Giftgas og hackerangreb: Her er 5 veje til at forstå Putins Rusland

Ruslands-ekspert og krimiforfatter Leif Davidsen guider dig til de bedste bøger, der gør dig klogere på Rusland i dag.

(Foto: Sasha Mordovets © (c) Getty images)

Putins Rusland er landet med valgsvindel, militære provokationer, spionmord og fake news.

Gennem de sidste fire år, siden invasionen i det østlige Ukraine, er Rusland i stigende grad blevet Vestens fjende, både i militært og politisk.

- Før 2014 var vi venner med russerne. Vi danskere eksporterede en stigende mængde varer, medicin, øl, fødevarer. Og pludselig gik det galt, nu er der boykot og handelssanktioner, og vi skal gentænke vores forsvar, påpeger Leif Davidsen.

Netop derfor er der mere grund end nogensinde til at sætte sig ind i, hvad det er for en sjæl og historie, der danner fundamentet for vores frygtindgydende nabo mod øst.

Leif Davidsen har som forfatter selv skrevet bogen Djævelen i hullet om det moderne Rusland. Om den frygt, som for eksempel bor hos de baltiske lande for de russiske 'små grønne mænd'.

- Balterne er meget bange for, at russerne sender 'små grønne mænd', specialsoldater forklædt som baltere, ind over deres grænser for at dræbe russere og måske brænde en russisk-ortodoks kirke ned. Så ville Putin kunne sige, at det er hans pligt at forsvare den russiske verden, uanset hvor den er truet. Og så ligger invasionen lige for.

Vi har bedt den tidligere Moskva-korrespondent og forfatter til en stribe spændingsromaner om Rusland om at anbefale en håndfuld bøger, der gør det lidt lettere at forstå, hvad der foregår.

Mikhail Bugakov: Mesteren og Margarita

- Det her er en fremragende roman og en af klassikerne i nyere, russisk litteratur.

Handlingen foregår under Stalin-tiden, i 1930'ernes Moskva. Her kommer selveste Djævelen til Moskva i skikkelse af en mand, og det fører til en lang række russiske forviklinger.

- Det er en bog, som russerne elsker. Den er god at læse også i dag, fordi den giver et indblik i den russiske psyke eller russiske sjæl, om man vil, siger Leif Davidsen.

- Der er jo et eller andet med, at russerne, hvis man skal generalisere på landets 145 millioner indbyggere, har den her anderledeshed. Især de ældre generationer har i sig en modsætning mellem at fremstå indesluttede og mutte, og så samtidig at være nogle fantastiske mennesker, når man lærer dem at kende privat.

Forfatteren beskriver russerne generelt som meget optagede af netop litteratur.

- De går meget op i at diskutere ting som den russiske sjæl, om engle har vinger og meningen med tilværelsen. Det er denne roman et godt udtryk for. Det er de store følelser, og de store spørgsmål om liv og død. Det her med Djævelen om ret og forkert, moral, synd og tilgivelse. Det er de temaer, som står tilbage i de største russiske romaner, synes jeg.

Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf

- Forbrydelse og straf er også en bog som jeg holder virkelig meget af. Det er en fabelagtig kriminalroman, men hovedpersonen er i virkeligheden en by, den by, den foregår i: Sankt Petersborg. Som stadig ligger meget, sådan som den gjorde på Dostojevskijs tid med kanaler og broer og barokhuse, fortæller Leif Davidsen.

Bogen tager udgangspunkt i den unge Raskolnikovs mord på en gammel pantelånerske. Efterfølgende plages han af både samvittighedskvaler og lange overvejelser om skyld, straf og forbrydelse.

- Det er for mig meget russisk, at han kan bruge mange sider på at tale om de ting. Skal man melde sig selv? Kan mordet undskyldes, fordi hun var en ond kvinde, og han er en fattig student?

- Alle russere kender Dostojevskij. Han var allerede stor i sovjet-staten, fordi han var ved at blive henrettet af Zaren, det gav ham en vis glorie i kommunisttiden, siger Leif Davidsen.

Dostojevskij var så tæt på henrettelsen, at han var stillet op foran soldaterne. De stod på række, klar med geværerne til at skyde.

- Og så kom der i sidste øjeblik en budbringer med en benådning fra Zaren. Forfatteren blev i stedet sendt i eksil i Sibirien. Han skriver et sted i et brev til en ven: 'Oplevelsen ændrede mig for bestandig'. Det tror jeg gerne, smiler Leif Davidsen.

