'Jeg er megaspændt': Her er bøgerne, du skal læse i 2021

Det nye år lægger godt fra start på bogfronten, mener anmelder.

2021 byder på masser af spritnye læseoplevelser - og en gammel traver i ny forklædning. (Foto: Nils Meilvang / Maria Albrechtsen Mortensen © Scanpix / GettyImages - ullstein bild Dtl)

Måske har du et nytårsforsæt om at læse (endnu) mere i 2021?

I så fald har du valgt helt rigtigt.

Det mener Jane Andersen, der er boganmelder og står bag bogblogger.dk. For der er nemlig rigtig meget at se frem til i år:

- Bogåret 2021 kommer til at lægge rigtig godt fra land, fortæller hun.

Derfor ser vi frem mod årets mest ventede bogudgivelser. Foruden Jane Andersen har vi allieret os med bogbloggerne Julie Rasmine Larsen samt Maria Johansen, der her fortæller, hvilke bøger de glæder sig allermest til at få ind ad brevsprækken i det nye år.

1

Thomas Korsgaard - 'Man skulle nok have været der'

Thomas Korsgaard debuterede som 22-årig med romanen 'Hvis der skulle komme et menneske forbi'. Sidenhen udkom opfølgeren 'En dag vil vi grine af det', og i 2021 afsluttes trilogien med 'Man skulle nok have været der'. (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen © Scanpix)

Jane Andersen, der anmelder bøger på Instagram-kontoen 'bogblogger.dk', siger om bogen:

- Historien er delvist baseret på forfatterens eget liv, og dette er sidste bog i romantrilogien om Thue, som vi i de to foregående bøger har fulgt vokse op i en dysfunktionel familie ved Skive.

- Som jeg har fortået det, er Thue nu boligløs i København. Han flytter midlertidigt ind hos en veninde og hendes familie og stifter her bekendtskab med en helt anden kulturel, økonomisk og social klasse, end han er vant til. Men han bliver ikke boende der ret længe.

- Jeg forestiller mig, at historien handler om at være uden for fællesskaberne og lidt ved siden af det hele. Jeg har ingen idé om, hvor romanen vil tage mig hen. Men jeg er helt åben for at følge den unge mand på sin færd i København.

- Jeg har læst de to foregående bøger, og jeg var meget begejstret. Det er en slags humoristisk, moderne socialrealisme, og Thomas Korsgaard skriver med varme, humor, jordnærhed og sprogligt overskud. Det er lige til at gå til, og det er virkelig godt, synes jeg.

Udgivelse: 21. maj

2

Katrine Marie Guldager - 'Det samme og noget helt andet'

Katrine Marie Guldager er blandt andet kendt for sin seks bind lange romanserie 'Køge Krøniken'. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Jane Andersen, der anmelder bøger på Instagram-kontoen 'bogblogger.dk', siger om bogen:

- Katrine Marie Guldager har tidligere haft lidt skråsikre holdninger og udtalt sig kritisk om at skrive baseret på sit eget liv, men nu kaster hun sig selv ud i det.

- Bogen følger en ung kvinde, der først mister sin veninde og så sin far - ligesom forfatteren selv gjorde det i sin ungdom.

- Hun er velformuleret, veloplyst og skriver ret godt. Og så er hun god til at skildre relationer og udvikling i mennesker.

- Temaet er at føle sig udenfor i sin egen familie, og den handler blandt andet om magtkampe og konflikter i familien. Jeg forestiller mig, at det er en bog, der kan appellere bredt, for jeg tror, at vi allesammen kan relatere til det med at fare vild i sin egen familie.

Udgivelse: 4. januar

3

Mich Vraa & Jesper Bugge Kold - 'Pigen fra det store hvide skib'

Jesper Bugge Kold (tv.) og Mich Vraa (th.) slår for første gang pjalterne sammen, og har skrevet 'Pigen fra det store hvide skib' i samarbejde. (Foto: Søren Lagoni © Lindhardt & Ringhof)

Julie Rasmine Larsen, der anmelder bøger på sin Instagram-konto 'litfix', siger om bogen:

- Bogen handler om skibet Jutlandia, som mange af os kender fra Kim Larsen-sangen af samme navn. Historien tager afsæt i en ung sygeplejerske med en traumatisk fortid, som tager afsted for at hjælpe til under Koreakrigen. Samtidig følger vi en ung pige fra Korea, der har mistet alt i napalm-flammerne.

Maria Johansen, en anden bogentusiast, der anmelder bøger på sin instagram-konto 'bookmeupscotty', uddyber:

- Det er meget få forfattere, der kan få min kæreste til at læse - men det kan Jesper Bugge Kold.

- Jeg ved, at begge forfattere er nogen, der laver virkelig grundig research, når de skriver en bog. Der er styr på det faktuelle, men selvfølgelig med en kunstnerisk frihed.

- Jeg har kæmpestore forventninger til den. Jeg regner med, at den historiske ramme virkelig er på plads. At her er en bog, hvor jeg bagefter sidder med følelsen af, at jeg ikke kun har fået en god historie, men også en historisk viden. Og så forventer jeg, at den er levende og fortalt med karakterer, så man kommer helt tæt på.

Udgivelse: 23. januar 2021 - præcis 70 år efter Jutlandia lagde fra kaj i København i 1951.

