Forfatteren Kim Leine vinder Nordisk Råds litteraturpris

Danmark vinder Nordisk Råds litteraturpris for første gang siden 2008.

Kim Leine vinder Nordisk Råds litteraturpris for romanen "Profeterne i Evighedsfjorden" (Foto: HEIKO JUNGE © Scanpix)

Den danske forfatter Kim Leine vinder Nordisk Råds litteraturpris 2013 for bogen "Profeterne i Evighedsfjorden". Med prisen følger en check på 350.000 kroner.

Den prestigefyldte pris blev uddelt ved et storstilet gallashow i Den Norske Opera i hovedstaden Oslo, og det er første gang siden 2008, at Danmark vinder Nordisk Råds litteraturpris. Med prisen følger en check på 350.000 kroner.

Det var en rørt Kim Leine, der takkede både sin redaktør, kolleger fra Gyldendal og sin familie, da han modtog prisen på scenen. En særlig tak gik til forfatterens tidligere hustru.

- Tak min ekskone for din tålmodighed og dit venskab, sagde Kim Leine.

Tak fordi I gider være mine børn

Også Kim Leines børn fik en tak med på vejen.

- Til mine store børn Johannes og Marie - tak, fordi i gider være mine børn, sagde han.

Kim Leine er født i Norge, og de norske aner skinnede igennem, da han takkede sin mor fra scenen på klingende norsk:

- Tak til dig mor. Du har lært mig, hvordan man gør ting ordentligt.

- Tak til Bodil, min kone. Tusind tak for alt det, du er - uden dig ville jeg være en meget dårligere forfatter. Jeg ville ønske, du var her i aften, men der var åbenbart ikke plads til dig, sagde Kim Leine.

Var sygeplejerske i Grønland

Med Nordisk Råds litteraturpris høster Kim Leine endnu mere hæder for sin anmelderroste bog. I januar modtog han De Gyldne Laurbær, og i juni fik han DR Romanprisen.

Kim Leine arbejdede i 15 år som sygeplejerske i Grønland, og det er også her, hans fjerde roman udspiller sig.

"Profeterne i Evighedsfjorden" handler om præsten Morten Falck, der i slutningen af 1700-tallet bliver sendt til Grønland som missionær.

Afstumpethed og arrogance

Morten Falck oplever, at idealer og illusioner braser sammen i en afgrund af menneskelig afstumpethed og arrogance. Men han tiltrækkes af grønlændernes særlige fortolkning af kristendommen.

Nordisk Råds litteraturpris er blevet uddelt siden 1962.

Sidste gang Nordisk Råds litteraturpris gik til en dansk forfatter, var i 2008, hvor prisen gik til Naja Marie Aidt for novellesamlingen "Bavian".

/ritzau/

FacebookTwitter