Hvordan lever man med pædofile lyster, hvis man ikke har tænkt sig at begå overgreb mod børn?

Det spørgsmål undersøger Anne Cathrine Bomann i sin ungdomsroman 'Hvad ingen ved'.

Den handler om 19-årige Jonas, der opdager, at han bliver tiltrukket af en yngre dreng, som han er bordtennistræner for.

Men det var ikke, fordi Anne Cathrine Bomann på forhånd havde planlagt at skrive om det kontroversielle emne.

- Der kom bare et billede til mig af en sympatisk, ung mand, som bliver forelsket i en dreng. Og så tænkte jeg: Det er spændende! Og så gik jeg i gang med at skrive, fortæller hun.

Hvor går grænsen?

Efter at have skrevet bogen gik det op for den psykologuddannede forfatter, at hendes fortælling måske manglede.

- Nu bagefter tænker jeg, at det er et ret underbelyst emne, at det er meget tabuiseret, og at det er noget, man hører meget lidt om. Hvis man hører om pædofili, så er det fra 'monster'-siden med overgrebsmænd og alt muligt ubehageligt.

Hun kalder bogen 'en nuancering' af den stereotype, pædofile overgrebsmand, som man ofte møder i medierne og i film og bøger.

- Det er meget nemt at komme folk i kasser eller gøre tingene sort-hvide. Jeg har prøvet at arbejde i hele det grå område: Hvad er rigtigt og forkert? Hvad går over grænsen?, siger Anne Cathrine Bomann, som understreger, at hun ikke forsøger at normalisere eller blåstemple pædofili.

- Min bog er ikke en manual eller noget færdigt, fuldendt bud på en forståelse af pædofili.

En vigtig skelnen

For at få større forståelse for pædofili brugte hun en del tid på research. Hun talte blandt andet med rådgivere fra Sexlinien – og så fandt hun et særligt onlinefællesskab af pædofile.

- Det er en gruppe, som støtter hinanden i at leve med den her seksualitet uden at ville udleve den og uden at ville gøre børn fortræd.

Det er svært at vide præcist, hvor mange danskere, der, ligesom Jonas, oplever pædofile lyster. På onlineleksikonet 'Den store danske' fandt Anne Cathrine Bomann et bud, der lød på 40.000 danskere, men det er langt fra alle, der udlever de tanker og lyster.

Netop den beslutning var afgørende for hende at få med i sin hovedperson Jonas, der ikke selv har været udsat for overgreb og kommer fra en helt almindelig familie.

- Det er vigtigt for mig med den her skelnen mellem de følelser, man kan have, og hvad man gør. Og hvis man ikke gør et barn noget, er man så et forkert eller ondt menneske? Den der skelnen har jeg gerne villet undersøge, fortæller hun.

Kæmper med skammen

Ved at skrive om en karakter som Jonas, der virker sympatisk og ikke begår overgreb, men som alligevel befinder sig i et grænseland, håber hun, at læserne også tvinges til at forholde sig til det moralske dilemma.

- For mig endte det med at blive vigtigt også at få fortalt den her slags historie om en ung mand, som ikke selv har valgt denne seksualitet - og som også kæmper imod den og al den ensomhed og skam, der følger med, forklarer Anne Cathrine Bomann.

Til allersidst i bogen har hun valgt at henvende sig direkte til sine læsere og henvise til forskellige steder, de kan søge hjælp, hvis de oplever at have pædofile lyster.

- Det er alligevel et ret bombastisk emne - og derfor tænkte jeg, at det ville give god mening at fortælle, at alle pædofile ikke kan ikke skæres over én kam. Der er nogle, der virkelig kæmper med det her; der er nogle, der prøver at stå imod, siger hun og stiller spørgsmålet:

- Skal de ikke også have noget hjælp, så vi kan forebygge de overgreb, som vi alle sammen synes er helt forfærdelige?