Jamal på 32 vil ikke være mønsterbryder: 'Jeg gider ikke være repræsentant for alle muslimer'

Jeg vil ses som et individ, siger bogaktuelle Jamal Bendahman.

Vi har set det flere gange, siden Yahya Hassan i 2013 bragede igennem med sine digte: Forfatter med indvandrerbaggrund kritiserer sit bagland og bliver pludselig talerør for en hel minoritet.

For nogle forfattere er det måske ønsket. Men sådan er det ikke for Jamal Bendahman, som i næste uge debuterer med romanen 'Ash-Shaheed [Vidnet]'.

- Jeg gider ikke være repræsentant for alle muslimer – jeg vil ses som et individ. Lige så snart vi taler om muslimer og indvandrere på det politiske niveau, kollapser det hele, siger den 32-årige forfatter, der til daglig arbejder som fuldmægtig i en styrelse og derfor har skrevet romanen i sin fritid.

Den handler om Younes, der ligesom Jamal Bendahman selv er opvokset i et socialt boligbyggeri i Ishøj og i dag bor på Nørrebro i København.

- Hvis man klarer sig godt, er man en mønsterbryder – og hvis man klarer sig dårligt, er man bare en bekræftelse på verdens fordomme om den befolkningsgruppe, man tilhører. Og det vil jeg rigtig gerne væk fra, siger han.

  • I den politiske debat bliver muslimer betragtet som én samlet gruppe, og det er med til at skabe splid i samfundet, mener Jamal Bendahman: - Det vil jeg ikke tage del i, jeg melder mig helt ud af det. Derfor har jeg valgt at skrive en så apolitisk roman som muligt, en individuel beretning. Jeg mener, at det kun er på det menneskelige, individuelle niveau, at vi ser hinanden for, hvad vi egentlig er: mennesker. (Foto: Kasper Månsson © (c) DR)
    1 / 7
  • Assistens Kirkegård på Nørrebro spiller en vigtig rolle for Younes – og for forfatteren. - På mange måder afspejler Assistens de her ekstremer i ham. Det har også altid været et meget inspirerende miljø for mig. Jeg er rigtig glad for det her modsætningsforhold mellem liv og død; alle de her gravstene og døde mennesker ved siden af de her smukke, levende træer. Assistens Kirkegård bliver brugt som mere end bare en kirkegård; det er en park, et socialt samlingspunkt, og det skaber en interessant dynamik og atmosfære her. (Foto: Kasper Månsson © dr)
    2 / 7
  • Younes' søgen efter mening involverer både stoffer, druk, kvinder og den mystiske islamiske sufi-religion. - For Younes begynder det at bevæge sig mere hen i retning af nogle transcenderende oplevelser. Jeg har altid selv været fascineret af den her søgen efter en ekstatisk tilstand. For mig har det altid haft en religiøs karakter, jeg har nærmest set det som et forskud på paradis. (Foto: Kasper Månsson © (c) DR)
    3 / 7
  • Jamal Bendahman har altid været glad for at skrive. Forfatterdrømmen har han haft i mange år. Han har også, flere gange, forsøgt at blive optaget på Forfatterskolen - men uden held. For fem år siden, da han var 27 år, traf han beslutningen om at begynde at skrive målrettet ved siden af sine universitetsstudier. (Foto: Kasper Månsson © (c) DR)
    4 / 7
  • Muligheden for at få udgivet en roman opstod, mens Jamal Bendahman gik på Forlaget Gladiators Forfatterskole. – Det var meget surrealistisk. I starten troede jeg ikke rigtig på det. Jeg var overbevist om, at det første materiale, jeg sendte ind, ville blive afvist. Men det gjorde det ikke - og jeg blev ved med at producere, indtil jeg havde den færdige roman. (Foto: Kasper Månsson © (c) DR)
    5 / 7
  • 'Ash-Shaeed [Vidnet]' udkommer den 28. marts. At stå med resultatet af mange måneders aften- og weekendarbejde i hånden var ret vildt for Jamal Bendahman selv. – Det var en rigtig stor oplevelse. Det var måske også lidt et vendepunkt for mig; altså, det her sker, folk kommer til at læse den nu. Det var også en større oplevelse for mig selv at læse den i bogform. Det er sjovt, det er som om den er blevet bedre af at blive trykt. (Foto: Kasper Månsson © (c) DR)
    6 / 7
  • Younes siger i bogen sit kontorjob op for at blive forfatter. Det ser Jamal Bendahman ikke sig selv gøre, selvom han gerne vil skrive flere bøger: - At være forfatter kan være et meget ustruktureret og ustabilt liv. Det er det, jeg forestiller mig, at det ville være for mig. Jeg er sådan en type, der er tilbøjelig til, at alt bliver rykket, og ting bliver helt forskudt. Så det er meget rart at have et dagjob, hvor jeg får en masse struktur og en stabil hverdag. (Foto: Kasper Månsson © (c) DR)
    7 / 7
Facebook
Twitter