En landsby midt i byen. Sådan er det idylliske og charmerende Øgadekvarter midt i Aarhus, hvor hundeluftere og folk med barnevogne hilser på hinanden, når de mødes på fortovene udenfor de pastelfarvede byhuse.

Forfatter Sissel-Jo Gazan husker også kvarteret som et godt og trygt sted at være barn. Hun voksede op midt i Øgadekvarteret i 70’erne og 80’erne, og kvarteret ser stort set ud, som hun husker det. Men hun bemærker alligevel, at her er blevet lidt mere pænt og nydeligt.

- Jeg kan se, at opgangen er blevet rigtig pæn og renoveret. Da vi boede der, var der tapetseret med politiske plakater hele vejen op til anden sal, siger hun, da vi står foran det byhus i Hjelmensgade, som hendes mor i en årrække ejede.

Øgadekvarteret og byhuset er også det geografiske omdrejningspunkt i Sissel-Jo Gazans roman ’Blækhat’, der udkommer i næste uge. Her vokser romanens hovedperson Rosa, ligesom forfatteren selv, op i et både trygt og frit miljø midt i den jyske hovedstad.

Da Sissel-Jo Gazan lidt tidligere kommer cyklende op ad den stejle, brostensbelagte Hjelmensgade, virker hun både hjemmevant og lidt fremmed. Med sølvglinsende gamacher og blå øjenskygge har hun tydeligvis et strejf af noget eksotisk over sig.

- Da jeg flyttede til Berlin havde jeg sådan en genkendelsesfølelse af, at byen var ligesom det Aarhus, jeg engang havde kendt. Tomterne, de vilde katte og de brugte hårde hvidevarer, man kunne klatre rundt på. Man kunne komme ind alle steder, og der var ingen dørtelefoner. Det var også farligt – så fik man et søm op i foden, and so what, altså.

Sissel-Jo Gazan har i mere end ti år boet i den tyske hovedstad, hvor hun flyttede til et par år før hendes gennembrudsroman, ’Dinosaurens fjer’ fra 2008, udkom.

En dualistisk barndom

- Jeg har egentlig haft meget faste rammer med faste sengetider samtidig med, at jeg tonsede rundt i det her kvarter og ikke kan huske, at jeg på nogen måde blev begrænset. På den måde var det en ret dualistisk barndom, fortæller Sissel-Jo Gazan, som har hentet stor inspiration fra sin egen barn- og ungdom til sin nye roman.

- Min mor var progressiv, venstreorienteret og med på beatet, men også meget konservativ. Hun ejede det her hus og købte det overfor. Hun var fornuftig og håndværksmæssigt begavet, så hun kunne selv sætte ting i stand.

Sissel-Jo Gazan fortæller, at hendes far boede på husets anden sal efter forældrenes skilsmisse sammen med hendes onkel, og på 1. sal boede en af morens kollegaer og en veninde.

- Vi spiste sammen et par gange om ugen, og så blev der banket på radiatoren. Man kunne også komme og hente mad hos hinanden. Så der var aspekter af det fælles og det kollektive.

Fra Hjelmensgade går vi små 100 meter op ad gaden til legepladsen 'Børnenes jord', som var fast tilholdssted for Sissel-Jo Gazan og hendes venner.

Hun bevæger sig hjemmevant i de smalle, snoede og stejle gader, skyder genvej, viser små oaser og hemmelige smutveje og inviterer ind i et barndomsland, som ikke ellers ikke umiddelbart lader sig se for den udefrakommende.

Som romanforfatter kalder hun det ’at bevæge sig på indersiden’ af et miljø.

En roman, der trængte sig på

- Der var ikke noget, der fandtes uden for Aarhus. Sådan havde jeg det som barn. Og jeg havde jo endda været ret meget ud og se verden af sådan et lille barn at være, fordi min mor og jeg havde sejlet en del, siger hun, da vi står midt på legepladsen, som tydeligvis er et slaraffenland for små størrelser med sandkasser, pangfarvede træskure, kaniner, gyngestativer og et træværksted.

Den tætte relation til Aarhus kom også til udtryk, da Sissel-Jo Gazans redaktør fra Aarhus-forlaget Klim foreslog hende at opsøge et forlag i hovedstaden.

