I dag udkommer hypet dansk forfatter med ny bog: Har allerede solgt filmrettighederne

Jonas T. Bengtssons seneste roman 'Fra blokken' skal blive til en miniserie.

Rettighederne til forfatter Jonas T. Bengtssons 'Fra blokken' er allerede købt af et filmselskab til senere filmatisering. (Foto: © BRIAN KARMARK, Scanpix)

Han har prøvet det før.

At have stor succes med sine bøger – og sælge dem til senere filmatisering.

Nu gør forfatter Jonas T. Bengtsson det igen.

For selvom hans seneste roman 'Fra blokken' først er i handlen fra og med torsdag 15. oktober, er den allerede købt af et filmselskab til senere filmatisering. Det fortæller han i 'Kulturen på P1':

- Det er faktisk tænkt som en tv-serie. Jeg ved ikke, hvor mange afsnit (den skal have). Det er vist tanken, det skal være en lukket miniserie, og nu tror jeg allerede, jeg har sagt for meget.

Hovedpersonen er 'et super dumt svin'

'Fra blokken' handler om den fængslede Danny, der med Bengtssons ord er "et super dumt svin, som næsten ikke er til at holde af". Danny er venner med dydsmønstret Malik, der har læst til tandlæge, og politimanden Christian.

De kommer alle tre fra – som bogens titlen antyder – blokken. Malik er egentlig lidt for klog til blokken. Christian er lidt af en medløber. Og Danny er "det farligste dyr i skoven".

På et tidspunkt er der én af dem, der forsvinder.

Kulissen for romanen er Københavns nordvestkvarter, hvor Jonas T. Bengtsson selv har boet i omkring 20 år.

- Jeg kender kvarteret rigtig, rigtig godt og tillader mig derfor at bruge det som både en konkret virkelighed og som en form for scenografi: Som et mentalt billede på en del af København, som ikke nødvendigvis er en pæn del af byen.

Forfatter Jonas T. Bengtsson har tidligere været nomineret til DR Romanprisen for 'Sus'. (Foto: © BRIAN KARMARK, Scanpix)

Tredje filmatisering

Hvis du nu sidder og tænker, at Bengtssons scenografi, karakterer og historie lyder som noget fra en film, så er der noget om snakken.

Forfatteren har i hvert fald før skrevet i et sprog, der passer som fod i hose på det store lærred. Han har både fået filmatiseret sin debutroman 'Aminas breve' og den succesfulde 'Submarino'. Nu gælder det snart 'Fra blokken'.

- Mange gange har jeg fået tilsendt manuskripter og haft meninger om dem, og så har jeg forsøgt at være anstændig, når jeg gav mine meninger videre, forklarer forfatteren i 'Kulturen på P1'.

  • Jakob Cedergren i 'Submarino', der blev filmatiseret i 2010. (Foto: © AF Archive, Copyright (c) Mary Evans Picture Library 2020. Credit: Mary Evans/AF Archive/Canal+)
  • Esben Smed i 'Aminas breve' fra 2017. (© Scanbox)
1 / 2

Og mens han lader det stå hen i det uvisse, hvordan det går de tre venner i 'Fra blokken' – og hvem af dem, der forsvinder – så går Bengtsons eget professionelle virke strygende.

Det har det sådan set gjort, siden han debuterede med 'Aminas breve' i 2005.

- Jeg havde en gennemgående idé om, at jeg godt kunne sætte ord sammen. Og at hvis jeg sloges med det, ville der godt kunne komme noget ud af, at jeg satte ord sammen.

Som sagt, så gjort:

Foreløbig har Jonas T. Bengtsson sat ord sammen i romanerne 'Aminas breve', 'Submarino', 'Et eventyr', 'Sus' og altså senest 'Fra blokken'.

- På et tidspunkt som 26-årig tænkte jeg: "Du kan nok godt! Du kan sgu nok godt sidde inde i det der lille kammer og ryge det til og drikke nogle af de dér pantløse øl, du kan købe i kiosken, mens du prøver at sætte nogle ord sammen".

Det kan man jo kun give ham ret i.