Johanne skrev bog om ekstrem sex: 'Da jeg selv læste den, var det så brutalt, at jeg blev nødt til at gå i bad'

I bogen 'Om natten havet' følger man Katrina, der havner i et forhold med ekstrem sex, stoffer og vold.

Johanne Kirstine Fall har skrevet to romaner. Begge handler om Katrina, der er selvdestruktiv. (Foto: Nefeli Ginnerup Have)

Så slår han. Hånden er knyttet og spændt. I starten er det, som om han tøver mellem slagene, og første slag er ikke så slemt, efterhånden bliver jeg øm og hævet, men jeg kan ikke få mig selv til at stoppe det.

Det gør ondt, men det er ikke en rasende smerte. Så falder slagene tættere, og jeg mærker en vrede i ham, som jeg ikke har mærket før. En vrede, som måske også overrumpler ham selv.

Hans øjne lyser, mens han slår. Til sidst stopper han sig selv. Jeg sætter mig op i sofaen. Så falder jeg bagover, knalder baghovedet ned mod armlænet. Jeg besvimer et øjeblik.

Ordene er Johanne Kirstine Falls og stammer fra hendes nye roman, 'Om natten havet', som er anden del af fortællingen om den unge hovedperson Katrina. I Johanne Kirstine Falls første bog, 'Der er altid nogen at befri', fulgte man Katrina under indlæggelsen med anoreksi, og i forfatterens nye bog er hun vendt tilbage til virkeligheden uden for hospitalet, men bliver igen fanget i et mørkt mønster af selvdestruktion.

Efter hun bliver udskrevet, indleder hun et forhold til Markus. Men hurtigt begynder deres forhold at blive et sammensurium af ekstreme sexorgier, stoffer og vold, hvor flere parter er

involveret
. Og det er netop Katrinas higen efter det selvdestruktive, der igen har fået Johanne Kirstine Fall til at skrive om hende.

- Det, der fascinerer mig ved hende, er helt klart det selvdestruktive. Det udmønter sig ved hendes forskruede forhold til hendes egen krop, og at hun egentlig gerne vil føle, at hun findes gennem netop kroppen.

- Når man taler om at være selvdestruktiv, så antager man ofte, at det handler om en uvilje mod livet. Men det tror jeg i virkeligheden ikke det er. Jeg tror, det handler om, at man har en meget stor lyst til livet, men at man ikke ved, hvordan man skal udfolde det i praksis. Sådan er det også er i Katrinas tilfælde, siger Johanne Kirstine Fall.

Johanne Kirstine Fall synes, at vi ser kroppen som et instrument til at nå noget særligt, hvilket også fremgår af handlingen i 'Om natten havet'. (Foto: Nefeli Ginnerup Have)

Kroppen er blevet instrumentel

Kroppen er i det hele taget noget, Johanne Kirstine Fall er optaget af. Hun mener, at Katrina kan betragtes som et ekstremt tilfælde af selvdestruktivitet, som mange oplever - blot i mindre grad.

Katrina sulter sig selv og piner samtidig sin egen krop i den første bog, og i den nye sker selvpineriet ved blandt andet seksuelle voldsorgier, som flere af romanens figurer søger. Men selvom det måske virker fjernt for mange, så har kroppen en stor betydning i vores forsøg på at skabe og forstå os selv som mennesker.

Johanne Kirstine Fall ser nemlig kroppen som et transportmiddel til at opnå ting. For figurerne i bogen er kroppen et middel, så de kan mærke, at de lever, og at de opfylder et ideal, der er skabt af dem selv og af andre. Noget, hun mener, mange vil kunne genkende fra dem selv.

- I mine øjne bruger vi vores kroppe helt forkert og for instrumentelt. Der er en masse

kropsidealer
i vores samfund, som er helt forskruede, og i den debat glemmer man ofte mændene, fordi man tit fokuserer på kvindelige modeller og lavt
bmi
(kropsmasseindeks, red).

- Jeg tror også mange mænd – ligesom kvinder – føler sig presset i forhold til

kropsidealer
. Man ser jo aldrig en reklame for barberskum, en bil eller en flaske vodka, uden en mand i bar overkrop, siger hun.

Idealsamfundet er 'BoJack Horseman'

Selvom hun anerkender, at kropspositivitet har hjulpet en del til at være stolte af ting ved deres kroppe, som de ellers før ikke var helt satte pris på, så har vi stadig meget at tale om i forhold til vores syn på kroppen, mener hun. For så længe der er et misforhold mellem, hvordan man reelt ser ud, og hvordan man får at vide, man bør se ud, vil man stadig søge idealet om en appelsinhudsfri krop eller en sixpack, mener hun.

- For mig er det ideelle samfund det, man ser i serien 'BoJack Horseman', siger hun overraskende.

- Jamen, det mener jeg! Et samfund, hvor man kan være en kat eller hvad som helst, og hvor et menneske kan danne par med en hest. Et ægte queermiljø, hvor kroppen er trådt i baggrunden, og hvor det er lige meget, om du er gul eller blå, høj eller lav og tyk eller tynd. I stedet skal det være personligheden og det mere universelle i mennesket, der bør være udgangspunktet for tiltrækning.

For mig er det ideelle samfund det, man ser i serien ’BoJack Horseman’, siger Johanne Kirstine Fall. (Foto: Nefeli Ginnerup Have)

Sex, stoffer og hierarkier

De eksperimenterende sexlege fører desuden også til, at figurerne kommer ud i konflikter, fordi der hele tiden i sexlegene opstår nye hierarkier mellem dem, som Johanne Kirstine Fall også synes er interessante.

- Der er både seksuelle hierarkier efter køn, hvor kvinderne egentlig mest er sammen for bare at tilfredsstille mændene. Men der er også økonomiske hierarkier, hvor kæresteparret Markus og Katrina i et omfang kun har sex med andre, fordi de så kan få fat i stoffer, og hvor Markus ender med at føle, at hans grænser er overtrådt.

- De spiller hele tiden hinanden ud mod hinanden for at være vildest og mest ekstrem, fordi de forsøger at leve op til et plastisk ideal om, hvordan de selv ser ud, når de har sex, fordi de er præget af ting udefra, siger Johanne Kirstine Fall.

Så ekstrem, at hun selv blev overrasket

Det ekstreme har også fået flere til at kommentere 'Om natten havet', fortæller hun. Mens hendes veninder læste hendes første bog på en enkelt dag, så har de været nødt til at lægge denne fra sig flere gange, fordi den var så beskrivende om vold og ekstrem sex. Mens Johanne Kirstine Fall skrev den, tænkte hun ellers ikke så meget over det, men da hun selv sad og læste den trykte bog igennem, kunne hun godt mærke, hvor ubehageligt et rum, hun havde skabt i romanen.

Johanne Kirstine Fall arbejder allerede nu på en fortsættelse af bogen. (Foto: Nefeli Ginnerup Have)

- Jeg må indrømme, at da jeg selv læste den, var det så brutalt, at jeg blev nødt til at gå i bad bagefter. Det kom lidt bag på mig, for når man sidder og skriver det, så tillader man sig alt muligt, men når bogen så bliver til virkelighed, så er det ret barskt.

Derfor har hun også besluttet sig for, at historien om Katrina ikke er slut med ’Om natten havet’. Hun har allerede skrevet 20 sider på en kommende bog, selvom hun ikke vil fortælle, hvad der kommer til at ske der. Ikke andet end, at hun lover, at Katrina for en gangs skyld skal have det sjovt, hvor det samtidig også bliver bedre, end hvad hun tidligere har været udsat for.

Facebook
Twitter