Forfatter mindes barndommen i 70'erne: Dengang kendte vi hinanden enormt godt

Agnete Friis bruger sine egne sansemættede indtryk fra opvæksten på landet i 1970erne i sin bog 'Sommeren med Ellen'.

Agnete Friis tilbage i sin barndoms landskab på Djursland.

Tvebakker overhældt med varm mælk og drysset med kanel. Karbonader. Fiskeboller i tomatsovs. Hvis du voksede op på landet i 1970erne, kender du sikkert smagen.

Det gør i hvert fald forfatteren Agnete Friis.

- Fiskeboller i tomatsovs, sådan nogle hvide nogen. Nej, det syntes jeg var ret forfærdeligt, det fik vi heldigvis ikke så tit, siger hun.

Smagsoplevelserne, både gode og dårlige, er en vigtig del af miljøskildringen i Agnete Friis' roman 'Sommeren med Ellen'.

Vender tilbage til gården

Bogen er en af seks kandidater til DR Romanprisen 2018, der gives til det seneste års bedste læseoplevelse.

I den rejser hovedpersonen Jacob, en midaldrende, skilsmisseramt mand bosat i København, tilbage til den lille by på landet, som han voksede op i og siden har forsøgt at lægge bag sig.

Jacob vender hjem til gården, hvor han som 15-årig i sommeren 1978 hjalp sine to farbrødre med arbejdet og mødte kvinden Ellen. Samme sommer blev en pige fra nabogården fundet død. Hvem stod bag?

Holder fast i erindringerne

Hvilken by, Jacob er vokset op i, bliver aldrig nævnt i bogen. Men Agnete Friis lægger ikke skjul på, at hun har brugt sin egen barndoms landskab i byen Mørke på Djursland som kulisse for fortællingen.

- En del af grunden til, at jeg er dykket ned i 1970ernes landbrugsmiljø er, at jeg er blevet ældre. Så opdager man, hvor hurtigt de omgivelser, som man kendte så godt, forandrer sig.

- Når man er yngre, tror man, at man altid kan komme tilbage. Så bogen er en måde at holde fast i det, der ikke længere eksisterer, mens jeg stadig kan huske det, erkender Agnete Friis.

Forfatteren har i sin bog detaljerede beskrivelser af arbejdet på gården, som det foregik dengang, lugten af mus og mødding, blandet med historien om barnet, der skal blive til en ung mand i et miks af bønder, hippier, druk, mistro og venskaber.

Kaffe med kringle og sladder

Nogle af Agnete Friis' tydeligste minder fra barndommen handler om det stærke arbejdsfællesskab, der var mellem bønderne. Det oplevede hun til hverdag, når hun blev passet hos nabokonen, mens hendes mor var på arbejde.

- Jeg husker området som utroligt socialt. Der var ikke mange dage, hvor der ikke kom nogen forbi, så skulle der købes halm eller slagtes en gris.

- Der blev altid serveret budding og kringle til eftermiddagskaffen. Så kunne de der landmænd sidde og sladre, mens jeg kiggede i Familie Journalen.

Fra familiegravsteder til spredte hvilesteder

Noget af det, der har slået Agnete Friis i arbejdet med at beskrive miljøet fra dengang, er datidens stærke forankring i et lokalområde. I kontrast til den rodløshed, som præger os i dag. En rodløshed, som får et helt konkret udtryk, den dag vi dør.

- Folkene på landet dengang kendte hinanden enormt godt. De havde boet på egnen altid, kendte hinandens koner og børn og vidste, hvem der havde købt nabogården.

Agnete Friis nævner, hvordan man tidligere kunne man følge slægternes gang ved at gå en tur på den lokale kirkegård. Familiemedlemmerne levede og døde på samme sted.

- Jeg synes, der helt grundlæggende er noget underligt i, at vi ikke længere har en fast tilknytning til det sted, vi bor. Hvad skal der ske, når jeg skal begraves?

- Jeg har boet fem steder og skal måske bo et par steder mere. Hvor skal jeg lægges i jorden henne? Nogle tanker som enhver frisk og rask 43-årig som mig bør gøre sig, lyder det fra Agnete Friis, mens hun skraldgriner.

HAR DU LYST TIL AT HØRE HELE INTERVIEWET MED AGNETE FRIIS? ALLE KANDIDATER TIL DR ROMANPRISEN 2018 ER MED I EN PODCAST. HENT OG LYT DEN HER.

Facebook
Twitter