Flemming Møldrup: 4 bøger der har gjort mig klogere på mit liv

Holocaust, flugt og følelsen af at stå udenfor. Den kendte livsstilsekspert har brugt bøgerne til at sætte sig ind i sin egen families baggrund. Nu er han vært for et nyt bogprogram på tv.

Flemming Møldrup dukker tirsdag aften op på DR K som vært på programmet 'Vild med bøger'. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

- Det kan jeg hurtigt fortælle dig. Det er bogen her.

Flemming Møldrup rækker straks hånden frem mod bogreolen, da han får spørgsmålet om, hvilken bog der har betydet mest for ham.

Selv om tv-værten elsker romaner, er den bog, han trækker ud af reolen, fyldt med interviews med virkelige personer.

'Shoah - de overlevende beretter' af Claude Lanzmann

- Jeg fik bogen som teenager af min far. Han var jøde, og hans europæiske familie blev som så mange andre ramt af nazisternes folkedrab. Med denne bog fik jeg for alvor stukket hovedet ned i den del af min egen historie, der handler om Holocaust.

'Shoah - de overlevende beretter' er bogversionen af en række øjenvidnefortællinger, som Claude Lanzmann i midten af 1980'erne samlede og præsenterede i en 11 timer lang film. I den optræder både folk der oplevede gaskamrene og nogle af de mennesker, som så passivt til, mens togvognene rullede forbi med kurs mod dødslejrene i Polen.

- Den bog fik det til at stå soleklart for mig, hvordan vi mennesker kan opføre os overfor hinanden, hvis ingen siger fra, fortæller Flemming Møldrup.

Du kan se en trailer for den skelsættende dokumentarfilm her: https://www.youtube.com/watch?v=eN4hPn-ABRw

'Alt bliver oplyst' af Jonathan Safran Foer

Den næste bog Flemming Møldrup finder frem fra bogreolen er en skønlitterær fortælling, der benytter sig af både tragik og komik til at fortælle om nogle af de samme begivenheder fra verdenshistorien.

- Dette er også en bog, der peger ind i min jødiske arv. Men i det her tilfælde handler det mere om at tilhøre en anden kultur, end om Holocaust. For selv om jeg har rod i Vejlby-Risskov, hvor min mor bor, så har jeg samtidig et ben i Israel og hele min fars komplekse flygtningehistorie.

Flemming Møldrups far var en af fem søskende, der i 1948 måtte flygte fra Marokko med deres mor og far. Familien havde ellers en radioforretning i Casablanca, men efter den israelske uafhængighedskrig, var det umuligt for dem at blive i landet.

I Jonathan Safran Foers bog tager den amerikanske hovedpersonen på rejse til Ukraine for at finde den kvinde, der reddede hans far fra nazisterne.

- 'Alt bliver oplyst' har længe være en af mine yndlingsbøger. Måden han skriver på, har endda inspireret mig, da jeg skrev min egen børnebog ' Syv guddommelige dage i Albert Svenssons ellers ret almindelige liv', afslører Flemming Møldrup.

Det er dog ikke kun bøger om jødernes historie, der gør et indtryk på tv-værten.

'Udkantsfortællinger' af Shaun Tan

Flemming Møldrup har for nylig taget en uddannelse i børnelitteratur ved Aarhus Universitet. I det hele taget er han ret vild med børnebøger. 'Peter Pan' og 'Alice i Eventyrland' er et par af dem, han altid vender tilbage til. Men den børnebog, han vil anbefale, er en mindre kendt titel.

- 'Udkantsfortællinger' er intet mindre end en magisk børnebog med små, surrealistiske påfund. Den australske forfatter har selv illustreret historierne, og det er så fint komponeret, at det er umuligt ikke at blive påvirket af dem.

Flemming Møldrup voksede op med kendte børnebøger af for eksempel Ole Lund Kirkegaard. Da han blev far i 2007, havnede han hurtigt ved hylden med de samme klassikere, som han selv havde læst.

- Jeg begyndte at lede efter andre bøger, for jeg tænkte, at der måtte da findes mere derude. Først stødte jeg på Oliver Jeffers 'Lost and found', som jeg selv oversatte til dansk. Og så dukkede Shaun Tan op.

Det er ikke kun hans egen læseoplevelse, der tæller for Flemming Møldrup. Han nyder at dykke ned i bøgerne i selskab med børn.

- Det er skønt at læse bøger med børn. De er mere umiddelbare end voksne og tager tingene for pålydende. Når Peter Pan flyver rundt, siger børnene wauw. Indtil de bliver store nok til at læse den med en voksens skepsis.

For den unge og senere voksne Flemming Møldrup har der ofte været en følelse af at stå lidt udenfor, at være anderledes. Og nogle af hans yndlingsromaner kredser omkring den følelse. Derfor vil han også anbefale:

'Den fremmede' af Albert Camus

- Her har vi en franskmand i Algeriet. Han har en hverdag, hvor han går og keder sig, og så skyder han et menneske.

Albert Camus har selv skrevet om sin mest berømte bog, at helten er dømt til undergang, fordi han ikke spiller spillet som andre mennesker. Han græder for eksempel ikke ved sin mors begravelse.

- Hovedpersonen beskrives som en lille smule melankolsk og ensom. Den ensomhed kan jeg godt genkende lidt i den historie, jeg har. Jeg kan kender følelsen af at stå udenfor eller være anderledes, at have et andet blik på tilværelsen end de mennesker, der omgiver mig, indrømmer Flemming Møldrup.

Når han toner frem som værten i DR K's bogprogram 'Vild med bøger' i aften, håber han at være med til at stimulere seernes lyst til at kaste sig over nye bøger.

- For bøgerne fylder meget i min egen fortælling. At læse handler handler vildt meget om at kunne spejle sig og genkende følelser. Og jeg kan selv mærke bøgerne meget tydeligt, når de kan læses ned i min egen tilværelse og historie.

'Vild med bøger' sendes for første gang i aften på DR K klokken 21.30.

Facebook
Twitter