Indiana Jones og Lara Croft får selskab: Nu bliver arkæologerne helte i krimier

Der er gået arkæologi i mange af forårets krimi-romaner. Men bøgernes efterforskere ser helt anderledes ud end filmlærredets helte.

Verdens mest kendte arkæologer er Spielbergs filmhelt Indiana Jones og den hårdtslående Tomb Raider-figur Lara Croft.

I selskab med dem er arkæologien eventyrlig, actionmættet og potentielt forskellen mellem verdens beståen eller undergang for alle.

Anderledes ser det ud, når krimiforfatterne kombinerer arkæologien med mordgåder. Netop nu er der en række forfattere, der graver i moser, henviser til oldtidens ofringer og bruger arkæologen til at opklare mord.

Har plakat med Indiana Jones

Aktuelt er det svenske Susanne Jansson med 'Offermosen', danske Mette Wessel Fyhn med 'Mosefolk' og britiske Elly Griffiths med 'Pigen under jorden'. Det er mord i kombination med klassisk arkæologi. Vi møder oldtidens landskaber, gummistøvler og antihelte.

En af forfatterne, britiske Elly Griffiths, synes, det er sjovt, at arkæologer i popkulturen forbindes med lang pisk, khaki tøj og vilde biljagter.

- Min hovedperson, Ruth Galloway, er så langt fra Indiana Jones med pisken, at hun som ironisk kommentar til sit job har en plakat hængende med ham på sit kontor, siger hun.

Arkæologen Ruth Galloway er hovedperson i forfatterens serie på foreløbigt 10 bind, hvoraf den første nu er udkommet på dansk.

Landskab med særlig betydning

Elly Griffths karakter opklarer det ene mord efter det andet ved at dykke ned i oldtidens landskaber og kombinere fundene med sin viden om tidligere tiders mytologi og ritualer.

Gerne iført gummistøvler. For der skal graves. I 'Pigen under jorden' er vi ude i marsklandskabet i det østlige England.

- Det er hverken land eller hav, men et sted midt imellem, fortæller Elly Griffiths.

Elly Griffiths bor med sin mand og to børn i kystbyen Brighton i England.

Den britiske forfatter er selv gift med en arkæolog. På en tur til marskområdet i Norfolk, fortalte hendes mand, at forhistoriske mennesker anså den type landskaber for hellige. Stederne symboliserede grænsen mellem liv og død. Og så opstod ideen om detektiv-arkæologen Ruth Galloway.

Mystiske mosehuller i mordhistorie

Danske Mette Wessel Fyhn er uddannet arkæolog og netop nu aktuel som forfatter til krimien 'Mosefolk'.

Hun har brugt sin faglige viden til at skrue et spændende plot sammen. Mette Wessel Fyhn er særligt fascineret af både det lumske landskab og den kraft, oldtidens folk har tillagt det.

- For dem, der ikke kender det, er det et farligt landskab. Man skal vide, hvor de dybe huller er, fortæller Mette Wessel Fyhn.

Mette Wessel Fyhn bor i Nordjylland og har i mange år arbejdet blandt andet med at planlægge vandreture på Hærvejen.

- Samtidig er der en kraft forbundet med mosen. Det er utroligt at tænke på, at det, du lægger derud bliver bevaret i tusinder af år.

Sorte huller af viden

Bevæbnet med skovl og omgivet af mudder kan krimiernes arkæologer og mose-efterforskere synes meget langt fra filmlærredets actionhelte. Til gengæld er figurerne meget tættere på virkelighedens arkæologer.

- Ruth Galloway kan læse landskabet og er samtidig også meget grundig. Hendes fremgangsmåde minder meget om politiarbejdet, siger Elly Griffiths.

To fag med fælles træk

Også Mette Wessel Fyhn mener, at arkæologen og politiefterforskeren har noget tilfælles.

- Arkæologer afdækker hemmeligheder, og det gør man også hos politiet, siger hun.

- Det er det, som gør det så spændende at kombinere de to fagligheder.

Mette Wessel Fyhn har trukket meget på sin baggrund som arkæolog under skrivearbejdet.

- Jeg har brugt min viden om landskaber, og om hvordan landskabet er opstået. Og ikke mindst min viden om, hvor mange historier der er gemt derude for det øje, der kan se dem.

Vilja er ny hovedperson

I 'Mosefolk' er det en landbetjent, der opklarer mordet. Men i den næste bog vil Mette Wessel Fyhn gå all in.

- Jeg er allerede i gang med at skrive en ny krimi, hvor min hovedperson er arkæolog.

Men hvis krimilæserne håber på en ny Indiana Jones eller Lara Croft, bliver det ikke her, vedkommende skal findes.

- Min arkæolog hedder Vilja Svendsen, er forsmået, mager, har tyndt hår og er ude af form. Hun er blevet vraget af den, hun var forelsket i, til fordel for en storbarmet konkurrent. Vilja er lidt kikset, men også klog og sjov, lyder beskrivelsen fra Mette Wessel Fyhn.

Facebook
Twitter