Høegs nye superkvinde Susan både skuffer og begejstrer

'Effekten af Susan' er for træg, mener de mest negative anmeldere om forfatteren Peter Høegs nye roman.

'Effekten af Susan' kan blive forfatterens store comeback, mener Politikens litteraturredaktør.

Eksperimentalfysikeren Susan Svendsen, den 43-årige hovedperson i Peter Høegs nye roman 'Effekten af Susan', har ikke så lidt til fælles med Smilla fra bestselleren 'Frøken Smillas fornemmelse for sne' fra 1992.

Begge er de superkvinder, der formår at holde deres læsere underholdt, lyder det fra flere anmeldere i fredagens aviser.

- Thrillerformen og den kvindelige hovedperson med særlige evner leder selvsagt tankerne hen på Smilla, skriver Jyllands-Postens anmelder og giver bogen fem stjerner.

Det store comeback til Høeg

Romanen, der primært finder sted i et København, der er ved at ramle sammen under stigende energi- og fødevarepriser, massedemonstrationer og plyndringer, får også fem hjerter i Politiken.

Litteraturredaktør hos Politiken, Jes Stein, mener, at 'Effekten af Susan' kan blive forfatterens "store comeback hos de læsere, der synes, at han har været på afveje" siden Smilla. Han karakteriserer romanen som en toptunet og ferm femi- og klimathriller.

For meget en konstruktion til at overbevise

Berlingske kvitterer med fire stjerner og kalder romanen for en ambitiøs blanding af thriller, apokalypse og populærvidenskab samt en tilbagevenden til det sted, hvor verdensberømmelsen begyndte.

Dog er den "for meget en hybrid, for meget konstruktion, til virkelig at overbevise som stor litteratur".

- Men som undergangsthriller med et menneskeligt ansigt underholder den fint, så længe den varer, skriver anmelderen.

Bogen mister flyvehøjde

Information uddeler ikke stjerner, men en overvejende negativ anmelder kalder romanen, der på andensidste side når frem til forfatterens budskab om at "længst inde i en selv er de andre", gennemkalkuleret formidlet.

- Problemet er bare, i hvert fald for denne læser, at bogen på det tidspunkt for længst har tabt tempo og mistet flyvehøjde, skriver information.

Spændingskurven er for træg

Heller ikke Ekstra Bladet har megen fidus til Susan, der ikke har samme uforudsigelige charme som Smillas historie, lyder det.

- Dertil er især Susan for fersk, spændingskurven for træg, og den noget new age-agtige bundklang for tyk til for alvor at bide sig fast, mener anmelderen og nøjes med tre stjerner.

/ritzau/