"I bedste fald ender jeg med at fange mit mandeskelet i en kvindekrop. Det vil være min sejr over biologien!"

Gry Stokkendahl Dalgas er hudløst ærlig i sit værk 'Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej'.

Værket er en blanding af digte, optegnelser og breve. Dalgas begyndte at skrive på værket samtidig med, at hun sprang ud som transkvinde i efteråret 2017 og efterfølgende ventede på at blive godkendt til hormonbehandling.

Nu er 'Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej' med i kapløbet om den fornemme Bogforum Debutantpris og 50.000 kroner.

Vi har taget en snak med Gry Stokkendahl Dalgas om repræsentation, hendes egen transition, og hvad hun håber at opnå med det autofiktive værk.

De følgende ord er hendes:

Et problem, mange ikke kender til

- Jeg begyndte at skrive, da jeg opdagede, hvilket behandlingssystem man byder alle transkønnede i Danmark. Det er skrevet samtidig med, at jeg ventede på at blive godkendt til hormonbehandling.

- Det er en blanding af min egen stemme og andre transkønnedes stemmer, men tager først og fremmest udgangspunkt i mine erfaringer.

- Jeg har været på hormoner siden marts 2019. Det tog halvandet år, fra jeg kom ud, til jeg var blevet godkendt af behandlingssystemet, Sexologisk Klinik. Bogen tog lige så lang tid at skrive.

- Man skal udredes over seks samtaler. Og samtidig er det danske behandlingssystem overbelastet af mængden af patienter, der skal tilses, samt af en begrænset mængde ressourcer. Det skaber en massiv ventetid i forhold til godkendelsen af hormonbehandlingen.

- Bogens handling foregår, mens jeg'et venter på at blive en del af systemet. Den skrives fra det sted: Ventetiden. Og det er fra dét sted, det nervøse sted, at jeg ville tale om behandlingssystemet og påpege, at der virkelig er et samfundsmæssigt problem, som ikke særligt mange kender til.

'Vi forsøger hele tiden at tilpasse vores livshistorier'

- Ventetiden er alt for lang, og der er en gennemgående problematik omkring, at behandlingssystemet ikke tror på folks følelser og erfaringer. Behandlingssystemet sætter spørgsmålstegn ved folk, hvilket opleves som ubehageligt af mange.

- Jeg var blandt andet til to vurderingssamtaler. Der skulle jeg beskrive mit liv og nærmest bevise, om jeg var rigtig transkønnet. De samtaler handlede om alt fra, om jeg har haft et konsistent kønsudtryk igennem hele mit liv, til om jeg havde kropsligt ubehag over de træk, jeg er født med.

- Dér følte jeg, at jeg spillede 'Sænke slagskibe' over for psykologen, som udspurgte mig - jeg ville gøre alt for at svare rigtigt på spørgsmålene.

- Det er en almindelig erfaring som transperson her i Danmark. Vi forsøger hele tiden at tilpasse vores livshistorier for at kunne passe ind i, hvad behandlingssystemet siger er de rigtige erfaringer og følelser at have som transkvinde eller transmand.

- Selve behandlingen på Sexologisk Klinik er god nok. De ansatte er bare underlagt nogle krav fra højere myndigheder, der besværliggør en menneskelig behandling af de personer, der skal igennem systemet.

- Mit store spørgsmål er, om man bør udsætte transkønnede for så stor tvivl, som man gør i dag. Det er ok at stille spørgsmål, men det er ikke rart for noget menneske at være udsat for et system, der tvivler på selve ens fortælling.

Repræsentation gør en forskel

- Der er en tekst i bogen, hvor jeg'et lister en række forskellige aldre op, hvor hun har opdaget sin transkønnethed, og derefter lagt låg på de følelser igen: 7, 9, 13 og 22. Jeg erkendte det for alvor i efteråret 2017. Dér indså jeg, det var en reel mulighed at leve som transkønnet, at det var en drøm, som jeg kunne følge.

- Jeg har manglet et reelt kropsligt billede på, hvad jeg drømte om. I dag er der en større repræsentation af transkønnede i medierne, og dermed kan flere og flere finde ud af, at det er muligt at leve et lykkeligt og godt liv som transkønnet.

- Jeg tror, at det er derfor, at vi ser flere og flere springe ud i disse år. Repræsentationen gør så stor en forskel.

- Det har ikke været nogen kamp for mig at få accept fra mine venner og familie. Jeg'et taler fra sit sted, ventetiden, og der er hun nervøs for at blive ramt af en manglende accept. Men samtidig opdagede jeg selv, mens jeg skrev, at accepten faktisk var der.

- Den kom fra mine forældre, mine venner og min familie. Det har været enormt dejligt og meget overvældende at opleve.

- Jeg tror faktisk ikke, det er så svært at acceptere andre. Men mange vil jo støde på erfaringer, de ikke kender til på egen krop i mødet med transkønnede, og så er det svært med den forståelse og accept. Man skal have et sted at begynde den accept fra.

- Jeg håber, min bog kan være ét af de steder, hvor accepten kan starte fra.