Med næsen begravet i ældgamle arkiver og historiske dokumenter.

Sådan forventer de fleste måske, at en forfatter til historiske romaner bruger det meste af sin tid.

Men det er langt fra tilfældet for Mich Vraa, som netop har udgivet sin tredje bog ’Faith’ i serien om Dansk Vestindien

- Jeg er en meget moderne mand, og jeg har simpelthen ikke temperament til at sidde i rigsarkivet og granske de her papirer, der smuldrer, fortæller Mich Vraa.

Hans trilogi, som er bygget over den kendte treenighed ’Tro, håb og kærlighed’, består af ’Haabet’ fra 2016, den selvstændige opfølger ’Peters kærlighed’ fra 2017 og nu ’Faith’, som udkom i denne uge.

Alle tre er centreret omkring stærke personfortællinger og indeholder derudover store mængder historisk information om Dansk Vestindien og Danmarks mørke fortid som slavenation.

Det kræver research, men det er ikke historiebøgerne, Mich Vraa selv bruger mest tid på:

- Og så har jeg den her lidt moderne tilgang - man kan jo finde de mest utrolige ting på internettet, siger Mich Vraa, som også er kendt som en meget produktiv oversætter af især amerikanske romaner.

- Hele det vestindiske arkiv er faktisk digitaliseret, så man kan sidde hjemme i sin stue. Og det har jeg ligesom folk til, for jeg er ikke ret god til det selv. Jeg er god til at kigge på billeder og drømme mig ind i den her verden. Det ville være spild af min tid og sidde og granske gamle papirer.

Alle bøger er opslagsbøger

- Jeg har en god ven, som er et geni til at sidde og rode rundt i det her. Han hjalp mig rigtig meget med ’Peters kærlighed’, og så har han hjulpet mig rigtig meget med denne her, tilføjer Mich Vraa.

Han understreger dog, at han faktisk har købt masser af gamle bøger om Dansk Vestindien, faktisk ’hele det vestindiske bibliotek’, som han siger.

- Men alle mine bøger er opslagsbøger. Jeg slår op i dem, finder ting, dykker ned i dem, drikker en halv flaske rødvin og lader mig inspirere af de her gamle historier.

I ’Faith’ er hovedpersonen den unge Faith Netlock, som er ung fotograf i hovedbyen Charlotte Amalie på øen St. Thomas.

Handlingen udspiller sig i foråret 1917 omkring overdragelsen af De Vestindiske Øer til USA, den såkaldte ’Transfer Day’, som fylder den unge Faith med blandede følelser – og senere får konsekvenser for hendes fremtid som arving til en stor plantage.

Hør Mich Vraa fortælle mere om sin nye roman her:

Mere brug for tidsmaskine end flyvemaskine

Mich Vraa har i forbindelse med sin research til bøgerne besøgt De Vestindiske Øer i flere omgange.

- Især i forbindelse med 'Faith' ville jeg ønske, jeg havde været mere i Charlotte Amalie. Men så igen, det jeg havde mest brug for, for at skrive den bog, var ikke en flyvemaskine, det var en tidsmaskine.

For at få en rigtig forståelse af, hvordan der så ud i Charlotte Amalie på Faiths tid, har Mich Vraa tyet til fotografier fra dengang.

- Billederne ligger der jo i dag, og man kan kigge ind i den her verden, som er frosset i et øjeblik, som man kan se på, men som man aldrig rigtig kan nå. Og det er jo det, som er fascinationen ved historiske romaner. Du kan aldrig rigtig nå det, men du skal som forfatter alligevel prøve at puste liv i de her personer og den her gamle by, siger han.

Flere spor at holde styr på

I romanen puster Mich Vraa ikke bare liv i Faith-karakteren, som er en opdigtet historie.

Et andet spor i bogen følger det allerførste danske skib, der i 1666 sejlede ind i bugten på det sted, hvor byen Charlotte Amalie senere kom til at ligge.

At holde styr på de forskellige spor som forfatter er ikke så svært at holde styr på, fortæller Mich Vraa, som afslører, at han ikke er specielt struktureret.

- Historien om Faith ligger der jo ligesom, den har jeg en udvikling på. Det er jo en moderne roman, som stort set er opdigtet. Det gamle spor fra 1666 og fremefter, der kan jeg forholde mig til de virkelige historier og så plukke noget.

- Det er jo det, der er fordelen ved denne her type roman, at du kan hele tiden bytte rundt på breve og aktstykker i den, så det kommer til at få det rigtige flow. Og det tror jeg simpelthen bare, at jeg har en fornemmelse for, siger Mich Vraa.