Homoseksuel digter overkom depression ved at sætte ild til sine 'haters'

Amerikanske CAConrad beskriver i sin nye bog 18 ritualer, som hjalp ham over en svær depression.

Den amerikanske digter CAConrad forsøgte at flygte fra sin arbejderbaggrund, men endte endte med at skrive 'samlebåndsdigte'. Nu bruger han ritualer til at blive mere nærværende. (Foto: Jade Cruz Quinn)

Efter at hans kæreste blev brutalt voldtaget og myrdet, led den amerikanske digter CAConrad, som han kalder sig, i mange år af svær depression.

Mordet var ifølge CAConrad en hadforbrydelse, men politiet nægtede at efterforske det på grund af hans homoseksualitet, fortæller CAConrad.

I sin seneste digtsamling fra 2017 beskriver han 18 ritualer, som han udførte for at komme ud af sin depression. Et af ritualerne består i, at CAConrad printer fotos af sine haters ud og bruger papiret til at ryge med.

- Det er en slags eksorcisme for at få de her folk og deres negative tanker om os ud af vores krop og sind, siger CAConrad, der selv har oplevet modstand fra folk, efter han begyndte at få succes som digter:

- Så snart man får succes, så kommer the haters med deres skarpe knive for at ødelægge én. Og du er nødt til at elske poesien nok til at være i stand til at ignorere de hadefulde og ondskabsfulde ting, folk vil sige om dig.

Blomstersælger og læsehest

At CAConrad skulle ende som anerkendt digter og ’queer-stemme’ lå ikke ligefrem i kortene.

Han blev født i delstaten Kansas i 1966 som søn af en Vietnam-veteran og en fjortenårig pige, der var stukket af hjemmefra. CAConrad voksede op hos sin mor og stedfar i delstaten Pennsylvania, som var kendt for sin tunge metalindustri.

- Jeg kommer fra en arbejderklassefamilie, en familie af fabriksarbejdere, hvor det at være digter ikke ligefrem blev tilskyndet, fortæller CAConrad, som for nylig besøgte Danmark, hvor han deltog på festivalen Louisiana Literature.

Noget som familien til gengæld tilskyndede, var, at CAConrad skulle ud og tjene penge. Som kun otteårig blev han sat til at sælge blomster langs en motorvej i Pennsylvania – og det varede helt indtil, han var seksten år gammel.

- Jeg startede i 1974, så der fandtes ingen elektroniske spil eller telefoner dengang, som jeg kunne få tiden til at gå med, så derfor blev jeg en ivrig læser, forklarer han.

- Hver torsdag tog jeg på biblioteket og lånte en ny stak bøger til den lange arbejdsweekend med at sælge blomster. I 1975 lånte jeg en digtsamling af Emily Dickinson (kendt amerikansk digter, red.) - og det forandrede mit liv. Jeg kan med glæde sige, at jeg ikke har været den samme siden.

Fabriksmentalitet og samlebåndsdigtning

Selvom han ikke ønsker at gennemleve endnu en dag som blomstersælger, så er CAConrad taknemmelig for, at arbejdet fik ham til at læse – og senere selv skrive digte:

- Den digter jeg er blevet til, skylder jeg de år med læsning.

I starten af firserne, da CAConrad var 18 år, flyttede han til storbyen Philadelphia. Han ville langt væk fra fabriksarbejdet og den lille by, han kom fra, hvor der ikke var plads til en homoseksuel, litteraturinteresseret som ham selv. I Philadelphia begyndte han for alvor at skrive digte, og det fortsatte han flittigt med de næste tyve år.

Men efter et besøg hos sin familie i 2005 gik det op for CAConrad, at hans måde at skrive digte på i virkeligheden mindede om den samlebåndsmentalitet, han var flygtet fra.

- Da indså jeg, at min skrivepraksis var blevet til fabriksarbejde; at de fabrikker jeg havde nægtet at arbejde på, faktisk havde hjemsøgt mig, siger han og kalder den måde, han skrev på ’ren automatpilot’.

CAConrad forklarer om den mentalitet, han forsøgte at flygte fra:

- De folk, jeg voksede op iblandt, brugte de fleste af deres vågne timer på fabrikker, hvor de var forlængelser af maskinerne. Og jeg har set på nært hold, hvordan det påvirker menneskers sind, krop og sjæl. De er enten deprimeret over fortiden eller vrede over fremtiden.

- Når man er en forlængelse af en maskine i de fleste vågne timer, så er det umuligt at være rigtigt tilstede – også når man kommer hjem fra arbejde, siger CAConrad.

Ritualer mod samlebåndsdigtning

For at overkomme den 'samlebåndsdigtning', han selv var havnet i og for at skærpe sin bevidsthed, begyndte CAConrad at arbejde med det, han kalder ’somatiske poesiritualer’.

Det handler kort fortalt om at være tilstede i nuet, i kroppen – deraf det somatiske, som betyder ’det legemlige’ og er et udtryk, der især bruges inden for lægevidenskaben.

- Det første ritual, jeg skabte for mig selv, var at spise den samme farve mad i syv dage og have den samme farve tøj på. Jeg spiste for eksempel kun rød mad og havde en rød paryk på. Hen mod slutningen af den første dag kunne jeg allerede se, at ritualet gjorde mig ekstremt tilstedeværende, fortæller CAConrad.

Han fortsatte farveritualet i en uge, og hver dag skrev han lynhurtigt et nyt digt. Det var vigtigt for ham at skrive helt frit, uden at beslutte noget på forhånd eller tænke for meget undervejs i processen, forklarer han.

At være opmærksom på detaljerne

De ’somatiske poesiritualer’ er sidenhen blevet en fast del af hans praksis, og han har i flere år undervist i sin praksis på workshops i både USA og i Europa.

- På mine workshops siger jeg altid, at vi er nødt til at tænke på vores kreativitet som et vitalt organ. At være i kontakt med de redskaber, der er knyttet til vores fantasi, beriger vores liv. At give sig hen til kunsten betyder at være opmærksom på detaljerne i verden omkring os på en måde, som vi ellers ikke ville være, forklarer CAConrad.

Han er overbevist om, at poesi – og andre kunstformer – har en særlig vigtig funktion i dag.

- Verden har brug for, at alle er kreative lige nu, så vi kan finde en vej ud af alle de forfærdelige problemer, vi står over for.

Facebook
Twitter