Med morgenbrød i hånden og sin storesøster ved sin side er Jeanne Goldschmidt på vej hjem fra bageren. Hun er syv år på det tidspunkt, og det er en tidlig morgen på Jægersborg Allé i Charlottenlund, nord for København.

Nær deres hus bliver de stoppet af en lille mand med overskæg og hat. Han er gråsprængt og har "meget intense, mørke øjne". Ved siden af ham står en meget elegant kvinde i en frakke med pelskrave.

- Bor I i nummer 10? spørger han.

- Og hedder I Goldschmidt?

De to, små piger er for generte til at svare en "fremmed", og farfaren går den anden vej, mens de to piger går hjem med morgenbrød.

Det var det. Jeanne Goldschmidts første og eneste møde med sin farfar. En farfar, der døde i 1959 som berømt kunstner, og som siden det ene møde har været i hendes bevidsthed. Rumsteret omkring i hendes hoved med referencer på både godt og ondt fra familie og bekendte.

- Det har altid været i mig, det møde, siger hun.

Med og uden kærlighed

I begyndelsen af det forgangne årti besluttede hun sig så for at få undersøgt, hvem denne mystiske farfar var.

Det er der nu blevet en bog ud af. I en alder af 73 år har Jeanne Goldschmidt udgivet sin første bog. En roman, endda. Den har taget et par år at skrive, mens researchen har stået på i omkring ti år.

I 'Faster Hildas testamente', som bogen hedder, fortæller Jeanne Goldschmidt sin farfars historie, som hun har skabt den, gennem gamle breve, minder og fortællinger.

- Jeg kryber ind i hans frakke og forsøger at være ham, forklarer den 73-årige debutantforfatter.

Ernst Goldschmidt, Jeannes farfar, var en respekteret kunstskribent og levede et bohemeliv som en del af den kulturelle elite i København og omegn og i Paris - som forfatteren naturligvis besøgte i forsøget på at gå i sin farfars fodspor. Men han havde også sine problemer.

- Bogen handler om en mands liv med kærlighed - og mangel på samme, forklarer hun.

For da Ernst Goldschmidt mister sin søn, bliver hans liv vendt på hovedet, og selvom han forsøger at være der for sin familie, betyder hans livsstil og personlighed, at det sjældent lykkes. Alt dette sker med den stigende antisemitisme i Europa som et mørkt bagtæppe.

Jeanne Goldschmidt synes, at farfarens historie er en meget speciel én og undrer sig over, at hun aldrig har forfulgt den før.

- Han døde først i 1959, så jeg kunne jo have nået at se ham.

Ikke et ord om hendes lange liv

Hendes farfars historie er dog åbenbart fortalt så godt, at hun nu er hun nomineret til Bogforums prestigefyldte Debutantpris.

- "Hold da op, gamle jas. Det kan du nok også finde ud af", tænkte jeg for mig selv.

Pludselig var det ikke bare familien og vennerne, der – måske af høflighed – sagde, at bogen var god. Det gjorde anmelderne også - og nu Bogforums jury.

- Bogforum ringede mandag, og jeg tænkte, at der måske var nogle boder alligevel. Fint nok. Men så sagde han, at jeg var nomineret, og jeg blev da vanvittigt stolt. Jeg ringede til familien bagefter, og de var alle meget stolte.

Idéen til bogen opstod i mødet helt tilbage, da hun var syv år, men der skulle alligevel gå 66 år, før bogen – hendes første nogensinde - blev til virkelighed. 66 år med hvad?

- Det vil jeg helst ikke ind på. Jeg er et ganske privat menneske.

Jeanne Goldschmidt vil gerne have, at bogen får lov at stå på egne ben. At den ikke bliver farvet af hende. Og farvet af hendes liv.

- Det her må gerne stå som et selvstændigt kapitel, siger hun.

'Børnebørnene synes, at jeg er sej'

De seneste ti års arbejde kulminerede så i august, hvor 'Faster Hildas testamente' udkom og blev anmeldt positivt i store medier som Politiken og Weekendavisen.

Og hun ville da ikke have noget imod at vinde Bogforums Debutantpris, som bliver uddelt 8. november.

- Det ville da være en stor anerkendelse at vinde, siger Jeanne Goldschmidt:

Med den sene debutalder følger også, at Jeanne Goldschmidt selv har fået børnebørn, nu hvor hun fortæller sin egen farfars historie.

- Jeg vil ikke benægte, at det har betydet noget, at jeg selv er blevet bedsteforælder. Det har også været en drivkraft, at de skulle vide og kende til ham.

Og på den måde bliver bogen en stenstøtte for hendes farfar. Hans sidste ord og den definitive fortælling.

- Jeg ville give ham liv og udødeliggøre ham. Lade ham stå til historien.

- Og så er det da skønt, at børnebørnene synes, at jeg er sej.