Forfatter bag ’Den hemmelige Socialdemokrat’ tjener 1,5 million kroner

'Den hemmelige Socialdemokrat' skabte voldsom virak både inden- og udenfor Christiansborg. Bogen har solgt omkring 30.000 eksemplarer og indbragt den anonyme forfatter en klækkelig sum.

Bogen 'Den hemmelige Socialdemokrat' har indbragt den anonyme forfatter bag bogen omkring 1,5 millioner kroner. (© dr)

For et år siden udkom bogen ’Den hemmelige Socialdemokrat’, der er skrevet af et anonymt og langvarigt medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Og det betaler sig at skrive anonymt om sine partifæller og få alle til at gætte på, hvem den hemmelige forfatter bag bogen mon er. ’Den hemmelige Socialdemokrat’ har i hvert fald vist sig at være en god indtægtskilde.

Det skriver Berlingske på sit politiske site Politiko.dk.

En god forretning

Jakob Kvist, der er forlagsdirektør hos People’s Press, som står bag udgivelsen, fortæller, at den anonyme forfatter har tjent pænt på den omdiskuterede bog.

- Han eller hun har tjent i underkanten af halvanden million. Det er et sted mellem en million og halvanden million, men det er nærmere det sidste, siger Jakob Kvist til Berlingske.

Forlagsdirektøren havde dengang ikke forventet så stor virak ved udgivelsen af ’Den hemmelige Socialdemokrat’, men Jakob Kvist klager ikke over opmærksomheden.

- Der var nogle tweets og reaktioner fra socialdemokrater, der var med til at gøre sagen større, og så voksede det til at blive hele vinterferiens samtaleemne. Det var meget voldsomt på den måde, siger han.

Interne øgenavne og sladder

I ’Den hemmelige Socialdemokrat’ kan man blandt andet læse, at erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) har kaldt statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for ’Barbie-Helle’, og at finansminister Bjarne Corydon er en ’magtstræber’.

Efter bogens udgivelse udtrykte en række medlemmer fra Socialdemokraterne deres utilfredshed med både bogen og forfatteren, og på Twitter meddelte flere socialdemokrater, at de vidste, hvem den hemmelige forfatter var.

Tidligere justitsminister Morten Bødskov skrev således på Twitter:

Hvem er den hemmelige socialdemokrat?

​Det er endnu uvist, hvem forfatteren bag ’Den hemmelige socialdemokrat’ er, men forlagsdirektør Jakob Kvist ser gerne, at forfatteren står frem på et senere tidspunkt.

- Vedkommende må selv beslutte, at nu er det tid. Men jeg synes, det vil være en passende afslutning. Så får man den rigtige sløjfe på historien. Men der kan gå mange år endnu, før det kommer frem, siger han afsluttende til Berlingske.