Forfatteren til Pigen med den blå cykel er død

Regine Deforges mest kendte roman solgte i over 10 millioner eksemplarer.

Regine Deforges, der har skrevet romanen 'Pigen med den blå cykel' er død. Hun blev 78 år. Billedet stammer fra 1994. (Foto: Benoit Rajau © Scanpix)

Den franske forfatterinde Regine Deforges, der fik international berømmelse med sin roman 'Pigen med den blå cykel', er død, 78 år.

Det skriver avisen Libération på sin hjemmeside.

Deforges døde torsdag i Paris efter et hjertetilfælde.

Romanen 'Pigen med den blå cykel' fra 1982 er en historie om kærlighed og passion under Anden Verdenskrig. Den blev solgt i over 10 millioner eksemplarer på over 20 sprog.

Hendes romaner var stærkt erotiske, seksualitet var et centralt tema i hendes bøger, og hun blev undervejs idømt bøder for at skrive såkaldt fornærmende litteratur.

En lang række af hendes romaner og noveller er udgivet på dansk.

Frankrigs præsident: Hun var en oprører

Præsident François Hollande siger i mindeord, at Deforges var en oprører, der lidenskabeligt kæmpede feminismens sag og modarbejdede tabuer.

Den internationale gennembrudsroman 'Pigen med den blå cykel' blev siden fulgt af bøger som 'I krig og kærlighed', 'Djævelen ler stadig', 'Silkevejen og Algier - Hvid by'. I alt blev det til over 40 bøger fra hendes hånd.

Hun blev født den 15. august 1935 i Montmorillon i det vestlige Frankrig.

Blev tvunget til at brænde dagbog

I sin biografi har hun beskrevet, hvordan hendes skolekammerater stjal hendes dagbog, som afslørede, at hun var hemmelig forelsket i en jævnaldrende pige.

Forældrene tvang hendes til at brænde dagbogen.

- Mit intime liv gik op i flammer. Jeg besluttede at hævne mig, siger hun om det afgørende tidspunkt i tilværelsen, der fik hende til at gøre oprør.

Ud over sit arbejde som forfatter var hun i en årrække bogforlægger.

Regine Deforges var mor til to børn og boede i Paris.

/ritzau/

Facebook
Twitter