Forfatter bag omdiskuteret roman: Det er absurd, at mænd skal holde kæft

Forfatter Morten Sabroe og filminstruktør Christian Tafdrup ramlede begge lige ind i #MeToo-debatten.

Morten Sabroes nye roman '32 cm' blev hurtigt centrum for en diskussion om køn og privilegier. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Timing er alt, vil nogen mene.

Det har forfatter Morten Sabroe og filmskaber Christian Tafdrup i hvert fald fået at mærke med deres seneste værker, som begge blev hvirvlet ind i #MeToo-debatten.

Jeg er en mand, som kigger på kvinder på samme måde, som enormt mange mænd kigger på kvinder.

Morten Sabroe, forfatter

- Jeg synes, det er enormt vigtigt, at det bliver en debat i stedet for, at mænd bliver bange for at udtrykke sig. Der har været nogle mandlige røster ude at sige, at nu skulle mændene holde kæft og lade kvinderne tale. Det synes jeg er helt absurd, siger Morten Sabroe, som i februar udgav romanen ’32 cm’.

Den skulle egentlig først være udkommet i efteråret, men på grund af #MeToo udskød forlaget udgivelsen. ’32 cm’ endte alligevel med at blive centrum for en ophedet kønsdiskussion, som især udspillede sig på de sociale medier.

Her delte Berlingskes litteraturanmelder Katherine Diez et billede på Instagram, hvor ’32 cm’ var det eneste, der dækkede for hendes nøgne overkrop. Sabroe delte herefter billede med en hentydning til, at Diez ikke var kompetent nok til at anmelde litteratur – og herfra kørte debatten.

Se billedet fra Katherine Diez' instagramprofil herunder:

Løst baseret på Sabroe selv

Hovedpersonen i ’32 cm’, Alfred Andersen, er en både skrøbelig, men også meget traditionel, maskulin mand. Morten Sabroe har løst baseret ham på sig selv og sine egne ambitioner om berømmelse - men også på et bestemt blik på kvinder.

- Jeg er en mand, som kigger på kvinder på samme måde, som enormt mange mænd kigger på kvinder, siger Morten Sabroe.

- Først kigger vi på dem for at se, om de ser godt ud, og så begynder vi at tale med dem og finder ud af, at de er meget mere, end det vi først så. Det maskuline blik er der hele tiden.

’32 cm’ er en satirisk roman om en ekstremt populær dansk tv-værts fald fra tinderne, da han bliver anklaget for sexchikane.

- Min bog handler om en potenseret mandefigur, som der i den grad bliver taget pis på. Han er ikke en mand, der er skide optaget af sex. Han er optaget af at potensere sit arbejde så hårdt han kan, fortæller Morten Sabroe.

Med ’potenseret’ mener han en mand, som aldrig er helt tilfreds med det han har, men vil have alt større, bedre, dyrere og flottere.

Filminstruktør Christian Tafdrup mener, at hans meget omdiskuterede film 'En frygtelig kvinde' bidrager til ligestillingsdebatten. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

At finde balancen

I Christian Tafdrups 'En frygtelig kvinde' er den mandlige hovedperson, Rasmus, den en helt anden mandetype. I filmen følger vi ham, da han møder sit livs kærlighed Marie og langsomt finder ud af, at hun er manipulerende og kontrollerende.

Ligesom Morten Sabroes '32 cm' røg 'En frygtelig kvinde' ud i et stormvejr af en samfundsdebat, da den havde premiere i oktober sidste år - nogenlunde samtidig med #MeToo-bevægelsen.

Mange, særligt kvinder, fordømte filmen alene på grund af titlen.

- Jeg ved ikke, om mit værk havde skabt debat, hvis ikke den var kommet ud på det tidspunkt, den gjorde. Når man skaber et værk, så er det altid løsrevet tiden. Man vil gerne have, at et værk er universelt og passer til alle tider, men man havner også ned i en tid, som afspejler værket og hjælper det på vej – eller gør det modsatte, siger Christian Tafdrup.

Med filmen har han blandt andet forsøgt at udstille nogle større strukturelle uligheder i forhold til kønnene, forklarer han.

- Min film afslører et hykleri. Jeg bidrager jo til ligestilling, fordi jeg laver en film om en frygtelig kvinde. Der er masser af frygtelige mænd på film. Men jeg har oplevet, at der er en meget stor gruppe af kvinder, som ikke kan indrømme, at kvinder også kan være frygtelige, siger Christian Tafdrup.

Filmen er et kunstværk

Han forklarer, at den kvindelige hovedperson i hans film forsvarer den type kvinder ved at tillægge manden alt ansvar og skyld, når hun påstår, at ’han jo bare kunne være gået fra sin kæreste’.

- Den diskussion ville man jo ikke kunne have haft, hvis det var omvendt. Hvis filmen handlede om en kvinde, der blev udsat for psykisk terror af sin mand og hed ’En frygtelig mand’, så ville hun jo være et offer. Så det har afsløret, at der er en uligevægt mellem kønnene, siger Christian Tafdrup.

Han havde på forhånd ingen intention om, at filmen skulle skabe debat, fortæller han:

- Udfordringen for mig har været at holde fast i, at mit værk er en film, et stykke kunst, og jeg er en historiefortæller. Derfor har jeg en frihed til at stille en masse spørgsmål og undre mig og udforske noget, jeg ikke nødvendigvis skal give svaret på.

- Jeg er jo ikke en debattør, der har skrevet en revsende kronik om, at kvinder er forfærdelige. Så det er en balance for mig, hvor jeg skal forsøge ikke at blive politisk.

Morten Sabroe og Christian Tafdrup medvirker begge i Vild med bøger i aften på DR K klokken 21.30. Flemming Møldrup er vært for programmet.