Det giver ikke mening at tale om mennesker og natur som to adskilte ting.

Vi er en del af samme kredsløb, og vi påvirker hinanden. Det er klimakrisen for eksempel en akut påmindelse om, mener forfatter Charlotte Weitze.

- Vi mennesker har meget længe følt os adskilt fra naturen på godt og ondt. Der har været en tendens til at se naturen som en uendelig ressource, vi bare kunne tage og tage og tage fra. Og vi bliver nødt til at lære at samarbejde med naturen, for vi lever i en symbiose, og vi er dybt afhængige af hinanden.

Det gik for alvor op for Charlotte Weitze selv, mens hun skrev på sin nye roman 'Rosarium', der er en eventyrlig slægtsroman - og en hyldest til naturen.

Den starter ret brutalt med en bror og søster, der bliver efterladt i skoven, i et egetræ, af deres forældre og ender med helt bogstaveligt at slå rod dér - ligesom planterne.

Naturen skal ikke bare give os skyldfølelse

For det var nemlig en idé om at vise, hvor forunderlige planter er, der satte historien i gang for Charlotte Weitze, som med 'Rosarium' har udgivet fem romaner plus en række fortællinger.

Hun debuterede allerede som 22-årig med novellesamlingen 'Skifting', der handler om et forbyttet troldebarn - og den indbragte hende BogForums Debutantpris.

I alle hendes historier vrimler det med overnaturlige væsner, folketro og naturen i forskellige afskygninger.

- I min forrige roman udforskede jeg klimakrisen, og dér gik det op for mig, at det også handler om en økologisk krise og om menneskets forhold til naturen. "Hvordan kan jeg vise det og åbne op for, at naturen er vidunderlig?", tænkte jeg. Der er så meget på færde i naturen, som vi også skal huske at få med. Det er ikke kun skyldfølelse.

Skyldfølelsen er ellers noget, de fleste af os nok føler, når vi igen og igen hører om den måde, vores levevis påvirker klodens klima – og hvordan vi alle sammen burde ændre vaner; spise mindre kød, flyve mindre, tage toget og så videre.

Charlotte Weitze og hendes familie er selv dedikerede klimaaktivister og har de sidste ti år forsøgt at ændre deres vaner og hvert år gøre et nyt klimavenligt tiltag som for eksempel at installere solceller på familiens hus i Vallekilde på Vestsjælland.

Men i stedet for at tale til vores allesammens dårlige samvittighed, ville Charlotte Weitze altså hellere bruge sin roman til at vise, hvor vild og vidunderlig naturen er.

Hvordan tænker en plante?

Hendes første tanke var at gøre en plante til hovedperson i sin nye bog.

Men kan man overhovedet skrive som en plante, spurgte hun sig selv – og svaret var nej, ikke rigtigt, indså hun hurtigt.

Måske kunne hun gøre noget andet i stedet:

- Jeg kunne vise, hvordan flere forskellige mennesker gennem tiden har haft det med planter, samarbejdet med dem, tænkt om dem. Derfor kom jeg i tanke om den store slægtsfortælling, hvor jeg kunne gå 100 år tilbage – og også lidt ind i fremtiden, forklarer hun.

Fra historien om de to søskende, der udgør første del af 'Rosarium', bevæger historien sig til Danmark og den transkønnede botaniker Johanne, født Johannes, og hendes jagt på en rose med helt særlige egenskaber, der ender med at føre hende ret vidt omkring i verden.

Rosen fik på den måde en helt central plads i historien.

- I alle skønlitterære bøger er der en udvikling i en hovedperson. Men det tager mange år, hvis det er en plante, der skal udvikle sig ved at forandre sig genetisk og brede sig; det sker ikke fra et øjeblik til et andet, forklarer Charlotte Weitze om sin egen tankerække.

Transkønnet er ikke en stereotyp

'Rosarium' strækker sig altså over lidt mere end 100 år og er inddelt i tre dele, hvor de forskellige personers liv og historie bliver flettet sammen og udvikler sig over tid - sammen med rosen, som botanikeren Johanne nærmest dedikerer sit liv til.

Johanne bliver født i 1918 og vokser op i en tid, hvor det at være transkønnet slet ikke er almindeligt, og noget hun derfor er nødt til at skjule. Det lykkes hende som ung at komme på ekspedition med en botaniker i Sydamerika, der tillader hende at være sig selv.

Hun flygter fra Danmark, sine forældre og sin forlovede.

- Jeg har valgt at plante en transkønnet botaniker i romanen for at vise, at i naturen kan man være på mange måder, siger Charlotte Weitze, der er bevidst om at det at skrive om køn på den her måde kan være "lidt af et minefelt" – især når man ikke selv repræsenterer den gruppe, man skriver om.

Men hun har forsøgt at gøre den transkønnede Johanne til så nuanceret en person som muligt, fortæller hun.

- Jeg skriver om den her ene person og hendes liv. Man kan jo være på så mange måder. Jeg har skrevet om meget forskelligt i de år, jeg har været forfatter. Min indlevelseskraft er stærk, og jeg har gjort mig umage, siger hun og uddyber:

- Det er jo ikke en stereotyp at være transkønnet. Og jeg bruger det i romanen til at vise, at Johanne er én, der undersøger naturen og finder ud af, hvor mangfoldig den er og dermed, at hun også sagtens kan være, som hun er. I naturen foregår forplantning og køn på mange måder.

Brugte sin vilde fantasi

Udover at skulle leve sig ind i virkeligheden for en transkønnet, så har arbejdet med romanen involveret mange timers research på planteriget og planters mange forunderlige egenskaber.

En del af det har også fundet vej til bogen, hvor man for eksempel kan lære, hvordan planter kommunikerer via deres rodnet, og hvordan akacietræet lynhurtigt kan skrue op for giftproduktionen, hvis det er i fare for at blive udryddet af antiloper.

- Jeg håber, bogen kan være med til at åbne folks øjne for, hvor interessant og vidunderlig planteverdenen er, og få dem til at se anderledes på naturen, når de går en tur i skoven, siger Charlotte Weitze, der altid selv har været ret naturglad, men også har fået masser af ny viden ved at dykke ned i botanikkens verden.

Selvom der findes uendelig meget viden om planter, så er der også meget, vi stadig ikke ved eller forstår, forklarer Charlotte Weitze - og de "huller" har hun forsøgt at udfylde med den livlige fantasi, som karakteriserer hendes forfatterskab.

Naturen er hun i hvert fald ikke træt af at undersøge, skrive og fantasere om. Og 'Rosarium' har også været med til at ændre hendes eget forhold til naturen.

- Jeg har haft rigtig dårlig samvittighed over for naturen og tænkt, at den hadede mig lidt. Men jeg er begyndt at tænke, at den synes, jeg er okay, hvis jeg bare samarbejder. På det private plan er det en forløsning og noget, der er faldet fra mine skuldre.

'Rosarium' udkommer 24. februar.