Forfattere sender personlige breve til din postkasse

En gruppe forfattere er gået sammen om at give det håndskrevne brev et comeback. I stedet for at udgive bøger sender de personlige digte og essays direkte til læseren.

Det er synd, at brevformen og det intime rum er forsvundet, mener en af idémagerne bag forfatterkollektivet Brevlitt.dk, Sofie Kragh-Müller. (Foto: Frank C. Müller)

Hvornår har du sidst modtaget et håndskrevet brev?

De fleste kan nok nikke genkendende til, at det er mange år siden. I en tid hvor digitaliseringen vinder frem, dumper der oftere en sms eller mail ind i stedet for en fysisk konvolut.

Det gør otte forfattere nu op med. De er gået sammen om det litterære kollektiv Brevlitt.dk for at sende håndskrevet litteratur ud til deres læsere.

Gennem brevpakker fra forfatterne kan man inden for to måneder modtage mindst fire breve, der kan indeholde essays, digte eller andre tekster.

- Brevet er en intim og meget personlig ting. Det er noget, som er mellem to mennesker, og det er utrolig tillokkende for os som forfattere at lege med den form og det, at det er mig, der sender til dig, fortæller forfatter og en af idémagerne bag Brevlitt.dk, Sofie Kragh-Müller, til P1 Morgen. Hun uddyber samtidig, at vi i en digital kommunikationsstorm har brug for at stoppe op og mærke os selv.

Ingen tovejskommunikation

Selvom brevene er personlige, udspringer de fleste fra et koncept og en grundfortælling. En af forfatterne fra Brevlitt.dk, Trisse Gejl, har valgt at skrive et unikt og kunstnerisk ærligt brev til hver modtager.

Men det bliver ikke til nogen tovejskommunikation, og derfor skriver hun heller ikke sig selv som afsender.

- Det er en leg med et intimt rum og et eksperiment. Det er et skrøbeligt rum, for det gør noget ved en. Jeg synes, det er vigtigt, at man holder fast i, at det er et kunstkoncept, så man ikke tager røven på folk, siger Trisse Gejl til DR Kultur.

Vil ikke konkurrere med den digitale kommunikation

Selvom sms'er, mails og sociale medier har gjort deres indtog, ønsker Brevlitt.dk, ikke at konkurrere med den digitale kommunikation.

- Den digitale kommunikation er jo helt vildt vigtig for alle mulige andre ting og demokratiet. Vi synes bare, at det er synd, at brevformen og det intime rum er forsvundet, for det kan noget helt andet. Vi vil bare gerne genoplive og lege med det her, fortæller Sofie Kragh-Müller.

En brevpakke hos Brevlitt.dk koster mellem 350 og 475 kroner. En sum man også kan få meget litteratur i bogform for. Men brevene er i ligeså høj grad et intimt værk, mener Trisse Gejl.

- Når en skriver et brev til mig, så bliver jeg overrasket, fordi det er et rum, der er forsvundet. Jeg kan blive helt henført, når jeg modtager et brev, fordi det skaber en intimitet, og det er den intimitet, vi leger med, siger hun.

Udover Sofie Kragh-Müller og Trisse Gejl består Brevlitt.dk også af Andrea Hejlskov, Merete Pryds Helle, Claus Ankersen, Brian P. Ørnbøl, Miriam Boolsen og Mogens Bynkou Nielsen.

Facebook
Twitter