Tom Rob Smith: Barn nr 44

- Debutromanen fra engelske Tom Rob Smith er en meget speciel og spændende krimi. Den foregår i 1953, hvor man jo formelt, som gennem hele sovjet-tiden underspillede, at der fandtes kriminalitet.

Faktisk bygger krimien på en rigtig sag med en seriemorder, som huserede i starten af 1950'erne. I romanen er der så en efterforsker, der begynder at få mistanke om, at de mange dødsfald ikke er hændelige.

- I politi-systemet og kommunistpartiet vil de ikke høre på ham. For seriemordere var noget, man havde i USA eller London. Men ikke i den socialistiske virkelighed.

- Derfra ruller den unge forfatter meget behændigt hele sagen op og udstiller samtidig det hykleri og dobbeltmoral og de mange modsætninger, som gennemsyrede det kommunistiske system, mener Leif Davidsen.

Og bogen gør os endda klogere på Rusland, som det er i dag.

- Der er stadig meget, man fejer ind under gulvtæppet eller påstår forholder sig modsat virkeligheden. Nej, sagde Putin i sin tid, der var ingen soldater på Krim, jo, sagde han året efter. Nej, vi har ikke støttet oprørerne i det østlige Ukraine, jo, det har vi. Den der dobbelt-tydighed og løgnagtighed, som gennemsyrede Sovjet-staten, den findes stadig i bedste velgående.

Conor O'Clery: Moscow, December 25, 1991.

- Dette er en fakta-bog, som desværre ikke er oversat til dansk. Men det er en bog, jeg ville ønske, jeg selv havde skrevet.

Forfatteren er en irsk journalist og tidligere Moskva-korrespondent. I den skildrer han Sovjetunionens opløsning ved at fortælle, hvad der skete den 25. december 1991, den dag, hvor unionen formelt ophørte med at eksistere.

- Præsident Mikhael Gorbatjov slutter dagen med at gå på tv og meddele, at Sovjetunionen ikke eksisterer. Derpå ryger den røde fane ned, og op kommer den russiske trikolore. Det er den dag, hvor han må overlade atomkoderne til det enorme våbenlager til Boris Jeltsin. Og bogen skildrer den indædte magtkamp, som foregår mellem de to.

Leif Davidsen er overbevist om, at Sovjetunionens opløsning i 1991 er den største historiske begivenhed i hans levetid. På godt og ondt.

- Selv om jeg ikke er fan af Putin, så har han sagt noget klogt. 'Den, der ikke begræder Sovjetunionens opløsning, han har intet hjerte, den der ønsker Sovjetunionen tilbage, han har ingen hjerne. '

- Hvis man har lidt empati for almindelige mennesker, var det en katastrofe, der ramte dem dengang, også mentalt. De gik fra at være borgere i en supermagt, godt nok en kedelig, kommunistisk, fattig stat, men det var en supermagt, og til at blive borgere i et u-land, der ikke ville hjælpes. Et Øvre Volta med atomvåben, men uden bananer.

- Det gjorde, at russerne fik et nederlagstraume, følte sig trådt på og bragt ud af kurs. Og det er en af forklaringerne på Putins popularitet, at han fik genrejst en stolthed i befolkningen.

Amor Towles: En gentleman i Moskva

- Den er en fortryllende roman, som måske lyder kedelig, når man fortæller om den. Men det er den absolut ikke, skynder Leif Davidsen sig at sige.

Romanen handler om en greve, som i 1922, lige efter revolutionen, bliver dømt af en folkedomstol. Det gjorde mange millioner dengang, og mange af dem blev henrettet. Men denne greve beholder livet, fordi han i 1905 har skrevet et digt om moderlandet og revolutionen.

I stedet bliver han dømt til livsvarig stuearrest på hotel Metropol, et fint gammelt hotel lige ved den Røde Plads i Moskva. Greven får dog ikke lov at bo i sin sædvanlige suite, men bliver installeret under taget i et lille bitte hul af et værelse.

Der på hotellet skal han være resten af sine dage. Og hvis han nogensinde forlader det, bliver han skudt.

- Gennem fire årtier følger man denne egentlig meget civiliserede greve, en mand fra en svunden tid. Bogen beskriver hans liv på hotellet som tjener og kokkemedhjælper, og hans forhold til de gæster, der kommer, hotellets beboere og til landets magthavere og KGB, forklarer Leif Davidsen.

- Det er meget velskrevet og livsbekræftende bog.