Kaldte sin egen debut 'sentimentalt lort'. Nu hædres 27-årige Amalie med vigtig pris

Debutromanen 'Forsvindingsnumre' bliver muligvis Amalie Langballes første og sidste roman.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Den 27-årige journalist og forfatter Amalie Langballe er dette års vinder af BogForums debutantpris, som netop er blevet uddelt i Bella Center.

Hun debuterede tidligere i år med romanen 'Forsvindingsnumre', der blandt andet er inspireret af hendes egen mors sygdom og død.

- Det betyder da noget at vinde en pris. Også fordi salget måske får et skub, og bogen så bliver læst mere. Det er jeg kun interesseret i. Pengene hjælper også til, at jeg kan tage en skrivepause senere, som jeg gerne vil, siger Amalie Langballe, der sammen med prisen modtager 50.000 kroner.

Juryen bag prisen kaldte romanen 'en rå sorgskildring' - og en bog, 'der trods sin titel ikke forlader læseren lige med det samme'.

Selvom Amalie Langballe fra BogForums scene fortalte, at hun ikke havde forberedt en takketale, så sendte hun alligevel en stor tak afsted til en håndfuld mennesker. Og den fyldte sal kvitterede med klapsalver til vinderen af prisen, som er blevet uddelt siden 1993.

  • Amalie Langballe takkede både sine forlagsredaktører – og et par nære venner, der havde støttet hende under arbejdet med bogen og været der, da hun mistede sin mor. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © Dr)
  • - Man tror, at det er ensomt at skrive en bog, det er det også, men der er rigtig mange mennesker inde over. Også mennesker i mit privatliv, som har båret mig, sagde den 27-årige prismodtager fra scenen i Bella Center, hvor BogForum i de her dage finder sted. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © Dr)
1 / 2

'Noget sentimentalt lort'

Sidst vi mødtes, var i foråret, kort før hendes debutroman udkom. Det er nu en debutantpris, flere rosende anmeldelser og en del medieopmærksomhed siden. Men det har ikke rokket synderligt ved Amalie Langballes eget syn på bogen.

Dengang kaldte hun den 'noget sentimentalt lort' – og det er nogenlunde sådan, hun stadig har det.

- Jeg har ikke læst den, siden den udkom. Jeg kan ikke samle den op uden at synes, der er ting, der burde ændres, siger hun og tilføjer:

- Jeg er da vildt glad for, at bogen får den her anerkendelse nu. Men jeg ved jo dybest set ikke, hvem der har siddet i juryen, og hvorfor de har valgt mig, så det ændrer ikke grundlæggende på min egen holdning til bogen.

- Jeg har lidt gået og ventet på, at de ville ringe og sige: 'Uh, vi beklager Amalie, vi er kede af det, men der er sket en fejl. Du får ikke prisen alligevel. (Foto: Martin Fält © Dr)

Den skepsis er ret sigende for hendes tilgang til det, at hun nu kan skrive 'forfatter' på sit CV.

- Det er ikke en identitet, jeg har taget på mig. Jeg kan lige så fint lide at lave journalistik. Det vigtigste er, at det, jeg skriver, er skrevet godt, siger Amalie Langballe, der er uddannet journalist og lige nu arbejder i et vikariat på magasinet iForm.

En krukket forfatter – eller bare journalist

Hun har indimellem mærket, at andre omkring hende pludselig ser hende i et andet lys, fordi hun har udgivet en bog. Men det er ikke nødvendigvis kun en god ting.

- Det har både fordele og ulemper. Jeg falder et eller andet sted imellem de to ting. Når jeg sidder til jobsamtaler på helt almindelige journalistjobs, kan jeg godt blive mødt med en ide om, at jeg skulle være en krukke eller fin på den.

Efter forløbet med at skrive sin debutroman, som blev til sideløbende med et afsluttende eksamensprojekt på Journalisthøjskolen, har hun også haft behov for en pause. - Jeg skulle have fred til at noget kunne trænge sig på. Jeg vil gerne skrive noget igen, men jeg har ikke haft den der 'nu er jeg forfatter, og det er bare det, jeg skal'. (Foto: Martin Fält © Dr)

- Det har da også åbnet nogle døre. Men når jeg møder forfattere, så er jeg nogle gange 'bare journalist', fordi jeg ikke har gået på Forfatterskolen, siger Amalie Langballe, som tilføjer, at hun dybest set er ligeglad med, hvor folk placerer hende – eller hvad de tænker om hende.

Om Amalie Langballe

  • Født i 1992.

  • Uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2018, hvor hun var i praktik på Radio 24syv.

  • Hun har blandt andet skrevet klummer for Information, B.T. og det nu hedengangen webmagasin Broadly.

  • Arbejder i dag som journalist.

Den slags gav hun slip på, da hun for flere år siden begyndte at skrive ret personlige klummer til flere større medier om alt fra sex og kønssygdomme til sorgen over at miste sin mor.

Også selvom der var flere som advarede hende og mente, at hun aldrig ville kunne få arbejde som journalist, hvis hun 'brugte sig selv' for meget.

- Jeg har tidligere sneget mig uden om alle tidspunkter, hvor det blev forventet, at jeg skulle holde en tale. Det tror jeg måske også, at jeg gør denne her gang. Det er jo også en takketale til en debutantpris, ikke en Oscar. Og så kommer jeg også lige efter Jonas Eika (vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2019), der gav årets tale. Jeg kommer ikke til at donere mine penge. De skal bruges på min kat og en ny opvaskemaskine. (Foto: Martin Fält © Dr)

Blev træt af opmærksomheden

Det er gået okay – både med at finde arbejde og med at debutere som forfatter. Men om det bliver til flere personlige klummer eller romaner, er den 27-årige journalist og forfatter ikke så sikker på.

- Der er sket meget i mit liv. Jeg er blevet ret voksen de sidste par år - og jeg er nok blevet træt af den opmærksomhed, der følger med klummerne, fortæller hun.- Min forlægger siger, jeg skal holde min kæft om det her. Men jeg er ret ambivalent omkring at udgive en roman igen. Jeg vil gerne skrive en lang non-fiktion bog, der ikke havde noget med mig at gøre. Jeg tror, jeg ville være den perfekte til at skrive bogen om 24syv for eksempel.

FacebookTwitter