Forfatters vilde bytur endte med behandlingsdom og fem år i et 'afsindigt cirkus'

Jakob Skyggebjergs fjerde roman handler om hans møde med det psykiatriske system.

Jakob Skyggebjerg skriver i sin seneste roman om flere tvangsindlæggelser og -medicinering. (Foto: Fryd Frydendahl © Forlaget Gladiator)

Et skænderi med en dørmand uden for Crazy Daisy i Vejle resulterede for Jakob Skyggebjerg i en tur i detentionen og en dom for vold mod tjenestemand i funktion.

Det var tilbage i 2007, og denne måned udkom så den nu 32-årige forfatters roman 'Hjælp' om det fem år lange forløb, der fulgte.

Romanen, der har undertitlen 'Vidnesbyrd fra den danske retsstat. Et justitsmord', er Jakob Skyggebjergs fjerde roman og en førstehåndsbeskrivelse af mødet med det psykiatriske system, som han blandt andet kalder 'et afsindigt cirkus'.

At undgå fængselsstraf

Forløbet startede med, at Jakob Skyggebjerg gerne ville undgå en regulær fængselsstraf.

- Jeg bad om en screening og kom til en times samtale på et kontor i Risskov, hvor jeg redegjorde for, hvad, jeg mente, var sket på byturen, fortæller han.

- Jeg gjorde det i den tro, at en behandlingsdom ville være nogle samtaler en gang i mellem, men det viste sig at være mere end det.

Han endte med at få stillet diagnosen paranoid skizofren, og to år efter den vilde bytur modtog han en behandlingsdom på fem år.

Handlingslammet tilskuer

Kort tid efter dommens afsigelse i 2009 begyndte Jakob Skyggebjerg på journalistuddannelsen i Aarhus.

Efter en misforståelse med en underviser, blev han hentet og indlagt på en psykiatrisk afdeling. Under indlæggelsen stifter han for første gang bekendtskab med, hvad han mener, er et uretfærdigt system.

- Som jeg oplevede det, bliver man umenneskeliggjort. Man bliver kun en patient, en småkage i en fabrik. Som patient bliver man betragtet som laverestående og som noget, der ikke skal tages seriøst. Man bliver pacificeret og en handlingslammet tilskuer til sit eget liv. Hele forløbet var som at være med i skjult kamera, siger Jacob Skyggebjerg.

Undervejs bliver Jacob Skyggebjerg indlagt og udskrevet mange gange, både i korte og længere forløb. Han bliver også tvangsmedicineret.

- Hver gang de indlægger mig, lærer jeg, at det eneste, der kan få mig i betragtning til at blive udskrevet, er, hvis jeg opfører mig som en fuldstændig neutral person.

- Man skal være samme farve som væggen. Der må ikke være noget humør eller personlighed tilbage, og det er også det, medicinen ofte har til formål: At slette mennesket, siger Jacob Skyggebjerg.

Fluen på væggen

Han håber, at han med romanen kan sætte fokus på, hvordan det psykiatriske system tilfangetager både patienter og medarbejdere.

- Det er ikke et personangreb, men jeg giver folk i psykiatrien en mulighed for at se, hvordan deres arbejde bliver opfattet udefra.

- Det er en lukket verden, hvor hverken medier eller pårørende har adgang. Ved at give mig en behandlingsdom og indlægge mig flere gange i løbet af de fem år, har de haft en flue på væggen, som nu kan rapportere indefra. Det, synes jeg, er en gave til systemet og til psykiatrien, siger han.

I 'Hjælp' indgår flere uddrag fra Jakob Skyggebjergs journaler.

- Journalernes måde at omtale patienterne viser, hvordan man bliver betragtet af systemet. Uanset hvad man siger eller gør, når man er inden for murene, så bliver det tolket som tegn på sygdom, siger Jakob Skyggebjerg, som også gerne vil vise virkeligheden for medarbejderne i psykiatrien.

- Der er medarbejdere, som prøver at råbe lægerne op, fordi de ikke mener, det giver nogen mening eller tjener noget formål, at jeg er indlagt. Jeg kan mærke velviljen, men også at de bliver ignoreret af lægerne.

Jacob Skyggebjerg er aktuel i Vild med bøger på DR K i aften kl. 21.30. Forfatter Charlotte Strandgaard er også gæst, og Flemming Møldrup er vært på programmet.

Facebook
Twitter