sørensen:

- Den mest kompromitterede filmproducent (under besættelsen, red.) Henning Kamark, som var medlem af det danske nazistparti, blev der indledt politiundersøgelser af, og de undersøgelser var da også enige om, at han var både værnemager og angiver.

Grunden til at Henning Karmark ikke blev straffet for sin nazi-sympatisering, er ifølge Lars-Martin Sørensen:

- Beviset var sådan, at man vurderede, at man ikke kunne få ham dømt, han fik et plettet omdømme, men dømt ved en domstol blev han aldrig.

Desuden havde det danske politi omkring 40.000 sager i gang efter befrielsen, derfor mener Lars-Martin Sørensen også, at man vurderede, at der var andre folk, som var vigtigere at forfølge end filmfolkene. De havde trods alt ikke myrdet nogen, forklarer han.

Man ønskede at se fremad - ikke bagud

Den mest afgørende årsag til, at de danske filmfolk arbejde sammen med nazisterne var, at der var penge i det, det handlede ikke om ideologi for de fleste, fortæller Lars-Martin Sørensen.

Derudover var der også et klart ønske om at komme videre, landet skulle genopbygges, og det danske samfund skulle videre:

- Man kan ikke bare skære hovedet af et helt samfund, heriblandt filminstruktørerne, for så lægger man det hele ned, så man må lade fortid være fortid og vende sig mod fremtiden - og det gjorde man så sandelig også, siger Lars-Martin Sørensen om tiden efter befrielsen.

Hør mere om Lars-Martin Sørensens forskning i radioprogrammet Filmland på P1.

FacebookTwitter