Glem streaming-tjenesterne! Her er 5 bøger, der slår serierne

Romaner og tv-serier er en skøn cocktail, der kan give nyt liv til bøgerne, mener bogblogger.

Er du gået i stå på seriefronten, var det måske en idé at kaste dig over bøgerne, der har leveret historierne til mange af tidens gode serier. (Foto: Grafik: Oliver Seppo © dr)

Det er ikke altid, vi ved det, men mange af de serier, som vi elsker at binge hjemme fra sofaen aften efter aften, startede faktisk som bøger.

Bøger, der i den grad også er værd at læse.

Det gælder for eksempel den spritnye HBO Nordic-serie 'Beartown', der er baseret på bestselleren 'Bjørneby' af Fredrik Backman – den svenske forfatter, der også har hittet med romanen 'En mand der hedder Ove'.

Og det er virkelig interessant, når en serie er baseret på en roman, mener Amanda Petrea Ibsen.

Hun blogger om bøger på Instagram under navnet Bogdoktor og har flere gange oplevet, at en gammel roman får helt nyt liv, efter hun har set den som serie.

Lige for tiden glæder hun sig derfor "helt vildt" til at se, hvad Disney+ får ud af Rick Riordans populære bogserie 'Percy Jackson', der er på vej som serie på den nye streamingtjeneste.

- Det bliver megastort! Vi er en masse bognørder, der glæder os meget i hvert fald, siger Amanda Petrea Ibsen.

Nogle gange giver det hende lyst til at læse eller genlæse bogen, når hun ser en serie, der er baseret på et litterært værk. Sådan har det i hvert fald været med disse fem bogværker, som hun herunder anbefaler dig at læse dette efterår.

Og Amanda Petrea Ibsen kommer vidt omkring i genrerne, så der er bøger for enhver smag.

Klar, parat, læs!

1

'The Handmaid's Tale'

Elisabeth Moss spiller hovedrollen som June i serien 'The Handmaid's Tale', der foregår i et dystopisk, totalitært samfund, hvor kvinder behandles som statens ejendom. (© HBO Nordic)

Mange kender sikkert den roste serie 'The Handmaid's Tale', men oprindeligt er det en roman af Margaret Atwood, der udkom i 1985.

- Det er jo efterhånden længe siden, og derfor tror jeg også, at mange slet ikke var klar over, at serien faktisk er baseret på en bog. Det er nok en af de bedste filmatiseringer, jeg overhovedet har set, og det er lige før, jeg faktisk er mere vild med serien end bogen, men bogen er nu også virkelig god.

Det er bestemt ikke en fortælling for børn, for den er meget barsk, fortæller Amanda Petrea Ibsen:

- Den foregår i et dystopisk samfund, hvor kvinder er reduceret til at være leverandører af babyer gennem systematiseret voldtægt. Det er et skrækkeligt scenarie, men der er også paralleller til vores tid – i nogle lande kæmpes der for eksempel stadig for kvinders ret til at få abort.

2

'Game of Thrones'

Nikolaj Coster-Waldau slog for alvor igennem uden for Danmark med sin rolle i HBO-serien 'Game of Thrones'. Men du bør også forkæle dig selv med bøgerne, mener Amanda Petrea Ibsen – så får du tilmed en anden afslutning på fortællingen. (© HBO Nordic)

- De fleste kender 'Game of Thrones' som serie, men George R. R. Martins bøger i fantasyserien 'A Song of Ice and Fire' – som tv-serien er baseret på – er altså også virkelig gode. Og det sjove er, at 'Game of Thrones' faktisk er en af de serier, der ikke er tro mod bøgerne.

Serien sluttede nemlig med en sæson otte sidste år og er derfor foran bøgerne, for George R. R. Martin mangler stadig at udgive de sidste to bøger af sit fantasyværk om magt og kærlighed.

- De første sæsoner var nærmest én til én med bøgerne, men så gik serien og bøgerne i hver sin retning, så jeg glæder mig til at læse forfatterens egen afslutning på fortællingen.