4

Rachel Röst - 'Grundvold'

På sin hjemmeside skriver Rachel Röst om sig selv, at læsning var "en vigtig overlevelsesstrategi i en forsømt barndom, der endte med anbringelse". Hun skriver videre, at hun i dag særligt interesserer sig for, hvordan litteraturen kan "hjælpe os mennesker - og specielt udsatte - med at forstå sig selv og hinanden, give nysgerrige liv og social mobilitet." (Foto: Robin Skjoldborg © Gyldendal)

Julie Rasmine Larsen, der anmelder bøger på sin Instagram-konto 'litfix', siger om bogen:

- Rachel Röst står bag foreningen Læs for Livet - en forening, der forærer bøger til socialt udsatte børn, og nu debuterer hun selv som forfatter.

- Rachel Röst er opvokset i en mormonsk familie. Som 16-årig brød hun med familiens fanatisme og sociale kontrol, og det er det, bogen tager afsæt i.

- Jeg er megaspændt på denne her bog. Jeg ved ikke særlig meget om mormoner, så det bliver rigtig spændende at få et indblik fra en, der virkelig ved, hvad det handler om, og hvad der er på spil.

Udgivelse: 5. februar

5

Leonora Christina Skov - 'Hvis vi ikke taler om det'

Leonora Christina Skov modtog i 2019 De Gyldne Laurbær for sin roman 'Den, der lever stille'. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Julie Rasmine Larsen, der anmelder bøger på sin Instagram-konto 'litfix', siger om bogen:

- I 2021 kommer Leonora Christina Skov med fortsættelsen til sin prisbelønnede roman 'Den, der lever stille', som handler om forfatterens barndom med forældre, der ikke ville acceptere, at hun var lesbisk.

- Fortsættelsen hedder: 'Hvis vi ikke taler om det', og den følger hovedpersonen som voksen. På dette tidspunkt er hun sprunget ud.

- Det, hun virkelig har fået ros for, er, at mange har kunnet genkende sig selv i forholdet til moderen i bogen. Det her med at føle sig uelsket af sine forældre, at springe ud som homoseksuel, samt hvordan forældrene håndterer det.

- Jeg tror, vi er mange, der er spændte på denne bog.

Udgivelse: 22. april 2021

6

Helle Helle - 'Bob'

"Vi griner og griner, vi græder og græder. Ikke højlydt bralrende eller hulkende, men stille og intenst og nærmest samtidig. Sådan er det at læse Helle Helle". Sådan skrev Politiken i en anmeldelse af 'De', der udkom i 2018 - og som er forgængeren til 'Bob'. (Foto: Mikkel Carl © Gutkind)

Maria Johansen, der anmelder bøger på sin instagram 'bookmeupscotty', fortæller:

- Jeg glæder mig så meget, at jeg ikke kan sætte ord på det.

- Der er ikke nogen, der kan skrive, som Helle Helle kan. Hvor nogle forfattere skal bruge en masse linjer på at sige noget, kan Helle Helle sætte en stemning med en enkelt sætning.

- Hendes handlinger plejer at være meget hverdagsagtige. Men så sker der alligevel en hel masse, fordi der er gang i en mange ting i karakternes følelsesliv og tanker.

- Bogen er en fortsættelse af Helle Helles roman 'De' fra 2018, som handler om et mor-datter forhold på Sydsjælland. Den var jeg helt vild med.

Udgivelse: 8. januar

7

George Orwell - '1984' (Nyoversættelse)

Den dystopiske science fiction-roman '1984' blev udgivet i 1949, og forudså overvågningssamfundets opstandelse. I dag har bogen kult- og klassikerstatus. (Foto: ullstein bild Dtl.)

Maria Johansen, der anmelder bøger på sin instagram 'bookmeupscotty', fortæller:

- Dette er ikke en bog, der som sådan udkommer, for den er udgivet i 1949. Men det gør den så alligevel, for i 2021 kommer den i en nyoversat udgave for første gang i mange, mange år.

- Bogen er en dystopisk fremtidsforestilling om et samfund, hvor der kun er ét politisk parti, "Partiet", som overvåger og undertrykker borgerne. Den er simpelthen så relevant i dag, hvor vi jo nærmest bliver overvåget overalt.

- Det var denne bog, der introducerede "Big Brother" som begreb. I bogen er "Big Brother" et stort øje, der ser alting.

- Måske kan nyoversættelsen give den en lille genfødsel. Det fortjener den, for den er skide god.

Udgivelse: 7. januar

8

Robin DiAngelo - 'Hvid Skrøbelighed'

Robin DiAngelo er professor ved Washington Universitet. Hendes bog 'Hvid Skrøbelighed' opnåede førstepladsen på New York Times' bestsellerliste i kølvandet på politidrabet på den sorte mand George Floyd. Bogen lå sammenlagt på bestsellerlisten i mere end et år. (Foto: Gabriel Solis)

Maria Johansen, der anmelder bøger på sin instagram 'bookmeupscotty', fortæller:

- I forbindelse med at Black Lives Matter-bevægelsen var på sit højeste, brokkede jeg mig rigtig meget over, at man i Danmark har dårlig adgang til litteratur, der beskæftiger sig med det være sort i en verden, der primært domineres af hvide mennesker.

- Jeg tror ikke, det har noget med mit brok at gøre, men nu er forlaget Klim begyndt at oversætte og udgive en hel del af lige netop den type bøger. I 2021 udkommer blandt andet 'Hvid Skrøbelighed' og 'Grunde til at jeg ikke længere taler med hvide om racisme'.

- De beskrives nok bedst som fagbøger, hvor man får udfoldet begreber som race, privilegieblindhed, kolonialisme, ligesom forbindelsen mellem klasse og etnicitet beskrives.

- Hidtil har der været begrænset adgang til den slags litteratur. Biblioteket har ikke haft mange eksemplarer, og man har selv skullet opdage dem. Så jeg synes, det er fantastisk, at der er nogen, der har taget det op.

Udgivelse: 11. februar

FacebookTwitter