Livet begyndte ikke ligefrem uden problemer og modgang for Bjørn Poulsen.

Hans mor var skizofren, faren var der ikke rigtig, og derfor sejlede hjemmet gennem hele opvæksten.

Moren havde dog også arvet en mindre formue, så da Bjørn Poulsen var ni år, flyttede de ud af det forfaldne hjem for at bo på skiftende hoteller i seks år.

Midt i dette forløb røg Bjørn Poulsen på Herlufsholm, hvor han blev mobbet og mishandlet af både klassekammerater og præfekter. Uden at sige fra over for dem. Og hans mor endte på en anstalt.

Alt dette har billedkunstneren Bjørn Poulsen dog aldrig rigtig snakket om før.

- Jeg har ikke normalt fortalt meget om min fortid til mine venner. Men i arbejdet med bogen prøvede jeg at fortælle det til nogle af dem – og så spærrede de ellers øjnene op, siger Bjørn Poulsen, der for første gang i sit 61 år lange liv har skrevet en bog efter mange år som billedkunstner.

- Fordi min mor var skizofren, prægede det mit liv og barndom på en meget speciel måde. Jeg har gerne villet fortælle det på en mere nuanceret måde, end man kan gennem min normale kunst. Og jeg har haft lyst til at prøve at skrive. Jeg tænkte, at der med min opvækst var et tema, der kunne være interessant for folk at læse.

Her er ingen Oliver Twist-skæbne

Hans nye bog hedder 'Opkald fra Mælkevejen', og den er nomineret til Bogforums Debutantpris, der hvert år kårer den mest vellykkede bog af en nyudklækket forfatter.

Den udkom 27. februar og modtog gode anmeldelser – ti af dem, faktisk, ifølge Bjørn Poulsen.

- Men det, der har gjort mest indtryk, er, at jeg har fået en del personlige mails og Messenger-beskeder fra læsere, der måske har kunnet genkende nogle af mine oplevelser. Det er selvfølgelig rart, da jeg også har investeret meget i bogen.

Bogen har taget fem år at skrive, men har "rumsteret" i hele Bjørn Poulsens voksne liv. Den lægger ikke fingre imellem og skåner hverken familien eller fremstiller Bjørn Poulsen som nogen form for helt.

- Jeg har prøvet at undgå en klassisk heroisk struktur, som i 'Oliver Twist', hvor den lille mand overvinder overmagten.

Og netop den detalje var også noget, forlaget lagde mærke til. At det ikke nødvendigvis skulle ende godt. At den lille dreng ikke til sidst får hævn over sine mobbere. I Jan Guillous uomgængelige bog 'Ondskaben', der også bygger på forfatterens egen opvækst, ender bogen for eksempel med, at hovedpersonen tager hævn.

- Én på forlaget fortalte om sin egen oplevelse med mobning og om, at det var første gang, han havde læst noget, hvor mobbeofferet ikke får slået igen. Hvor skurken til sidst ikke får som fortjent. Det sker ikke her, og det er på tide, at den side bliver fortalt. For det er jo sådan, det er i virkeligheden, siger han og uddyber:

- Mobbeofret har jo ikke gået til karate – ellers var man jo slet ikke blevet mobbet.

Bjørn Poulsen tror dog, at han selv er kommet videre, selvom han i under skriveprocessen opdagede, hvor detaljeret han huskede opvæksten og mobningen på Herlufsholm.

Alt forandrede sig, da moren døde

I 'Opkald fra Mælkevejen' fortæller Bjørn Poulsen sin egen, private historie gennem minder om opkald med sin mor. Og efter et helt liv med kunst og skulpturer, der har været udstillet i Danmark og rundt i Europa, er det lidt en omvæltning at skulle skrive en bog om så privat et emne.

- Hele idéen har været, at det skulle være en læseoplevelse. Bogen rummer jo også mange absurde episoder. Den er et tragikomisk værk, understreger han.

Men har der også været en grad af sorgbearbejdelse i processen?

- Både ja og nej. Min motivation var ikke så meget psykologisk som litterær. Men da jeg skrev, opdagede jeg, at jeg huskede alt. Jeg skulle ikke grave særligt dybt; det hele lå lige under overfladen, forklarer Bjørn Poulsen.

Han gjorde sig dog en række iagttagelser om sig selv og sit hoved undervejs. Det slog for eksempel Bjørn Poulsen, at han husker rigtig mange detaljer om, hvad han legede med, hvilke film han så, og hvilke bøger han læste.

- Men der var meget færre konkrete episoder, jeg huskede. Det fortalte mig noget om, at jeg havde levet mit liv mere i en fiktiv verden end i den virkelige.

Da Bjørn Poulsen begyndte at skrive på bogen, der begynder med en telefonsamtale med sin mor, boede moren på en institution. Men undervejs i skriveriet gik hun bort.

- I bogen er der et skænderi, for jeg kunne ikke undgå at blive irriteret på hende indimellem. Men alt det forandrede sig, da hun døde. Det skete midt i skriveprocessen. Hun vidste ikke, jeg skrev - det var bedst sådan. Bogen er dog ikke et angreb på hende. Hun var jo syg og det egentlige offer i historien.

Moren endte med at leve størstedelen af sit voksenliv på en institution, siger Bjørn Poulsen.

- Men mit samliv med min mor var jo ikke kun dårligt. Der var også gode stunder. Hun var bestemt ikke et menneske uden empati. Hun følte en kærlighed og omsorg for mig, selvom hun ikke formåde at leve op til det – og jeg var nu heller ikke selv noget dydsmønster.

På falderebet slår den 61-årige nyudklækkede forfatter igen fast, at selvom bogen og dens indhold er dybt personligt, og det udefra kan se dybt traumatisk ud, er det ikke et sympati-projekt.

- Det er vigtigt for mig, at bogen primært er litterært motiveret frem for udelukkende at være en psykologisk proces for mig. Jeg har arbejdet hårdt på at lave en velskrevet bog, så derfor er jeg glad for den anderkendelse, der ligger i nomineringen.