'Helt eminent!' Nu bliver succesroman til tv-serie

Kærlighedshistorien 'Normale mennesker', der har taget verden med storm, bliver serie-matiseret af BBC.

Det er 24-årige Paul Mescal og 21-årige Daisy Edgar-Jones, der skal spille rollerne som Connor og Marianne i serieudgaven af 'Normale mennesker'. (Foto: Rachel Murray © Getty Images)

Seks stjerner.

Den type anmeldelse er ikke uvant for Sally Rooney, der sidste år udkom med bestselleren 'Normale Mennesker'.

Hendes bog er blevet lovprist i hele verden, og derfor er det måske heller ikke alletiders største overraskelse, at hendes roman nu bliver serie-matiseret.

'Normale mennesker' er nemlig blevet lavet til en tv-serie i samarbejde med britiske

BBC
og amerikanske Hulu, hvor den har premiere henholdsvis den 26. og 29. april. Du kan se traileren her.

Bogen handler om velstillede Marianne og trængte Connor, der gennem en årrække støder på hinanden i et lille samfund.

Sally Rooney er født i Irland i 1991. Hun debuterede med 'Conversations with Friends' i 2017. 'Normale Mennesker' er hendes anden bog. (Foto: Simone Padovani © Getty Images)

Og selvom det umiddelbart kunne lyde som en klassisk kærlighedshistorie, man har hørt før, så er dét ikke tilfældet.

I hvert fald ikke hvis man spørger forfatter Tine Høeg, der selv slugte bogen på et par dage.

- Det er en fortælling om klasseskel og to forskellige måder at være til i verden på. Men det er for mig primært en fortælling om tiltrækning og fascination – om hvordan to mennesker drages mod hinanden, siger hun og fortsætter:

- Sally Rooney beskriver helt eminent, hvad der sker, når to mennesker forelsker sig i hinanden, hvordan man nærmer sig hinanden både med kroppen og med sproget, hvordan det møde finder sted.

Indeholder flere lag

Bogen fik blændende anmeldelser, og heller ikke Tine Høeg er sen til at rose de fintfølende evner, hun mener, Sally Rooney har for at opfange den måde, folk taler sammen på og gengive det i sin roman.

- Man føler, at man er til stede i rummet sammen med karaktererne, deres sitren forplanter sig i læseren, lyder det fra forfatteren.

- Bogen viser, hvordan det både handler om at udfordre hinanden og at blotte sig for hinanden, når man er tiltrukket – en intens leg, en kredsen. Den dynamik er sindssygt spændende og meget almengyldig. Jeg tror, alle kan genkende den.

Tine Høeg debuterede i 2017 med 'Nye rejsende', der sikrede hende Bogforums Debutantpris 2017 for sin bog. Om lidt er hun klar med sin næste bog 'Tour de chambre', der udkommer 27. maj. (Foto: Laerke Posselt)

Men det hele er ikke kun kærlighed og romantik. Under overfladen behandler bogen ifølge Tine Høeg også temaer som klasseskel og

privilegier
.

- Det kommer til udtryk i måden, de taler sammen på. Deres forskelle og skænderier udspringer af noget, som også er klasse. Romanen bliver en beskrivelse af det omgivende samfund, men alt er bundet sammen i relationen mellem hovedkaraktererne.

Fjernsynets faldgruber

Bogen bliver som nævnt nu til en serie med premiere i slutningen af april.

Hovedrollerne som Marianne og Connor bliver spillet af Daisy Edgar-Jones and Paul Mescal.

Tidligere har 21-årige Daisy Edgar-Jones været med i den fransk-amerikanske tv-serie 'War of the Worlds', der udkom sidste år.

Hendes medspiller i 'Normale mennesker', Paul Mescal, har før gjort sig bemærket på de skrå brædder, hvor han har spillet med i opsætninger af 'The Great Gatsby' og 'En skærsommernats drøm'.

Men der kan være flere faldgruber, man skal være opmærksom på, når man laver en bog om til en film eller en tv-serie, mener Tine Høeg.

- Jeg tror ikke, man skal forsøge at oversætte originalværket en til en, men være lidt modig. Jeg synes selv, at de bedste bearbejdninger er dem, hvor stoffet bliver transformeret til noget nyt.

- Der vil nok altid være fans af bogen, som ikke forstår de valg, man har truffet i tv-serien, men jeg synes, man skal betragte det som to tvillingeværker, der kan hver deres ting.

Facebook
Twitter