Kan du ikke få nok af krimier? Så kast dig over disse fem skræmmende og bloddryppende bøger

Bogblogger og krimielsker guider dig til de essentielle danske krimier.

(© Blaz Photo & Paweł Czerwiński /Unsplash)

Bestialske drab. Blodige mordvåben. Ukendte gerningsmænd.

Vi elsker krimier, der er den klart mest populære form for skønlitteratur i Danmark. Faktisk peger hver tredje dansker på netop krimien som deres foretrukne genre.

Det afspejler sig også i podcast-lyttevanerne, hvor man ofte finder en true crime-podcast eller to i top ti.

Og en af de største danske filmserier i nyere tid handler da også om frygtelige mord, der skal opklares af den plagede efterforsker Carl Mørck, der er leder i Afdeling Q – baseret på Jussi Adler-Olsens bogserie af samme navn.

Men hvad gør man så, hvis man har set alle filmene, hørt alle podcastene og høvlet sig igennem alle Sara Blædels og Jussi Adler-Olsens bøger?

Bare rolig, vi har allieret os med Per Drustrup Larsen, der er bogblogger på krimifan.dk.

Her giver han sine fem bud på de essentielle danske krimier, du for alt i verden ikke må gå glip af.

'Ukendt land' – Claus Lohman

(© Superlux)

- Den handler om virologen Martin Henderson, der skal bremse en flere hundrede år gammel virus, der vender tilbage, så den ikke udvikler sig til en pandemi. Og den er altså skrevet, før der var noget, der hed corona.

- Den kører i to spor og handler også om 11-årige Anne Tanner, der 200 år forinden virusudbruddet ankommer til en straffekoloni i Australien, hvor man ikke ligefrem behandler de indfødte australiere godt.

- Det lyder lidt syret, men det er faktisk rigtig spændende, hvordan nogle mord i nutiden skal forsøge at skjule, hvad der er foregået dengang, og hvordan det hænger sammen med virusudbruddet.

- Den er spændende og rigtig godt skrevet, og så lærer man også en del om, hvordan man har behandlet indfødte australiere før i tiden. Det er bygget godt ind i historien.

'Ukendt land' er anden del af serien om virologen Martin Henderson, mens 'Under overfladen' er første del.

'Mosefolk' – Mette Wessel Fyhn

(© Lindhardt og Ringhof)

- Det er én af den slag bøger, hvor man følger en politiefterforsker, der bliver sendt hjem til sin barndomsby. Det har der været en trend med. Og i det her tilfælde følger man så Maria Brænder, der bliver sendt tilbage til en fiktiv barndomsby i Vestjylland.

- Hun kendte en ældre kvinde, der er blevet myrdet, og hun kender alle i byen, og derfor er det også noget af et dilemma, hun havner i, da hun mistænker en gammel ven for mordet på den ældre kvinde.

- Personerne og miljøet er fantastisk godt beskrevet. Det er meget solidarisk, for der er ingen, der bliver hængt ud, selvom de måske ikke er lige sympatiske alle sammen. Andre gange kan den slags godt blive karikeret, men i det her tilfælde fornemmer man de komplekse personer.

- Forfatteren har sin helt egen tone, og man kan mærke det spil, der er mellem mennesker, og alle de hemmeligheder, vi har for hinanden. Den kunne sagtens blive filmatiseret og blive rigtig god.

'Oraklet' – Finn Halfdan

(© People'sPress)

- Den handler om politimanden Daniel Bro, hvis lillesøster blev myrdet, da han var teenager, mens morderen aldrig blev fundet. Og en dag modtager han så et opkald fra en anonym kilde, der kan afsløre navnet på morderen, mod at Daniel Bro til gengæld deler fortrolige oplysninger om politiets arbejde.

- Forfatteren har tidligere arbejdet som kriminalreporter og kan sit stof, og han har et fantastisk godt flow. Han bruger ikke hundredvis af sider på at skrive en ligegyldig bog; han bruger færre sider 382 på at skrive noget, der er skræmmende realistisk og meget spændende.

- Historien er godt skruet sammen, og selvom den ligger på kanten af det realistiske, er der overraskelser og tvists undervejs, lige som der skal være. Der er ikke noget værre end en krimi, hvor man regner morderen ud på side ti.

'Kadaverdoktoren' – Lene Kaaberbøl

(© Modtryk)

- Den handler om lægedatteren Madeleine tilbage i 1800-tallets Frankrig. Hendes far er udover at være læge også ham, der laver obduktioner i den lille by. Og en række mystiske dødsfald hvirvler far og datter ind i jagten på en mulig morder.

- Udover at den er spændende og godt skrevet, handler den også om den her unge kvinde, der har en lyst til at uddanne sig – under de vilkår for uddannelse, som kvinder nu havde dengang. Det er en integreret del af plottet, som er ret godt løst.

- Derudover er miljøet også godt beskrevet, og man bliver klogere på videnskabens udvikling, der på det tidspunkt kæmpede hårdt mod folks tro og overtro.

- Lene Kaaberbøl er jo også kendt for sine bøger om 'Skammerens datter', men jeg synes faktisk, 'Kadaverdoktoren' er en af hendes bedste bøger.

'Lupus' – Jens Henrik Jensen

(© Politikens Forlag)

- Det er fjerde og nyeste bog i serien om krigsveteranen Niels Oxen. Han lider af ptsd og har bosat sig i Rold Skov for at klare sig selv og i mindst muligt omfang være i kontakt med civilisationen.

- Men han får ikke den fred, han søger, for han bliver hurtigt hvirvlet ind i den dramatiske efterforskning af en række gådefulde drabssager, der starter med et mord på et slot, der ligger i udkanten af den skov, Niels Oxen har bosat sig i.

- Man skal læse serien i sin helhed, fordi hovedpersonen udvikler sig undervejs og klarer sin ptsd bedre og bedre med tiden. Det er noget af det, jeg synes har været rigtig godt ved at læse dem. At blive klogere på, hvordan ptsd påvirker folk.

'Lupus' er fjerde og nyeste bog i Oxen-serien. De andre hedder 'De hængte hunde' (2012), 'De mørke mænd' (2014) og 'De frosne flammer' (2016).

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk