'Hold kæft, hun kan skrive!' Nybagt mor skovler priser ind for debutroman

Forfatter Pernille Abd-El Dayems debutroman har været længe ventet, og den skuffer ikke.

- Hold kæft, hun kan skrive!

Så kort kan man ifølge Weekendavisens litteraturanmelder, Lars Bukdahl, opsummere Pernille Abd-El Dayems talent.

Inden for en måned er den 34-årige forfatter blevet tildelt hele to priser for sin anden bog, debutromanen 'June'.

I eftermiddag modtog hun Strunge-prisen, som er opkaldt efter og bliver uddelt på den afdøde digter Michael Strunges fødselsdag. For en måned siden modtog hun også Blixenprisens talentpris.

- Jeg er meget begejstret for hendes skrift og forfatterskab og har været det i mange år, siger Lars Bukdahl, som var en af de mange litteraturkritikere, der sendte en rosende anmeldelse efter 'June', da den udkom sidste år.

Havde høje forventninger til debuten

Det er ti år siden, at Lars Bukdahl første gang læste et digt af Pernille Abd-El Dayem og antog det i tidsskriftet 'Hvedekorn', som han er redaktør for.

Han havde derfor høje forventinger til hendes første bogudgivelse, der kom i 2015. Og de blev til fulde indfriet, understreger han.

Lars Bukdahl er især er vild med Pernille Abd-El Dayems beskrivelser:

- Det fantastiske er, at hun har så fint og skarpt et blik og øre for verden, for mennesker, for ting og sager - og det har både en poetisk klarhed og underfundighed over sig.

Pernille Abd-El Dayem sammenligner selv June, som er hovedpersonen i hendes bog af samme navn, med et blik mere end en egentlig karakter.

- June interesserer sig for ting, der er ved at gå i stykker, alt fra hendes onkels krop, som er ved at falde fra hinanden på grund af den måde, han lever - til et deformt lam, som ikke kan overleve, fordi mennesker har forurenet naturen omkring det, fortæller hun.

Kan skrive om hvad som helst

I romanen rejser June på en ferie sydpå for en arv fra sin afdøde morfar. Det udgør bogens ene spor, mens det andet er forskellige barndomserindringer med mor, morfar og onklen, som er narkoman.

Det er ikke ligefrem 'actionmættet' handling, siger Lars Bukdahl, der kalder bogen 'fordommen om et typisk Forfatterskole-skrift'. Men det er okay, for den 34-årige forfatter kan i princippet skrive om hvad som helst, mener han.

- Når den hverdag, vi alle deler, kommer i hænderne på en rigtig kunstner, så står den pludselig og stråler, siger Lars Bukdahl, som glæder sig til at læse mere fra Pernille Abd-El Dayems hånd.

Men der kommer nok til at gå noget tid endnu, da hun for nylig er blevet mor og derfor har tilladt sig selv at holde lidt fri fra at skrive.

Til gengæld er der masse at leve op til, når hun engang er klar med bog nummer tre, fortæller han.

Siden forlaget Gyldendal i 2012 overtog uddelingen af Strunge-prisen og ændrede den fra at være en 'digter-pris' til en pris, der gives for en forfatters bog nummer to, har flere prismodtagere ifølge Lars Bukdahl udmærket sig ved at'blive vigtige og sætte sig spor'.

Det gælder blandt andet de her tre, som han har valgt at fremhæve:

Kosmisk slacker-fyr

(Foto: Sofie Amalie Klougart © Gyldendal)

I 2014 fik Theis Ørntoft Strunge-prisen for sin anden digtsamling 'Digte 2014', som af priskomitéen blev fremhævet for sin blanding af sortsyn med humor. De kaldte blandt andet de dommedagsagtige digte 'utroligt smukke og utroligt morsomme'.

- Den er en sjov blanding af at være sin generations ungdomskrønike samtidig med, at der er nogle vilde perspektiver ud i noget økokritisk og nærmest kosmisk, siger Lars Bukdahl om den 34-årige forfatters anden bog.

Siden har Theis Ørntoft, der ligesom Pernille Abd-El Dayem er uddannet fra Forfatterskolen, udgivet romanen 'Solar'. Den starter med, at en ung mand ved navn Theis vandrer ned gennem Hærvejen i Jylland – og herfra eskalerer det, fortæller Lars Bukdahl:

- Hvor man med de to første troede, at Theis Ørntoft var ærkelyriker, så springer han ud med den her roman om en slacker-fyr, som går rundt og ligesom kommunikerer med stjernerne.

Uforudsigelig blæksprutte

(Foto: Fryd Frydendal © Gyldendal)

En anden forfatter, som også har foretaget kvantespring i sit forfatterskab, er Olga Ravn. Hun modtog i 2015 Strunge-prisen for sin anden bog, romanen 'Celestine', som efterfulgte digtsamlingen 'Jeg æder mig selv som lyng'.

'Celestine' foregår på en jysk kostskole og fortæller både historien om en ny lærer på skolen og en indespærret ungmø, der hjemsøger stedet.

At springe fra digte til en spøgelseshistorie er typisk for Olga Ravns forfatterskab, som i dag tæller fire bøger, fortæller Lars Bukdahl:

- Hun er meget blæksprutteagtig og er mange forskellige steder. Hun er all over the place på en meget skøn og uforudsigelig facon. Det kan både være psykedelisk, politisk eller sci-fi som hendes seneste.

Olga Ravns seneste bog, romanen 'De ansatte' fra 2018, foregår på et rumskib og bliver af forlaget kaldt en 'en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede'.

Skarp og følsom

(Foto: Halfdan Venlov © Gyldendal)

Året efter, i 2016, gik Strunge-prisen til Caspar Eric for digtsamlingen, 'Nike', hvor han blandt skriver om sit handicap.

- Caspar Eric repræsenterer noget, man kunne kalde den nye knækprosa, som på en skarp og følsom måde rapporterer fra hverdagen. Hans skrift er meget klar og inderlig, siger Lars Bukdahl om den 32-årige forfatter.

Ligesom de to forrige navne har Caspar Eric også leget lidt med genrene. Hans seneste 'Alt hvad du ejer', der har tabet af et ufødt barn som omdrejningspunkt, kalder han en 'digtroman'.

- Der er også den samfundskritiske dimension hos Caspar Eric, ligesom hos Olga Ravn og Theis Ørntoft, siger Lars Bukdahl, der kalder alle tre forfattere 'mere udadvendte og aktivistiske' end Pernille Abd-El Dayem:

- Hun er i sine bøger og har ikke behov for at være hyperaktiv alle mulige andre steder.

Michael Strunge-prisen

  • Blev indstiftet i 1989 af Borgens Forlag og (sporadisk) tildelt danske digtere frem til I 2012, hvor Gyldendal overtog uddelingen. I dag går prisen til 'en dansksproget skønlitterær forfatter for dennes anden skønlitterære udgivelse'. Professor Anne-Marie Mai, forfatter Thomas Boberg og lektor Tue Andersen Nexø udgør priskomiteen bag Strunge-prisen. Med prisen følger en check på 50.000 kr.

  • Modtagere siden 2012:

  • 2019 Pernille Abd-El Dayem 'June'

  • 2018 Jonas Eika 'Efter solen'

  • 2017 Caroline Albertine Minor 'Velsignelser'

  • 2016 Caspar Eric 'Nike'

  • 2015 Olga Ravn 'Celestine'

  • 2014 Theis Ørntoft 'Digte 2014'

  • 2013 Sissel Bergfjord 'Sortedam'

  • 2012 René Jean Jensen 'Jeg har planlagt at dagdrømme'

Facebook
Twitter