- Jeg græd jo, fordi jeg næsten ikke kunne forestille mig noget værre end at skulle opgive den der tryghed og det velkendte, siger hun og tilføjer:

- Og det passer på en måde enormt dårligt med, at jeg har rejst i hele verden og boet alle mulige steder og har børn, der er halvt tyskere og halvt australiere. Jeg husker det bare stadigvæk sådan, at Aarhus var et trygt arnested, som jeg var meget forbundet til.

Selvom Sissel-Jo Gazan ikke kan forestille sig at vende tilbage til byen, så har hun i mange år følt, at en roman om hendes elskede barndomsby trængte sig på:

- Jeg har længe gerne villet skrive om Aarhus, og så føltes det bare rigtigt også at skrive noget om min egen opvækst og om firserne. Det kom lidt til mig. Jeg har nok en vis tiltro til, at romanerne ligesom står og venter på at blive skrevet – og nu var det denne her romans tur.

Fornemmelsen af romaner, der hober sig op indeni, sammenligner hun med ’de der maskiner, man kommer 10 kroner i, og så er der et eller andet, der bliver skubbet udover kanten’.

Og den roman, som mere eller mindre tilfældet, blev skubbet ud af hovedet på Sissel-Jo Gazan handler blandt andet om de nære relationer til den tyrkisk bedsteveninde og til moren.

Hvis Sissel-Jo Gazan skal forsøge at nærme sig en forklaring på, hvorfor hun følte det nødvendigt at skrive romanen nu, så handler det om, hvor hun står i livet, 43 år gammel og mor til en teenagedatter.

- Nu er det mig, der står stærkt midt i livet og skal være det lysende fyrtårn for min datter, som min mor har været for mig. Selvom min mor er totalt fit og ’still going strong’, så føles det alligevel som om, kræfterne skifter hænder, siger hun og fortæller, at romanens ’ydre rammer’ minder meget om hendes eget liv.

- Og så har jeg ligesom bare skruet knapperne og fyldt den ud med fiktion.

Street-art og skamfølelse

De fiktive elementer, som er fyldt i romanen, er blandt andet politisk ekstremisme og street art, som Sissel-Jo Gazan først er begyndt at interessere sig for inden for de senere år. Inspirationen fandt hun i første omgang i Berlin, hvor hun begyndte at lægge mærke til den provokerende og samfundskommenterende kunstform. Men kunst i det offentlige rum var også noget, der fandtes i barndommens Aarhus, hvor gavlmalerier var populære i 70’erne – og flere af dem, kan stadig ses i dag. Sissel-Jo Gazan fremhæver et gavlmaleri, der forestiller folk fra Øgadekvarteret, og som også er nævnt i romanen. - Der er en mand på det billede, som hed Fritz, og han kom altid op med lakridskonfekt i vores børnehave om fredagen. Og pludselig døde han, og så var vi en dag på tur med børnehaven, og så gik vi alle sammen og sang: ’Fritz er død! Fritz er død!’, mens vi gik ned ad Sjællandsgade. - Pædagogen prøvede at tysse på os, fordi vi gik lige forbi Fritz’ kones hus. Og hver gang jeg ser det maleri i dag, så minder det mig om den første gang jeg skammede mig sådan rigtig dybt, fortæller hun På den måde bliver gadekunsten, særligt hvis den får lov at leve længe, et pejlemærke for et sted og en tid i ens liv, som kan være forbundet med stærke følelser og minder, fortæller hun.

- Man kan virkelig fortælle nogle historier med den kunst, der bliver en del af byrummet mere permanent.

Gadekunsten fylder en stor del af romanen, og Sissel-Jo Gazan har i den anledning arrangeret aktionen 'En roman er løs i Aarhus' gader', som går ud på at sætte små street art-kunstværker op i det aarhusianske byrum. Hun håber, at forbipasserende vil bemærke værkerne og måske koble dem til romanen. - Jeg kan rigtig godt lide ideen om, at en læser går ned ad gaden her i Aarhus og ser en af værkerne og tænker: ’Det var da sjovt, for jeg har lige læst om de der perlepladeblomster i en roman’, siger Sissel-Jo Gazan, inden hun sætter sig op på cyklen og drøner ned ad Sjællandsgade og ud af hendes barndomslandsby midt i Aarhus.