Han skriver om blod, sæd og solcreme: Nu kan 28-årig dansk komet vinde kæmpe pris

Jonas Eika kaldes "kropsvæskernes mester". Han er den ene af to danskere, der kan vinde Nordisk Råds prestigefulde litteraturpris.

Jonas Eika har med sin blot anden udgivelse opnået at blive nomineret til den fornemme nordiske pris. (Foto: pressefoto © Forlaget Basilisk)

Den 28-årige forfatter Jonas Eika har godt nok kun udgivet to bøger, men han er allerede kommet i rigtig fornemt selskab.

Hans seneste novellesamling 'Efter solen' er nemlig netop blevet indstillet til den fornemme pris, Nordisk Råds litteraturpris.

Det samme er den populære forfatter Helle Helle, der er nomineret for sin roman 'De'.

Sammen med 11 andre nordiske forfattere dyster de to danskere nu om at modtage prisen, der bliver uddelt 29. oktober i Stockholm.

Den unge Jonas Eika er dog allerede vant til priser – om end denne her er blandt de allerstørste for forfattere herhjemme. Sidste år modtog han for eksempel Michael Strunge Prisen.

Bogekspert Klaus Rothstein fra 'Skønlitteratur på P1' er én af dem, der har læst 'Efter solen'.

- Det er mærkelige noveller, som man godt kan kalde fantastiske noveller – forstået på den måde, at de ligger i forlængelse af den almindelige virkelighedsverden.

- Samtidig er det noveller, der udtrykker en klimabekymring på en handlingsmættet og ret eksperimenterende facon, siger Klaus Rothstein.

Klima, sæd og parfumeret bodyshower

I en af novellerne følger man en 15-årig såkaldt beach boy, der arbejder som prostitueret i Mexico. I en anden møder læseren parret Rachel og Antonio, der kæmper med sorgen efter at have mistet deres tvillingedøtre.

Da Litteratursiden.dk anmeldte 'Efter solen' sidste år, roste anmelderen Jonas Eika for at være 'miljøtegningens og væskernes mester' – kropsvæskerne, forstås.

- Samlingens forførende sci-fi-noveller svæver mellem virkelighed, fantasi og syrede syner. De er optaget af krop og (krops)væsker, imens de positionerer mennesker over for andre mennesker eller organismer/teknologiske størrelser.

- Det flyder bogstaveligt talt med sæd, blod, parfumeret bodyshower, aftersun og vand, skrev Litteraursiden.dk i 2018.

Og da Politiken gav den fire hjerter i sommer, skrev en chokeret anmelder om værket:

- Der er scener i disse noveller, jeg har læst med halvlukkede øjne og bogen i strakt arm, ligesom når man sætter hånden for øjnene i biografen og kun ser ud mellem fingrene.

Klaus Rothstein forklarer, at Jonas Eikas fokus på klima og kroppen ligger meget godt i tråd med, hvad der rører sig i litteraturens verden for tiden.

- Både klima, krop og natur fylder meget i litteraturen lige nu, siger han.

Nordisk Råds Litteraturpris gik senest til Danmark i 2017, da Kirsten Thorup modtog den for sin roman 'Erindring om kærligheden'. Udover æren, følger der også 350.000 kroner med prisen.

Om Jonas Eika vinder prisen i år, afsløres 29. oktober.

Facebook
Twitter