- Men de to bøger har været længe undervejs – nogle siger, at han har fået præstationsangst på grund af tv-serien. Men så kan man jo nå at læse de andre i bogserien, inden de sidste udkommer, siger Amanda Petrea Ibsen.

3

'The End of The F***ing World'

Alex Lawther og Jessica Barden spiller hovedrollerne i 'The End of the F***ing World', der indtil videre har fået to sæsoner. (Foto: Courtesy of Netflix © Netflix)

- Man kan nemt få det indtryk, at tegnede fortællinger er for børn, og så begynder man på universitet og vil gerne læse lange bøger. Men i sommer begyndte jeg virkelig at elske graphic novel-formen, fordi man både får det gode fra bøgerne og det visuelle, hvilket man jo ellers kun får på film og i serier.

- Og en af dem, jeg læste, var 'The End of The F***ing World', der også ligger som serie på Netflix. Serien er ret dyster.

Fortællingen i bogform er skrevet og tegnet af Charles Forsman.

- Tegningerne er sort-hvide, men alligevel synes jeg, at det er en farverig historie, for den handler om to unge på flugt. Alyssa og James stikker af fra deres familier, og James drømmer om at slå et menneske ihjel, men det viser sig ikke at være så nemt med Alyssa ved sin side.

4

'Det Gyldne Kompas'

Den forældreløse pige Lyra er skæbnebestemt til at afgøre fremtiden i en skræmmende, parallel verden, hvor der er hekse, panserbjørne og forsvindende børn. (© HBO Nordic)

- 'Det Gyldne Kompas' – eller 'His Dark Materials' på engelsk – er en fantasybogserie skrevet af Philip Pullman. Den første bog blev filmatiseret i 2007, men jeg blev så skuffet over, at de kun lavede én film, for jeg elskede bøgerne. Men så lavede HBO den som serie sidste år, og det virker til, at den har fået meget større succes nu.

- Jeg har både set filmen og serien, og jeg synes, det var dejligt at få mange flere detaljer på med serien. Hvis en bog på 400 sider presses ned i en film, der varer under to timer, får man jo ikke det hele med. Heldigvis laver de en sæson to af serien.

I bogen har alle mennesker en såkaldt "daimon" – din sjæl i form af et dyr, der følger med dig overalt. Her følger vi pigen Lyra og hendes daimon Pantalaimon, som oplever, at en masse børn pludselig forsvinder.

- Den er god, og det er en af mine yndlingsbogserier, siger Amanda Petrea Ibsen.

5

'Anne fra Grønnebakken'

Amybeth McNulty spiller hovedrollen som Anne i Netflix' fortolkning af 'Anne fra Grønnebakken'. (Foto: Ken Woroner/Netflix © Netflix)

- Det er jo en klassiker. Jeg har læst den for mange år siden i forbindelse med noget skole, men jeg har faktisk næsten lige købt den i en ny udgave, fordi jeg så den som serie på Netflix og tænkte: Den skal jeg bare læse igen.

På Netflix hedder den 'Anne with an E' og handler ligesom bogen om den forældreløse pige Anne, der efter en voldelig barndom og et ophold på børnehjem, ender med at bo hos et søskendepar på Grønnebakken, hvor der venter hende flere udfordringer.

- Historien om Anne er så megahyggelig, og det er sjovt, at en klassiker som den kan ende på Netflix, selvom den er filmatiseret virkelig mange gange. Serien fangede meget fint den stemning, som jeg følte, da jeg læste bogen første gang.

- Jeg læser virkelig meget, men gider ikke altid klassikerne, der godt kan være lidt tunge, så det er fedt, når de bliver til serier, fordi man får man øjnene op for sådan en klassiker igen, siger Amanda Petrea Ibsen.

'Anne fra Grønnebakken' af Lucy Maud Montgomery udkom i 1908.

Facebook
Twitter